Stor fodboldforskel – Disse kvinder skal spille deres køn frem på banen
Kvindelandsholdet kan blive stjernespilleren på holdet, når det handler om deres køns fodbolddeltagelse. Lige nu er det nemlig mændene, der sidder solidt på føringen.
Mænd har en markant føring, når de møder kvinder i sporten om fodbolddeltagelse, men det danske kvindelandshold kan være dem der udligner stillingen.
I en rapport fra Idrættens Analyseinstitut svarer 12 procent af adspurgte mænd, at de regelmæssigt har spillet fodbold inden for det sidste år.
Andelen hos kvinder er kun 3 procent, og denne kønsforskel gør fodbold til en af de deltagelsesmæssigt mest mandsdominerede sportsgrene i rapporten.
Det er dog en tendens, som er ved at vende, og særligt med Kvindelandsholdet som anfører kan damefodbolden lave et smukt indlæg til mere deltagelse.
Det mener Filippa Sylvester, der spiller fodbold i Arbejdersport Aarhus:
”Jeg synes det hjælper vildt meget, at Kvindelandsholdet og de danske kvindeklubber bliver spredt, så der kan komme noget mere fokus på kvindefodbold.”
Rekordår
Der ses en stigende interesse for de kvindelige landsholdsspillere.
De satte årsrekord i tilskuere på tribunerne i 2021. Det blev til 40.000 tilskuere over seks kampe, hvilket dog skal ses i lyset af de mange hjemmekampe.
I samme år boomede kvindedeltagelsen i fodbold også. Danmarks Statistik viser, at kvindelige medlemmer af fodboldforeninger steg fra et indekstal under 95 i 2020 til et indekstal over 105 i 2021, når man sammenligner med 2014.
På det punkt slår de endda mændene, hvis indekstal lå lidt over 95 i 2021 sammenlignet med 2014.
Gå efter guldet
Også Kvindekommissionen ved Dansk Boldspils Union peger på landsholdet som en faktor, der kan styrke damefodbolden. Det fremgår af deres rapport GÅ EFTER GULDET! fra 2018, der har henblik på at styrke kvinders muligheder og deltagelse på tværs af den danske fodboldverden.
”Danmark skal gå efter at vinde guld i en større turnering.” skriver kommissionen om Kvindelandsholdet.
Og at satse på Kvindelandsholdet er DBU heller ikke bleg for.
Kvindelandsholdets aktivitetsbudget skal nemlig i 2028 være på størrelse med mændenes. I den forbindelse vil DBU investere 30 millioner kroner i kvindefodbolden mellem 2024 og 2028.
Måden vi taler om kvinder på
Selvom kvindefodbolden er på vej frem, skal vi stadig forholde os til, at sporten stadig i langt højere grad praktiseres af mænd.
En af årsagerne understreger, hvor vigtigt et fremtrædende kvindelandshold er; at måden vi taler om kvindefodbold på har en betydning.
I 2024 udgav DBU en diversitetsundersøgelse, der viste, at 35 procent af adspurgte kvindelige medlemmer oplever at høre diskriminerende eller nedladende sprog om deres køn i fodboldsammenhænge.
Frieda Ravnskjær Jensen, fhv. fodboldspiller i Odense Boldklub kan nikke genkendende til denne oplevelse.
”Jeg har tit hørt, at kvinder ikke kan spille fodbold. Det er sådan en lidt gammeldags tankegang om, at fodbold er en mandesport,” siger hun.
Filippa Sylvester køber også præmissen om, at måden vi taler om kvindefodbold er vigtigt:
”Der er virkelig nogle kvinder der arbejder hårdt, og det skal vi anerkende og have respekt for.”
Kvindelandsholdet vælter barrieren
Når 35 procent af kvindelige medlemmer i DBU siger, at de oplever nedladende eller diskriminerende sprog omkring deres køn i fodboldverdenen, så står det klart som en af de barrierer der gør, at kvinder og piger ikke vælger fodbold.
Derfor er den anerkendelse og respekt som, takket være Kvindelandsholdet, gør sit indtog overfor det kvindelige fodbold-Danmark en enormt vigtig faktor i, at kvinderne udligner mod mændene i sporten om fodbolddeltagelse.