Spejling og synlige rollemodeller: Unge kvinder inspirerer til håndværksfagene på de sociale medier

Med virkelighedsnære videoer fra værkstedet viser unge kvinder, at håndværksfagene rummer både faglig stolthed og fællesskab. De inspirerer andre til at vælge erhvervsuddannelser, udfordrer kønsstereotyper og skaber nye rollemodeller i en branche, der længe har kæmpet med rekruttering.

Videoerne skal være virkelighedsnære og turde vise de mindre glamourøse sider af faget.
Offentliggjort

En rapport fra Analyse & Tal fra 2024 #Arbejdsliv på TikTok om unges ageren på TikTok viser, at platformen ikke længere kun er berettiget til underholdningsvideoer, men også er blevet et sted, hvor de unge fremviser aspekter af deres uddannelses- og arbejdsliv. 

Mathilde Bendtzen Marott er med sine 25 år og sin hverdag som tømrerlærling en af mange unge kvinder, som bruger sin TikTok-platform til at vise glimt fra hverdagen og livet som tømrerlærling. 

“Jeg prøver altid at vise branchen fra alle sider, både de gode og sjove dage, men også de hårde og udfordrende. Jeg vil virkelig gerne være inspirerende over for alle,” fortæller Mathilde Bendtzen Marott. 

I rapporten beskriver Analyse & Tal, at de finder mange videoer på tværs af faggrupper, hvor den faglige stolthed oser ud af øjnene, i stemmen eller i tekstbeskrivelsen under videoen. 

Spejling er vigtigt 

De sociale medier har gjort det lettere at finde nogen at spejle sig i. Netop spejling og synlige rollemodeller påpeger lektor og psykolog Jens Lund Damkjær Jensen som en vigtig faktor. 

“Ved at kunne spejle sig i andre får vi opfyldt nogle af de helt grundlæggende psykologiske behov, vi har som mennesker. Vi bliver bekræftet i, at vi er gode nok, som vi er, og at vi hører til i et fællesskab.” 

I organisationen Boss Ladies har de knap 400 ambassadører, hvis formål netop er at være synlige rollemodeller og en uddannelsesinspiration for andre unge kvinder. 

“Det at kunne spejle sig i nogen betyder alt,” siger Nina Bram, der er projektleder på mangfoldige erhvervsskoler og udviklingskonsulent hos Boss Ladies. 

“Hos Boss Ladies har vi klart en filosofi om at få så mange af vores ambassadører som muligt til at fortælle om deres liv og vise, hvad de laver til daglig. Vi tror meget på ‘if you can see it, you can be it’.” 

Videoerne skal være virkelighedsnære

Jens Lund Damkjær Jensen understreger, at videoernes indhold skal være ægte og ikke en præsentation. 

“Det bliver først til virkelighed i det øjeblik, man tager telefonen med ned på værkstedet og viser sit arbejde frem, uden at det bliver show off og for at få likes,” siger Jens Lund Damkjær Jensen. 

Vigtigheden af, at videoerne er virkelighedsnære, mener uddannelseschef for byggeriuddannelserne på Aarhus Tech, Rikke Kathrine Østergaard Nielsen, også er en vigtig faktor for videoernes effekt. 

“Hvis videoerne og SoMe-indholdet bruges realistisk og seriøst, kan det godt tiltrække og inspirere flere kvinder.” 

I rapporten konkluderes det også, at i de mest likede, delte og kommenterede videoer kommer vi bredt rundt i situationer, der taler til hele følelsesspektret – fra det glade og sjove til det simple og hverdagsagtige. 

Fordommene skal nedbrydes 

Mathilde Bendtzen Marott håber, at hun med sine sociale medier kan være med til at nedbryde fordomme om, at det er et mandefag.

“Når man viser, at man som kvinde trives i et fag med mange sider, så tænker jeg, at man er med til at nedbryde nogle fordomme. Jeg har fået flere henvendelser fra firmaer, som har rakt ud og sagt, at de har fået lyst til at ansætte kvinder, fordi de har set mine videoer og mit håndværk,” fortæller Mathilde Bendtzen Marott. 

Hos Boss Ladies er der også et stort fokus på at nedbryde fordomme om kvinder i erhvervsuddannelserne for at få flere til at søge ind og turde gå den vej. 

“Vi arbejder for, at langt flere piger har mod på at søge ind på erhvervsuddannelserne. 
Vi mener, at den største misforståelse er, at der er en forståelse af, at det er en branche, hvor kvinder ikke hører til,” siger Nina Bram. 

Jens Lund Damkjær Jensen mener, at vi som samfund er på vej i den rigtige retning: 

“Det, at der er et opbrud i kønsforståelser, vil på en eller anden måde også spejle sig i, hvordan vi forstår fagene. Det er interessant, men også frigørende.” 

 

Powered by Labrador CMS