Udeblevne gæster koster dyrt: Derfor strammer nogle restauranter reglerne for bordbestilling

Det er hos nogle restauranter i Aarhus blevet mere omfattende, når man som gæst skal booke et bord. Det skyldes flere konsekvenser af såkaldte no-shows.

Restaurant Nomelle oplever jævnligt no-shows.
Offentliggjort

Ti gæster dukkede aldrig op til deres reservationer hos Restaurant Nomelle. Bordet stod klar, maden var allerede bestilt og ekstra bemanding kaldt ind. Udeblivelserne kostede ikke bare omsætning, men også tid, råvarer og løn.  

Det er situationer som denne, der har fået flere restauranter til at indføre gebyrer og i nogle tilfælde kræve kortoplysninger ved bordbestillinger.  

Hvad betyder "no-show"?

En gæst, der udebliver fra en reservation uden at give besked på forhånd.

Nogle restauranter oplever nemlig no-shows i et omfang, hvor det for dem har konsekvenser af reel karakter. Dette kan i sidste ende betyde, at gæsten fremover opkræves et gebyr ved booking af bord – nogle steder er det allerede trådt i kraft. 

Tomme borde har konsekvenser

Hos Restaurant Nomelle i Aarhus er det et aktuelt problem, at de ofte oplever no-shows:

“Det er klart oftere nu, end det var for et år siden,” fortæller restaurantchef hos Nomelle Dennis Blok.

I de værste perioder gælder det tre til fem bookinger om ugen, hvor gæsterne ikke dukker op. Det har omfattende konsekvenser for restauranten:

“Konsekvenserne er, at vi må sige nej til gæster, der gerne vil spise hos os. Desuden går råvarer til spilde, og vi betaler løn til personale, der kunne have været undværet.”

Et kendt problem i restaurationsbranchen

Det er ikke kun Restaurant Nomelle, der oplever no-shows og konsekvenserne heraf. Det er et kendt problem i restaurationsbranchen, og særligt i de større byer som Aarhus ses tendensen. Det siger Nadeem Wasi, medlemschef for HORESTA, der er en branche- og arbejdsgiverorganisation for blandt andet restauranter. Han fortæller desuden om de generelle udfordringer, som no-shows har for restauranterne:

“For en branche, der i forvejen kæmper med indtjeningen på grund af stigende omkostninger på flere områder, skal der ikke meget til, før det bliver en alvorlig sag for en forretning, hvis man gang på gang oplever, at man ikke får den fulde omsætning i hus.”

No-shows har så store konsekvenser, at flere restauranter nu har indført tiltag for at begrænse problemet. Det ses primært i form af gebyrer ved udeblivelse, indtastning af kortoplysninger ved bordbestilling samt påmindelser til gæsterne om bookingbekræftelser.

Når reservationer kræver mere af gæsten

For nogle kan det ekstra trin virke overvældende.

Emilie Nordfeldt West, der aldrig er udeblevet fra en booking, fortæller nemlig, at det godt kan have en negativ påvirkning, at restauranterne kræver mere information ved en booking.

“Jeg kan godt mærke, at jeg bliver lidt skræmt af det, for jeg kan godt komme i tvivl, om nu jeg glemmer det eller får for travlt, så er det nogle trælse penge at skulle bruge.”

Ifølge Lina Jacobsen, som forsker i forbrugeradfærd ved Aarhus Universitet, kan et krav om kortoplysninger påvirke lysten til at booke et bord hos forbrugeren.

“Ud fra en klassisk forbruger teori, så vil det godt kunne have en negativ effekt, at man skal indtaste sine kortoplysninger ved booking af et bord. Det kommer an på, hvor stor en psykologisk omkostning det har for den enkelte forbruger at skulle gøre det.”

En nødvendig reaktion på udeblivelser

Restaurant Nomelle har ind til nu været nødsaget til at indføre gebyr ved udeblivende gæster. Det gebyr lyder på 275 kroner per person. De frygter dog, at de på et tidspunkt bliver nødt til at tage endnu flere drastiske tiltag i brug, hvis denne tendens fortsætter.

Medlemschefen for HORESTA Nadeem Wasi lægger ydermere vægt på, at indførelse af gebyrer ikke er for at genere restauranternes gæster, men det kan blive en nødvendighed, hvis der gang på gang er gæster, der udebliver.

“Det koster penge, så når presset bliver tilstrækkeligt, bliver man mere modtagelig til at indføre gebyr ved bordreservationer”.

Powered by Labrador CMS