Stort navn på små scener?
Til marts drager Suspekt-gruppen på deres »9 Liv Tour«. Spillestederne i Aarhus og København bliver valgt fra, men en mangeårig fan håber på, at gruppen spiller på de helt små klubscener igen.
»Altid sulten for mere. Det hele Danmark, vi dominerer.« Sådan skriver Suspekt på Instagram i forbindelse med annonceringen af gruppens kommende »9 Liv Tour«. Efter den historiske koncert i Parken i 2023 vender raptrioen nu tilbage til arenaer rundt om i landet.
»Vi skal ud til folk igen, rundt i vores lækre land og se hinanden i øjnene i lokale haller, der i forvejen er kendte for at skabe et særligt fællesskab,« siger Suspekt i en pressemeddelelse.
Hos de dedikerede fans er der også en sult efter at mærke det mere intime nærvær igen.
Ifølge den mangeårige Suspekt-fan Jens Anders Hansen er de mindre spillesteder et skridt i den rigtige retning, men han mener stadig, at spillestederne på »9 Liv Touren« er større, end hvad han kunne håbe på.
»Jeg synes faktisk ikke, scenerne er så små. Det synes jeg er ærgerligt, fordi den bedste koncert, jeg har været til, var i Vega, hvor jeg var fuldstændig tæt pakket, og de crowdsurfede. Det var helt vildt,« siger Jens Anders Hansen.
Jens Anders Hansen har været fan siden 2005, og han er specielt vild med kontakten, som gruppen skaber til deres fans fra scenen.
»Der er bare en crazy energi. De snakker med publikum og hopper ned til publikum og alt sådan noget. De er gode ved deres fans,« siger han.
På trods af at den kommende tour bliver mindre end Parken-koncerten, håber han, at gruppen vil lave en tour på endnu mindre spillesteder.
»Det kunne være rigtig, rigtig lækkert,« siger Jens Anders Hansen.
Han erkender dog, at Suspekt muligvis er blevet for store, og at det er urealistisk med de helt små steder, fordi fanbasen er blevet så stor.
»Nu har jeg købt billetter til Roskilde, og det er i kongrescenteret. Der er man tvunget til at kæmpe sig helt op foran, hvis man skal have den der fornemmelse af dem,« siger han.
Efter Ritzau