Temptation Island: Derfor kan det måle sig med Paradise Hotel og Robinson
Temptation Island følger festglade par, der bliver splittet op og placeret i hver sin villa, et sted i troperne, og er derfor ikke særligt afvigende fra andre reality-formater. Men Temptation Island synes at ramme publikum på en måde, der vækker de stærkeste følelser.
Hvad er årsagen til, at det er den samme type programmer, som samler en flok attraktive unge mennesker, i en bopæl med pool, som bliver det nyeste hit blandt danskerne?
Hvorfor opsluger netop Temptation Island så rekordmange seere?
Både seere, eksperter og Viaplay selv peger på, at programmets succes hænger sammen med de universelle følelser, det vækker.
Parforholdet
Viaplay skriver i en pressemeddelelse følgende:
“Temptation Island indtog efter tre dage en vanvittig førsteplads på Viaplays all time-liste for bedste premierer målt på, hvor mange af Viaplays aktive kunder.”
Viaplays PR-afdeling fortæller i et skriftligt svar, hvilke overvejelser de gør sig om programmets popularitet, og om de havde forventet den modtagelse, som de fortæller, det har fået:
“Temptation Island er et format, der undersøger relationer, følelser og adfærd, og de fleste mennesker kan relatere til det, programmet i sin essens handler om: parforholdet,” de supplerer med:
“Næsten alle har oplevet kærlighed, forelskelse, usikkerhed, jalousi eller tvivl, og derfor vækker programmet ofte stærke følelser hos seerne. Det er måske netop derfor, så mange følger med, engagerer sig og debatterer det, der sker.”
Det er altså det genkendelige i parforholdet, og dets op- og nedture, som Viaplay mener, gør Temptation Island til et andet program end dem vi kender.
Paradise Hotel, Ex on the Beach og Love Island er alle TV-programmer, som har sat deres aftryk på dansk TV og streaming; nogle med større succes end andre, da det kun er Paradise Hotel, som stadig bliver produceret i 2026. Så hvorfor er det, at Temptation Island lykkes så godt?
Ældgamle temaer
Viaplay beskriver programmet på deres egen side: “I Temptation Island har fem modige par sagt ja til at sætte alt på spil i et tropisk paradis, hvor fristelserne står i kø, tvivlen lurer lige under overfladen og forestillingerne om kærlighed presses til det yderste.”
Temptation Island kredser om de samme konflikter, som har optaget mennesker i årtusinder: troskab, fristelse, jalousi og begær.
I et interview med psykolog Line Schrøder fortæller hun, hvorfor hun mener programmerne er så populære:
“Det handler om dybt almenmenneskelige følelser som jalousi, rivalisering og magtstrukturer. Én ting er jo, at de her følelser ligesom kan blive vækket i os. Noget andet er, at der jo ikke har nogle personlige konsekvenser for os.”
Det er altså gratis for seeren at forholde sig til deltagernes problemer, da det for dem bare er en form for simulation.
“Det’ lidt som når man ser gyserfilm. Der er teorier om, at man træner sin hjerne i situationer med frygt når vi ser dem, og vi derfor træner evolutionære mekanismer,” siger hun til hvorfor det kan vække de stærke følelser. Der er altså tale om, at gamle urinstinkter kan blive fremprovokeret af Temptation Island.
Hun nævner også, at vi faktisk bruger reality til at ophøje os selv:
“Vi træner sociale scenarier, men på en måde hvor det ikke har nogen konsekvenser for os, udover at vi tænker ‘sådan ville jeg aldrig gøre’ og dermed skabe et mere positivt selvbillede.”
Reality er nutidens legeplads
Ann Troelsgaard Vaudry ser hver uge det nyeste afsnit af Temptation Island, og hun oplever også de her stærke følelser:
“Det er for spændingens skyld og alt det drama, der sker... Jeg bliver også forarget over det og synes ikke det, som deltagerne gør, er i orden og det gør mig sur.”
Realityprogrammerne lader publikum forholde sig til gængse problemer, hvor de stadig kan holde dem ud i strakt arm, da det ikke går udover dem selv.
“Man kan derfor tænke det som en slags følelsesmæssig simulation, hvor vi kan opleve stærke følelser i en sikker og kontrolleret setting,” siger Line Schrøder.
Så det er ikke helt udelukket at vi er en smule skadefro, og kan fryde os over andres ulykke. Men som Line Schrøder nævner, er der altså tale om helt universelle biologiske kræfter, så det er ikke særlig underligt, og måske endda uundgåeligt, at vi holder af programmer som Temptation Island.
Forklaringen på netop Temptation Islands succes kan derfor muligvis forklares ved, at de har sat utroskab på spidsen med deres format, og dermed når helt ind til de allerstærkeste følelser.