Tårer i Retten i Kolding: Ukrainsk mand dømt for millionhvidvask og udvist

Mand nægtede sig skyldig og forklarede, at han blot ville forsørge sin familie i Ukraine - men retten fandt beviserne klare.

Retten i Kolding danner rammen om sagen, hvor en ukrainsk mand er dømt for hvidvask for over 2,5 millioner kroner.
Offentliggjort

En 46-årig ukrainsk mand blev i Retten i Kolding den 18. marts idømt et år og ni måneders ubetinget fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud. Manden blev kendt skyldig for hvidvask af særlig grov karakter og ulovlig brug af andres legitimationskort.

”Jeg vil aldrig tilgive mig selv, hvis der sker min familie noget,” sagde han med tårer i øjnene, da han i retten fortalte, at familien var rejst hjem efter trusler på deres bopæl i Aarhus-området.

I løbet af to måneder foretog han i alt 52 vekslinger for over 2,5 millioner kroner i Billund Lufthavn. Han forklarede, at han troede, at han fulgte sin chefs instrukser, og at han ikke vidste, at handlingerne var ulovlige.

”Jeg føler mig ikke skyldig. Min arbejdsgiver har brugt mig. Det der gør mest ondt er, at jeg ikke kan se min familie,” var mandens sidste ord efter dommen.

Millioner vekslet til lav kurs

Efter den ukrainske mand kom til Danmark i marts 2022, blev han ansat i et flyttefirma nær Aarhus som flyttemand, lagermedarbejder og chauffør. Kort tid efter fik han tildelt flere mere omfattende opgaver. Manden hentede store pengebundter og kørte til Billund lufthavn, hvor han vekslede dem til en markant lavere kurs end andre kunder samme dag.

Anklageren kunne desuden bevise, at alle transaktionerne skete ved den samme skranke og samme medarbejder hos valutavekslingsfirmaet i Billund Lufthavn.

Ifølge manden havde chefen forklaret, at pengene, op mod fire millioner kroner, stammede fra skattebetaling og skulle bruges til en flytning til Dubai. Chefen er senere blevet dømt for indsmugling af otte kilo kokain fra Tyskland.

Skjult hulrum i bilen

Manden nægtede sig skyldig. Han mente at han angiveligt ikke havde nogen idé om, at det han gjorde var ulovligt.

Men et skjult hulrum i den bil, han brugte til at transportere pengene, viste ifølge anklagemyndigheden noget andet.

Hulrummet var dér, hvor han opbevarede de bundter af 50.000 kroner, han skulle veksle i lufthavnen. Dette brugte anklagemyndigheden som et bevis på, at manden kendte til ulovligheden.

Tilbage til familien og krigsramte Ukraine

Pludselig blev det faste ansigtsudtryk udskiftet med følelser og tårer, da manden fortalte om sin familie under retssagen. 

Pengene han tjente, skulle ifølge manden bidrage til økonomisk til familien, der var taget tilbage til Ukraine i sommeren 2024, fordi de havde oplevet trusler på deres bopæl i aarhus-omårdet. 

”Der er ingen arbejde til mig i Ukraine, så jeg kan forsørge min familie. Min kone tjener ikke nok penge i Ukraine,” fortalte manden med røde øjne.

Efter dommen blev den ukrainske mand straks ført ud af to politibetjente mod arrest. Nu skal manden i fængsel i Danmark og senere hjem til sin familie i Ukraine.

Powered by Labrador CMS