To prep or not to prep? “Prep!” siger ekspert

Prepping er kommet for at blive. Mandag udsendte Nationalbanken en anbefaling om at have flere fysiske kreditkort samt kontanter liggende i tilfælde af en krisesituation. Sikkerhedsekspert, Susanne Skov Diemer, forklarer i denne artikel, hvorfor det er en god ide at have gjort sig tanker om en eventuel nødsituation.

Offentliggjort Sidst opdateret

Laura Marie Birkebæk er 24 år, studerende og har ikke fået preppet. Når vi spørger hende, hvorfor hun ikke har fulgt myndighedernes anbefalinger, er svaret klart: 

Hun bliver bange af det. Det er som om, hvis hun først starter med at preppe, så bliver det hele meget mere virkeligt. Og det skræmmer hende.

Sikkerhedsekspert, Susanne Skov Diemer, der er forfatter til bogen ”Forbered dig bedst på det værste”, genkender den apati, det kan skabe at skulle overveje, hvordan man bedst forbereder sig. Dog mener hun alligevel, at man bør gøre sig tanker, om hvordan man vil handle i en krisesituation:

”Den værste følelse i en krisesituation ville være at tænke, at man ikke havde gjort nok. Det kan skabe endnu mere utryghed og irritation,” fortæller hun.

I stedet mener hun, at man skal prøve at vende sin tankegang omkring prepping:

”Det er noget, vi skal have ligesom en form for brandforsikring. Der er mange grunde til at madforsyningen kan gå ned, og det handler ikke kun om krig,” siger Susanne Skov Diemer.

Hun anbefaler derfor, at man følger sin sunde fornuft og tænker rationelt i en krisesituation. Hvis du ikke er typen, der sover i bivuakker og færdes i skove om natten normalt, så er du det nok heller ikke i en krisesituation – og derfor er det ikke sikkert, du behøver skifte din dyne ud med et overlevelsestæppe.

I stedet skal du overveje, hvordan du vil agere. Lægge en plan med nogle venner eller din familie. For så er du forberedt, når krisen kommer – og så undgår ikke kun du, men hele samfundet unødvendig stress og panik.

Susannes råd er derfor enkelt:

”Hav de basale fornødenheder som lidt ekstra mad og hygiejneprodukter derhjemme. Men tænk også i at have et par brætspil eller en god bog, så du har noget underholdning. Og når så krisen kommer, så er du forberedt, så kan du sætte dig derhjemme med en kop te og en bog, og vente på at det er overstået,” slutter hun.

Powered by Labrador CMS