Trine undgår nyheder: ”Det giver hverken noget til mig eller til verden”

Danskere undgår i stigende grad nyhederne, fordi det har en negativ indflydelse for hverdagen. Især aldersgruppen 45 til 54 år er begyndt at tage afstand fra det.

Trine er en af de efterhånden flere danskere, hvis hverdag påvirkes negativt af nyhederne.
Offentliggjort

Et stigende antal af danskerne tager afstand til nyheder, fordi det påvirker hverdagen negativt. En af de grupper, der ofte undgår nyheder, er de 45 til 54-årige.

Nye tal fra dette års rapport Danskernes brug af nyhedsmedier udarbejdet af Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet viser, at det er 39 procent, der ”tit” eller ”nogle gange” tager afstand til nyhederne. Generelt i Danmark ligger tallet på 34 procent. Dermed er gruppen over gennemsnittet.

I 2025 var det 27 procent af danskerne, der undgik nyheder. Det står derfor klart, at der er en tydelig stigning for netop dette.

Nyheder påvirker dagligdagen negativt

En af de danskere, der ofte undgår nyheder er Trine Gold. Hun har de seneste år haft længere perioder, hvor hun bevidst tager afstand fra nyhedsstrømmen.

”Det giver hverken noget til mig eller til verden”

Ifølge Trine har nyhederne en ærgerlig indflydelse på hverdagen, og hun oplever, at der er for meget fokus på negative nyheder. Hun fortæller, at hun især bliver påvirket af den massive dækning af verdens mange krige og andre kriser. Det er især det, der får hende til at tage afstand til nyhederne.

”Det var simpelthen ikke noget, jeg kunne slippe igen”

Den konstante dækning af verdens uroligheder giver hende en ubehagelig følelse. Det er noget, hun ikke behøver i sin hverdag. For som hun fortæller, så kan hun desværre alligevel ikke gøre noget ved det, der sker ude i verden.

Lokale nyheder giver mere mening

Selvom Trine for det meste undgår nyheder, er det ikke, fordi hun slet ikke følger med. Hun læser indimellem stadig overskrifter og vurderer, om der er noget, der for hende er værd at følge med i.

For Trine er det vigtigere at følge med i lokale nyheder og nyheder, der vedrører hende. Det føler hun giver en mere positiv effekt på hverdagen. 

Powered by Labrador CMS