Sodavand sætter et usundt smil på læben
Flere børnefamilier vælger sodavand til aftensmaden – men tandlæger advarer om stigende risiko for huller og syreskader.
De søde drikkevarer er blevet et populært valg til aftensmaden hos danske børnefamilier. For Helene Qvist Jensen er de søde drikke forbundet med hygge og en lille belønning til hendes børn.
“Det er blevet en hygge-ting, så bliver børnene ekstra glade,” siger Helene.
Flere børn får for meget sukker
Mens hyggen breder sig ved middagsbordet, vokser bekymringen blandt tandlæger.
Ifølge Tandlægeforeningen har halvdelen af landets tandlæger fået flere patienter med syreskader. Kombinationen af stigende sodavandsforbrug og højt sukkerindtag vækker bekymring blandt tandlæger, der advarer om øget risiko for både huller i tænderne og syreskader.
En ny undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer viser, at børnefamilier i stigende grad drikker sodavand til aftensmaden. Andelen er vokset fra 21 procent i 2021 til 27 procent i 2025. Samtidig dokumenterer Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet, at 6 ud af 10 børn og unge får for meget sukker.
Flere syreskader
Sodavand er en af de største syndere, når det gælder syreskader på tænderne – særligt når sodavand kommer under 4,5 på pH-skalaen. Samtidig øger sukkerindholdet risikoen for huller, fordi bakterierne i munden lever af sukker og danner syre, der nedbryder tandemaljen.
Ifølge forebyggelseskonsulent Maibrit Bak Blyt er problemet med syreskader blevet forværret af, at sodavand i dag sælges i flasker med skruelåg.
"Flasker med skruelåg har forværret tandsundheden, fordi de gør det muligt at sippe hele dagen, så tænderne oftere udsættes for syre," forklarer hun.
Familien skifter til ’sur vand’
Hos Helene Qvist Jensen, mor til to børn på 4 og 7 år, er den boblende belønning ikke længere en fast del af middagsbordet. For et par år siden begyndte familien at ændre vaner, og særligt efter hun og hendes mand blev forældre, har de gjort dansk vand med citrus – det, børnene kalder 'sur vand' – til deres hverdagsdrik.
“Hvis børnene selv kunne vælge, fik vi sodavand hver dag,” siger Helene.
Skiftet handler om at finde et sundere alternativ, der stadig føles som lidt ekstra, men uden det høje sukkerindhold, som sodavand bringer med sig.
Små ændringer gør en stor forskel
Mens sodavand fortsat er en populær del af hverdagen hos mange børnefamilier, viser Helene Qvist Jensen, at hyggen kan bevares uden sukker. Danskvand med citrus er blevet familiens lille belønning – og en måde at undgå, at hyggen ender med syreskader.
Forebyggelseskonsulent Maibrit Bak Blyt understreger, at både sodavand og andre søde drikke kan skade tænderne. Hun peger på, at små ændringer i hverdagen – som gode tandbørstevaner og sunde alternativer som vand eller mælk – er den bedste vej til at forebygge syreskader. Små ændringer i hverdagen kan forebygge syreskader og gøre en stor forskel for børns tandsundhed.