Stofmisbruger dømt for tyveri og misbrug af ældres dankort

Dement kvinde fik stjålet og misbrugt sit kort. Nu er tiltalt dømt.

Retsmødet finder sted i retten i Aarhus torsdag den 25. September
Offentliggjort

Tilbage i marts måned fik en ældre dement kvinde stjålet sit betalingskort. Syv måneder og knap 12.000 kroner senere falder hammeren i retten i Aarhus, og gerningsmanden, der også blev dømt for lignende forhold for to år siden, må atter bag tremmer.

Dagen er torsdag den 25. September. I retten i Aarhus står en anklager og holder døren til retssal nummer otte, og ind træder en mand i 60’erne, der roligt, men let nervøst, sætter sig ved bordet foran dommerne. Han er her som vidne for at tale sin mors sag.

Han forklarer, hvordan han for syv måneder siden loggede på sin mors netbank og med stor forundring opdagede store transaktioner – blandt andet 9.000 kroner hævet i Nordea i Bjerringbro.

Kvinden selv er dement, bor på plejehjem og kommer sjældent ud. Så da hendes søn efter en samtale med sin søster, som forklarede, at det ikke var hende, der havde hævet pengene, vidste han, at noget var helt galt og kontaktede derfor politiet.

Nu sidder han i retten, men uden at kunne se den tiltalte i øjnene, for han er ikke at se i retssalen, da han med berettigelse er udeblevet.

I stedet er han at på retssalens store fjernsyn i videoer og stilbilleder fra videoovervågning.

Tre betjente bliver én efter én kaldt ind i retslokalet og bekræfter hver især, at de kan genkende den tiltalte på videoovervågningen.

Tvivlen om hvorvidt den tiltalte var gerningsmanden, var derfor ikke stor i langt de fleste af de forhold, han var tiltalt for – og han har også erkendt det hele. Derfor er dagens mål at finde frem til den mest retfærdige dom.

"Han er brugt op af stoffer"

En af betjentene, iført arbejdsuniform, fortæller, at han har haft kendskab til den tiltalte siden han begyndte sin tjeneste som betjent for 15 år siden.

På skærmen vises videoovervågning fra en Rema 1000, hvor en mand kluntet går ud af butikken efter afvisning af kortet, som på daværende tidspunkt var blevet spærret.

"Han er brugt op af stoffer," siger betjenten, der genkender mandens kluntede gang og forklarer, at manden på dårlige dage dårligt nok kan gå grundet stoffernes hærgen.

En anden betjent fortæller noget lignende og tilføjer, at politiet ofte har med den tiltalte at gøre.

Den tiltalte, som også blev sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde narkotika ved anholdelsen, blev for tre år siden dømt for lignende forhold: tyveri og misbrug af ældres betalingskort.

At den tiltalte tidligere er dømt for lignende forhold, bør ifølge anklageren tillægges vægt ved domsafgørelsen – ellers risikerer man, at han gør det igen, mener hun

Derudover er der tale om forbrydelser begået mod en udsat borger, hvilket anklageren også lægger særlig vægt på. Den tiltalte har desuden indrømmet, at han specifikt har gået efter ældre på plejehjem og bosteder.

Tiltalt for 25 forhold

- Tyveri af dankort og kontanter 

- Misbrug af kort for ca. 12.000 

- Misbrug af andet dankort

- Besiddelse af mindre mængde narkotika 

- Forsøg på indbrud i plejehjem

Atter bag tremmer

Og det er også noget, dommeren tager højde for i sin domsafsigelse.

Efter en times votering vender dommeren og lægdommerne tilbage til retslokalet: Ét år og seks måneders ubetinget fængsel. Det er, hvad der venter den nu dømte mand.

Powered by Labrador CMS