Taler vi for lidt dansk?
Engelske ord er blevet en fast bestanddel i det danske sprog, men i dag fremgår de ikke kun i form af låneord – de overtager de danske ord og ændrer dermed måden hvorpå vi snakker vores sprog.
Flere og flere engelske ord får deres indtog i det danske sprog. Engelske ord har altid været der, men i dag bliver de ikke kun tilføjet til sproget, men går ind og overtager allerede eksisterende ord.
Den tendens har blandt andre 26-årige Emil Kjærsgaard Klitholm, som er uddannet i Sport Managment, lagt mærke til.
”Jeg bruger flere engelske udtryk i min dagligdag end jeg gjorde tidligere. Meget af det er slangord, men det kan også være, hvis jeg ikke kan komme på det danske udtryk eller ord.”.
Spørger man derimod Emil Klitholm, hvorvidt det er et problem, at de engelske ord går ind og overtager, er svaret ikke fastlåst.
”Jeg synes umiddelbart ikke, at det er et problem, så længe folk forstår hinanden, men det danske sprog går jo på sin vis tabt”.
Handler om kultur
I modsætning til Emil Klitholm er 69-årige Lise Bostrup, cand.mag. og formand for Den Danske Sprogkreds, ikke tilhænger af at bruge engelske udtryk, når der findes en dansk version. Hun mener, at der i det danske sprog ligger en kulturel forståelse for, hvem danskerne er som folk. Dansk Magisterforening har tidligere lavet en artikel, hvori Bostrup ytrer sin holdning til emnet.
”Det danske sprog hører til vores kultur, tankegang og historie. Når vi siger ‘dum som en torsk’, knytter det sig til vores særlige kultur med tradition for fiskeri.”.
Lise Bostrups bekymringer, over den stigende brug af engelske ord, ligger ikke kun i det kulturelle. Hun mener ligeledes, at der kan opstå en kløft mellem generationerne, da den ældre generations kendskab til engelsk ikke er lige så høj som hos de unge.
”… og de engelske ord, vi har taget til os, kan blive et pædagogisk problem for mange, særligt ældre medborgere, der ikke taler sproget.”
Minister vil indføre ”løftet pegefinger”
Det helt store spørgsmål er, hvordan sætter man bremsen i overfor det engelske sprogs indtog? Hvis det står til kulturministeren Zenia Stampe fra Radikale Venstre, så skal Dansk Sprognævn have mulighed for at give en velment løftet pegefinger til nogle af de aktører i samfundet, som har en stor platform og når ud til mange mennesker.
”Vi er mange, der falder i og bruger engelske ord, men hvis der lige kommer en velmenende løftet pegefinger til særligt større autoriteter med store talerør, der kan være med til at påvirke os alle sammen, så tror jeg, det kan hjælpe os med at bevare og beskytte det danske sprog.”, udtaler ministeren sig til en artikel som DR Nyheder publicerede tidligere på året.
Om den løftet pegefinger fra Dansk Sprognævn indirekte kommer til at indfri Lise Bostrup ønske om få blandt andre Emil Klitholm til at anvende færre engelske udtryk – det kan kun tiden vise.