Tre teenagedrenge dømt skyldig: "Det var dumt, vi skulle aldrig have gjort det”

Tre teenagedrenge, der stod bag en brandstiftelse i Silkeborg i maj 2024, er netop blevet dømt i Viborg Byret. En af de dømte, der har ADHD og autisme, modtager psykiatrisk behandling i stedet for en almindelig straf.

Foto: Puk Moulvad
Offentliggjort

Gul væg, krakeleret tapet og to store, farverige malerier danner rammen om Retssal G i Viborg Byret den 19. september 2025. En af de tiltalte sidder med Birkenstock og strømper. En anden gaber og piller ved sin vandkop. En tredje smiler skævt. Det er en grå septembermorgen, og stemningen er lavmælt.

De tre drenge – i alderen 15 til 17 år – er tiltalt for at have sat ild til en forladt lagerbygning i Silkeborg. Ifølge sagens oplysninger fandt episoden sted en aften i maj 2024. De fik adgang via en ulåst dør og fandt brandfarlig væske, som blev antændt. To af dem forsøgte at slukke ilden med en gipsplade, men flammerne nåede over deres hoveder, og de flygtede.

“Det var dumt. Vi skulle aldrig have gjort det,” siger en af drengene i retten.

Dommen: Fængsel og psykiatrisk behandling

Retten idømmer to af drengene henholdsvis 40 og 60 dages betinget fængsel. Den tredje får en psykiatrisk forvaltningsdom med ambulant behandling og en længselstid på fem år, gældende fra han fylder 18.

Dommeren vurderer, at den unge – som har både ADHD og autisme – ikke kan dømmes på lige fod med de andre. Det rejser spørgsmålet: Kunne kriminaliteten være forebygget, hvis han havde fået rettidig hjælp?

Unge med ubehandlede diagnoser havner oftere i retssystemet

En ny rapport fra Social- og Boligstyrelsen viser, at unge med psykiske diagnoser – særligt ubehandlede – har øget risiko for at begå kriminalitet. Rapporten Vidensgrundlag: Børn og unge med alvorlige kriminalitetsproblematikker (2024) peger på, at ADHD er særligt koblet til en forhøjet sandsynlighed for lovovertrædelser.

Netop impulsivitet og manglende konsekvensberegning er typiske træk ved ADHD, fremgår det. En af de tiltalte udtrykker det selv i retten: “Vi skulle have stoppet det.”

En anden rapport fra VIVE og Det Kriminalpræventive Råd viser, at mange først modtager den nødvendige behandling efter at være blevet idømt en psykiatrisk forvaltningsdom.

'Det giver en oplevelse af, at støtten først gives når det er for sent', skriver KKR på deres hjemmeside, på baggrund af rapporten.

Ifølge rapporten fra VIVE og KKR, har 7 ud af 19 personer først fået den rette hjælp efter dom.

Powered by Labrador CMS