Sundhedstrend får unge til at droppe alkohol i januar – skal du med på vognen?

51 procent af danske unge har taget en alkoholfri pause det seneste år. #DryJanuary og sundhedsfokus på sociale medier gør det lettere at sige nej til alkohol

Jacob Barsøe holder fast i #DryJanuary, selv i Aalborgs berømte bargade
Offentliggjort

December er fuld af våde varer: Julefrokoster med kolde snaps, varm gløgg på julemarkedet og et glas champagne eller to til nytår. 

Derfor kan en alkoholpause i januar føles tiltrængt. 

En undersøgelse fra Voxmeter for Blå Kors viser, at 51 procent af unge mellem 17 og 34 år har holdt en alkoholpause inden for det seneste år. 

Med sundheden for øje 

Jacob Barsøe, 25 år, er en af dem. Han har holdt #DryJanuary i år og har planer om at gøre det igen i 2026. 

Udover at Jacob Barsøe fandt pausen befriende, mærkede han også, hvordan det påvirkede sin krop i en positiv retning. 

“Når jeg ikke drak alkohol, følte jeg mig stærkere og i bedre form”, siger han.

Hos Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet ser man, at sundhedstrends på sociale medier spiller en stor rolle for unges alkoholvaner. 

“De har en kæmpe indflydelse. Det at vælge alkohol fra kan også være et statement”, forklarer Lotte Vallentin-Holbech ph.d og lektor hos CFR.

En “god” undskyldning 

Ved at følge sundhedstrenden, forklarer Jacob Barsøe, at han uhindret kan sige nej til alkohol overfor sin omgangskreds. 

“Jeg omtaler det bevidst som #DryJanuary. Det gør det nemmere at forsvare”, siger han. 

For mange unge handler det også om at have en accepteret grund til at sige nej.

Jacob Barsøe er ikke alene om den udfordring. 

“Vi har en forestilling om, at hvis jeg ikke forklarer mig, så bliver det ikke accepteret," forklarer Lotte Vallentin-Holbech. 

Med årsskiftet lige om hjørnet må man da væbne sig med tålmodighed, for at følge med i om #DryJanuary trender i det kommende år. 

Powered by Labrador CMS