Trump-pris udløser officiel klage mod FIFA-præsident

NGO’en FairSquare har indgivet en officiel klage til FIFA’s etiske komité efter Gianni Infantinos prisuddeling til Donald Trump. Ifølge den britiske NGO er sagen del af et mønster af politisk støtte fra verdens største fodboldorganisation.

Offentliggjort

Gianni Infantinos fire brud på FIFA's neutralitetspligt - ifølge FairSquare

  • 20. januar 2025
    Instagram-video med sloganet “Make America Great Again”, direkte knyttet til Trumps kampagne.

  • 9. oktober 2025
    Offentlig opfordring til, at Donald Trump skulle modtage Nobels Fredspris.

  • 5. november 2025
    Udtalelser ved American Business Forum, hvor Infantino kaldte Trump en “nær ven” og støttede hans politiske agenda.

  • 5. december 2025
    Uddeling af den nyoprettede FIFA Peace Prize til Trump ved VM-lodtrækning

Tildelingen af en nyoprettet FIFA-fredspris til USA’s præsident Donald Trump har nu fået formelle konsekvenser for FIFA-præsident Gianni Infantino.

Efter prisoverrækkelsen ved gruppelodtrækningen til sommerens fodbold-VM i Washington D.C. har NGO’en FairSquare indgivet en officiel klage til FIFA’s etiske komité med krav om, at Infantino undersøges for brud på organisationens regler om politisk neutralitet.

Og ifølge klagen er prisuddelingen ikke en enkelt fejl, men en del af et bredere mønster, hvor FIFA-præsidenten gentagne gange har udvist politisk støtte til Donald Trump.

Et mønster

FairSquare anmoder om, at Infantino undersøges for gentagne overtrædelser af artikel 15 i FIFA’s etiske regelsæt, som forpligter FIFA og dets embedsmænd til at agere politisk neutralt.

Ifølge NGO’en er fredsprisen det seneste - og mest synlige - eksempel på dette. Klagen oplister i alt fire konkrete episoder i 2025, hvor Infantino offentligt har udtrykt støtte til Donald Trump. Det er sket gennem udtalelser, opslag på sociale medier og ved direkte at opfordre til, at Trump burde modtage Nobels Fredspris.

Uden om FIFA’s ledelse

Ifølge Jan Jensen, der som undersøgende journalist i de seneste 15 år har beskæftiget sig intensivt med FIFA og international fodboldpolitik, er det særligt opsigtsvækkende, hvordan fredsprisen blev indført.

“Det er ikke noget, der har været oppe på en kongres, og det er ikke noget, der har været behandlet i FIFA’s council. Det er noget, Infantino selv har besluttet,” siger Jan Jensen.

Ifølge hans oplysninger blev medlemmer af FIFA’s ledelse og council først bekendt med prisen gennem pressen – et forhold, der ifølge ham understreger den magt, FIFA-præsidenten i praksis besidder.

Neutralitet som forpligtelse

Politisk neutralitet er ifølge både FIFA’s vedtægter og det internationale sportsretsorgan CAS en grundlæggende forudsætning for organisationens virke. Brud på reglerne kan ifølge vedtægterne medføre sanktioner på mindst 10.000 schweizerfranc (ca. 80.000 kroner) og i alvorlige tilfælde op til et års udelukkelse fra fodboldrelaterede aktiviteter.

Og for Jan Jensen er der ingen tvivl om, at Gianni Infantino i denne sag bevæger sig uden for rammerne.

“Når FIFA’s præsident offentligt roser en siddende statsleders politik, er det svært at se, hvordan det kan tolkes som politisk neutralt,” vurderer han.

Problemet er strukturelt

FairSquare er en international NGO, der arbejder med menneskerettigheder og ansvarlighed i sport og i en årrække har haft FIFA som et centralt fokusområde. Organisationen blev især kendt under VM i Qatar i 2022, hvor den dokumenterede omfattende problemer med ledelse og ansvarlighed.

Ifølge FairSquares direktør Nicholas McGeehan handler klagen ikke kun om den omstridte fredspris til Donald Trump, men om et bredere strukturelt problem i FIFA.

“Det handler ikke om, hvad man mener om Donald Trump. Det afgørende er, at FIFA’s præsident ikke må indtage offentlige politiske positioner,” siger McGeehan.

Selvom FairSquare ikke nødvendigvis forventer, at klagen fører til konkrete sanktioner, ser organisationen det som vigtigt at bruge FIFA’s egne regelsæt til at dokumentere problemerne.

“At reglerne ikke fungerer, betyder ikke, at man ikke skal bruge dem. Det er vigtigt at få argumenterne ned på papir og vise, hvordan reglerne bliver brudt,” siger han.

Ifølge McGeehan peger sagen på dybereliggende problemer i organisationens ledelsesstruktur.

“Man kunne fjerne Infantino i morgen, og man ville stadig få de samme resultater. Problemet er ikke personligt. Det er strukturelt.”

Ingen sanktioner i syne

FIFA og Gianni Infantino har indtil videre ikke kommenteret på klagen. Og selvom sagen nu ligger hos FIFA’s etiske komité, er forventningerne til et egentligt udfald begrænsede blandt erfarne FIFA-kendere.

“Der er ikke mange, der har dækket FIFA i mange år, som tror på, at den her type sager fører til sanktioner mod Infantino,” siger Jan Jensen.

En væsentlig forklaring skal ifølge ham findes i sammensætningen af FIFA’s etiske komité.

“Infantino fyrede FIFA’s etiske komité i 2016 efter, at komitéen havde igangsat undersøgelser af blandt andet ledelsens beslutningsprocesser. Herefter ansatte han nye medlemmer, som angiveligt står præsidenten nær,” siger han og tilføjer:

“Der kommer ikke til at ske noget.”

Powered by Labrador CMS