Tiden brugt i naturen påvirker vores mentale sundhed

Til trods for begejstringen af naturen, bruger danskerne i dag kortere tid ude end førhen. Udviklingen kan få konsekvenser for danskernes mentale sundhed.

Udenfor kan kroppen være i ro, og tankerne kan få plads til at flyve.
Offentliggjort

Mindre tid i naturen kan hænge direkte sammen med et dårligere mentalt helbred.

Et miljø under åben himmel med skove, bakker eller søer kan forbedre din mentale trivsel, men rapporten Udviklingstræk i danskernes naturbesøg og friluftsliv de seneste 30 år fra Københavns Universitet fra 2025 viser, at vi faktisk besøger naturen 15% mindre end for 30 år siden. 

En lav naturkontakt er ikke uden konsekvenser

Simon Høegmark har en ph.d. i naturpsykologi fra Institut for Psykologi på Syddansk Universitet. Han fortæller, at udviklingen kan få konsekvenser for mental sundhed.

”Der er en direkte sammenhæng mellem mindre naturkontakt og mentalusundhed. Jo mindre kontakt vi har med naturen, jo mere vil det gå ud over vores mentale sundhed, og det vil påvirke vores fysiske sundhed”

 En af dem der kan mærke effekten af naturen på egen krop, er Marianne Larsen.

“Jeg kan ikke leve uden naturen, det er simpelthen et afstresningsmiddel for mig, ellers kan jeg ikke være nogle steder” 

Den videnskabelige artikel Minimum Time Dose in Nature to Positively Impact the Mental Health of College-Aged Students, and How to Measure It: A Scoping Review af Meredith et al. (2019) viser, at mindst 120 minutter om ugen ude i naturen er nødvendig for den mentale sundhed. 

Det skyldes ifølge Simon Høegmark blandt andet kropslige årsager:

”Hvis du er i skoven eller nede ved vandet, så vil kroppen begynde at regenerere – altså aktivere det parasympatiske nervesystem. Nervesystemet vil blive genoprettet”. 

Typer af opmærksomhed

Ude på gåturen har kroppen mulighed for at lade op igen, men det spiller en stor rolle, hvor du vælger at gå hen.

Her sondrer Simon Høegmark mellem to forskellige typer af opmærksomhed: Den direkte- og spontane opmærksomhed, vi bruger forskelligt afhængig af, hvor vi befinder os.

Den direkte opmærksomhed forklarer han som den, man har, når man går rundt inde i byen. Her vil hjernen hele tiden være på arbejde. 

Den spontane opmærksomhed oplever man, når man kommer ud i naturen. Efter længere tid kan hjernen klare mange mængder af indtryk uden at blive drænet.

Simon Høegmarks forklaring bakkes op af artiklen How nature nurtures: Amygdale activity decreases as the result of a one-hour walk in nature af Sudimac, Sale og Kühn (2022), der viser, at gentagne besøg i naturen har en positiv effekt på aktiviteten i Amygdala. 

Det vil sige, at hjernens ‘alarmsystem’ er mere i ro hos dem, der ofte er i naturen. Artiklen peger derfor på, at naturen forbedrer vores trivsel.

Natur og mental trivsel i sammenhæng

Dorthe Varning Poulsen er forsker i natur og sundhed, og hun ser en udvikling, hvor flere og flere rammes af psykiske sygdomme. 

Her peger hun på at folk, der føler en nedtrykthed og tristhed, kan få gode effekter af at komme ud i naturen.

Naturbrugeren Emma Storm Stadsgaard kan genkende vigtigheden af naturen. Hun fortæller, hvordan hun har en tendens til at overtænke og misforstå ting, og hvordan naturen hjælper hende med at klare tankerne: 

“Når jeg kommer udenfor, er det som om, jeg får meget mere ro i hovedet og kan lade tankerne strømme” 

Èn ting står derfor klart: Naturen kan være en hjælp til den mentale hvile, hvilket færre danskere i dag får glæde af. 

Powered by Labrador CMS