Skaber bekymring: Stigende andel af ufaglærte medarbejdere er ansat ved kommunale plejehjem

Staten lukkede i 2015 ned for en stor del af lærepladserne på social- og sundhedsuddannelserne, hvilket førte til en markant stigning af ufaglærte medarbejdere i plejesektoren

På de kommunale plejehjem, er unge vikarer ikke et sjældent syn
Offentliggjort

Jens Vinter Jensen er ufaglært vikar ved et plejehjem i Odder kommune. Her oplever han, at der ofte er brug for ham og de andre vikarer på arbejdspladsen. 

“Problemet er, at de ikke kan ansætte nogen. Det optimale ville være, hvis der kun var fuldt uddannede mennesker. Det er bare ikke tilfældet” 

“Der er en del vagter at tage, de mangler rigtig mange, så jeg forestiller mig, at de altid har ufaglærte på vagt, undtagen når det er nat.”

Jens Vinter Jensen fortæller, at han altid er på vagt med én faglært medarbejder. Oven i det, så kommer de ufaglærte vikarer også ind på et introkursusus, når først de begynder på jobbet. 

Arbejdspladsen gør hvad den kan for, at ufaglærte vikarer som Jens Jensen aldrig er helt på dybt vand.

Dog er det langt fra det optimale scenarie, med så mange ufaglærte ansatte ved de kommunale plejehjem. 

Ingen forbedring de sidste par år 

Tidligere på året udkom der en rapport fra VIVE- Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, hvori de undersøger udviklingen i normeringerne på kommunale plejehjem siden 2019.

I rapporten kan man læse om en lille, men bemærkelsesværdig ændring i normeringerne. Siden 2019 er gennemsnittet af faglærte medarbejdere ved dagvagter faldet fra 62% til 60%. Andelen af ufaglærte ansatte er steget fra 6% til 8% ved dagvagter i 2025. 

På trods af, at det er en lille ændring, der muligvis kan være et udtryk for tilfældige forskelle i stikprøverne, så siger det stadig meget om et problem, som samtlige plejehjem i landet oplever hver eneste dag.

Antallet af faglærte medarbejdere i social- og sundhedssektoren falder, mens der konsekvent strømmer flere ufaglærte vikarer til. 

Bekymring for kvaliteten af omsorg og hjælpen 

Fagforbundet FOA skriver om denne problematik i deres fagblad, hvilket de bakker op med tal fra landets kommuner. De fortæller at andelen af ufaglærte SOSU’er er steget hos 96 ud af 98 kommuner i Danmark. 

Det medfører en bekymring for kvaliteten af den omsorg, som de kommunale plejehjem kan yde, når de bliver nødsaget til at benytte sig af så mange ufaglærte vikarer.

Problemet skyldes blandt andet, at staten i 2015 reducerede en stor del af lærepladserne på social- og sundhedsuddannelserne. Det har man de sidste fem år prøvet at rette op på, ved at give et større budget til uddannelserne.

Dog er det en udvikling der tager tid, eftersom der først skal uddannes en masse hjælpere. Imens kan presset på plejehjemmene både ses på statistikkerne, og mærkes blandt de ansatte. 

En plan og et håb 

Andelen af ufaglærte ansatte på plejehjem er fortsat høj, og i flere kommuner er den stigende. Dette skyldes til dels en mangel på faglærte medarbejdere i social- og sundhedssektoren.

Manglen på uddannede SOSU’er skaber bekymring for hjælpen og omsorgens kvalitet. 

Der er flere løsninger til problemet, men det kommer ikke til at forsvinde med det samme. Staten forsøger at fikse problemet ved at hæve budgettet til social- og sundhedsuddannelserne, så der kan komme flere lærepladser og bedre omsorg. 

Ude på plejehjemmene forsøger arbejdspladserne at forberede de ufaglærte vikarer så godt som muligt, men der vil altid være opgaver, som de ikke er autoriseret til at udføre.

Derfor er det vigtigt, at der bliver ansat flere faglærte på plejehjem.

Powered by Labrador CMS