Tvungen kultur på skoleskemaet: Uenighed om effekt hos lærer og viceskoleleder
Folkeskoleelever i Odense skal på dannelsesrejse, hvor de skal besøge museer, til koncert og i teatret.
Folkeskoleelever i Odense Kommune får ikke nok kunst og kultur i hverdagen.
Derfor har Odense Kommune besluttet at afsætte ca. 2 millioner kroner årligt til tiltaget “Dannelsesrejsen”. Tiltaget skal sikre, at alle folkeskoleelever fra 0. - 9. klasse, kan komme på tre obligatoriske kulturbesøg om året.
Det udfordrer børnene
Viceskoleleder på Henriette Hørlücks Skole, Stine Malling Vårdal, kan ”absolut” godt se fornuften i kommunens tiltag.
“Jeg tror, at det er med til at udvide børns horisont i det hele taget. Altså både når man får udvidet sin kulturelle horisont og når man får et udkig på verden, så er der en chance for, at man udvikler sig.”
Hun mener også, at det giver mulighed for børnene til at udvikle deres evner.
”Det gør jo bare, at de får udfordret deres smag, ører, øjne og intellekt på en helt anden måde.”
Det handler ikke om kultur, men dannelse
Folkeskolelærer Solvejg Vorre Siems mener dog, at det ikke er kulturen der den vigtigste faktor i tiltaget, men den dannelse, som eleverne får ved de kulturelle oplevelser:
“Det afhænger rigtig meget af, hvordan eleverne begår sig ude i samfundet. Er man ligeglad med andre mennesker? Jeg har måske ikke selv lyst til at være der, men jeg respekterer, at andre gerne vil have noget ud af det, og derfor tier jeg stille. Den behovsudsættelse er ekstremt vigtig.”
Fraværet skal falde
I Juni-erklæringen fra Odense Kommune, kommer de med tre mål, som blandt andet “Dannelsesrejsen” skal opfylde. Ét af de mål er, at antallet af elever med fravær over 10 procent mindskes, men det tror Solvejg Vorre Siems ikke på:
“I forhold til trivsel og fravær oplever jeg tit, at de børn, som har det svært i skolen, faktisk har det svært i de situationer. De kommer ud af de normale forhold med faste rammer og struktur og bliver sat i en situation, hvor det er lidt mere laissez-faire. Det er svært for dem og det plejer faktisk at være dér, hvor de bliver hjemme. Det er min oplevelse.”
Stine Malling Vårdal er heller ikke overbevist om, at tiltaget vil mindske fraværsprocenten, men tror det kan hjælpe børnene på andre måder:
"Jeg siger jo ikke, at det kan løse problemer med skolevægring og psykisk sygdom, det er slet ikke det. Jeg siger bare, at det kan nuancere ens livsbillede helt gevaldigt. "
Efter Ritzau