Trods forlængelse fortsætter frivilligheden: 1600 starter ny værnepligt til august
Det første officielle hold af værnepligtige, der skal aftjene i 11 måneder starter til august – og alle er fortsat frivillige.
Den 3. august slår de danske kaserner dørene op for 1600 nye værnepligtige, og ifølge Forsvaret, er alle fortsat frivillige.
Men fra august bliver de værnepligtiges ophold på kasernerne syv måneder længere, når den nye værnepligtsordning på 11 måneder officielt træder i kraft.
Carla Ea Effersøe Therkildsen på 22 år, er én af de frivillige, der skal prøve kræfter med den forlængede ordning på Aalborg Kaserne til august. Hun valgte at udskyde sin værnepligt og vente til den blev 11 måneder, fortæller hun.
“Det er fedt, at man får en hel uddannelse nu, og at man bliver specialiseret indenfor det, man synes er spændende,” siger Carla Therkildsen.
Fortsætter frivilligheden?
De sidste mange år har Forsvaret stået ret og holdt en frivillighedsprocent på næsten 100 under den nuværende fire måneders værnepligt.
Oberst ved Haderslev Kaserne, Kåre Jakobsen, fortæller, at man på kasernerne har været spændte på, om den høje frivillighed ville fortsætte med den forlængede værnepligt. Han tilføjer dog, at man forventer, at frivilligheden vil falde på sigt.
“Det er alt afhængig af hvem du spørger, men jeg tror, at der er en del der tænker, at med 11 måneders værnepligt vil vi nok se det, som vi også så, da vi havde 9 måneders værnepligt, nemlig, at der ikke er 100 procents frivillighed,” siger han.
Professor i Statskundskab på Københavns Universitet, Mikkel Vedby Rasmussen, deler Kåre Jakobsens analyse, men bider sig heller ikke sikker i tendensen.
“Jeg synes ikke, det er overraskende, at der er fuld frivillighed med en forlænget værnepligt. Jeg tror mere, at spørgsmålet er, om den frivillighed vil fortsætte,”
siger han.
At Carla Therkildsens kommende værelseskammerater på Aalborg Kaserne er der af fuld frivillighed motiverer hende meget, fortæller hun.
“Jeg tror, at det er vigtigt når man skal i værnepligt, at det så er folk der har valgt, at de gerne vil i værnepligten i 11 måneder, der er der,” siger Carla Therkildsen.
I februar blev kommende værnepligtige på Haderslev Kaserne, Flyvestation Karup og ved Søvernet Frederikshavn tilbudt at forlænge fra fire til 11 måneder som en tyvstart. Alle der forlængede, forlængede frivilligt.