Unge ryger fortsat på erhvervsuddannelser – derfor er et rygeforbud ikke tilstrækkeligt
Rygeforbud på uddannelsessteder er ikke nok, hvis man ønsker at gøre erhvervsskolerne røgfrie. Sundhedskonsulent Jacob Møller peger på flere årsager til, at unge har svært ved at stoppe med at ryge.
Ved Circle K skråt over for erhvervsskolen Aarhus Tech står en gruppe lærlinge og ryger. Egentlig må de ikke. Men de er en del af en statistik, hvor elever på tværs af uddannelser ryger i skoletiden på trods af forbuddet. Særligt skævt står det til hos erhvervsskolerne, hvor knap 70 procent af de rygende elever fortsat gør det i skoletiden. Det viser en rapport fra SDU.
Mads Sørensen er tømreelever på Aarhus Tech, og han ser stadig elever, som ryger, og han oplever ikke at forbuddet bliver håndhævet.
“Man finder ofte et andet sted at gøre det, hvis man virkelig har trangen til det,” siger Mads Sørensen.
Rygeforbud er ikke nok
Så hvad virker egentlig, hvis vi som samfund vil have de unge til at stoppe med at ryge?
Sundhedskonsulent ved Kræftens Bekæmpelse, Jacob Møller, har muligvis svaret.
Han underviser til dagligt de sundhedsformidlere, som kommer ud på de danske uddannelser, i forsøget på at få de unge til at stoppe med at ryge. Jacob Møller tror nemlig, at sundhedsformidlerne kan bidrage med noget, rygeforbuddene ikke kan.
“Vi møder eleverne med åbenhed og forståelse for, hvad de står i, og nysgerrighed på, hvorfor de bruger produkterne.”
Ifølge Jacob Møller kan et rygeforbud ikke stå alene, hvis man vil opnå en røgfri skole.
“Hvis vi møder unge med en løftet pegefinger, går de i trods.”
Derimod peger han på vigtigheden af at give de unge en selvstændighed, så de kan styre udenom produkterne, stå imod gruppepres og opnå et reflekteret forhold til deres rygning.
“Jeg har tit oplevet unge, der har sagt: ‘Du får mig aldrig til at stoppe.’ Men hvis jeg bliver ved med at spørge nysgerrigt ind – uden at presse dem – når de ofte selv frem til: ‘Måske skal jeg skære ned’ eller ‘Jeg vil faktisk gerne stoppe,” siger Jacob Møller.
Overvurderinger
Frey Sørensen, der er tømrerlærling på Aarhus Tech, gætter på at “cirka halvdelen” af eleverne på hans skole ryger.
Jacob Møller fremhæver vigtigheden af at punktere myten om, at det er flertallet, der ryger.
“Mange unge tror, at ‘alle ryger’ på deres skole, og så bliver det meget lettere selv at fortsætte” siger han.
Tal fra SDU viser, at 28,3 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne, ryger dagligt eller lejlighedsvis.
Rygestop kan ikke klares på egen hånd
Selvom der kan være mange rygere på erhvervsuddannelserne, så ønsker 73 procent af dem, der ryger dagligt, at stoppe. Det viser tal fra Vidensråd for Forebyggelse.
Imidlertid er der mange, der ikke ved, hvordan de skal bære sig ad.
“Mange unge tror, at rygestop er noget, de skal klare selv. Men nikotin er så afhængighedsskabende, at chancen for at lykkes uden hjælp er meget lille,” siger Jacob Møller.
Jacob Møller peger på, at mange unge tror, de ved, hvad der virker. Dog overser mange unge de bedste og mest effektive værktøjer og muligheder.
“De fleste ville have langt større succes, hvis de fik støtte,” siger Jacob Møller.
Støtten kan også være relationel. Ifølge Kræftens Bekæmpelse har forældre nemlig stor indflydelse på deres børns holdning til og forbrug af tobaks- og nikotinprodukter.
Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, 47 procent af 15-29-årige rygere har forsøgt at stoppe med at ryge.
Syv ud af ti af dem, der har forsøgt, angiver, at de ikke har anvendt hjælpemidler i forbindelsen. Dermed er de unge mindst tilbøjelige til at anvende hjælpemidler i forhold til alle andre aldersgrupper.
Hjælp til rygestop
Sundhedsstyrelsens anbefaling til et varigt rygestop omfatter, at man benytter godkendt rygestopmedicin eller nikotinerstatning, kombineret med professionel rådgivning.
Og selvom erhvervsskolens elever formentligt vil blive stående ved Circle K for en stund, mener Jacob Møller, at en fokuseret indsats på særligt de nikotinfrie miljøer, kompetencerne til de unge og forældreindsatsen, kan være det, der skal til, for at opnå en reel røgfri skoletid.
“Hver af de tre indsatser virker i sig selv, men de virker langt bedre, når man skruer på dem alle tre på én gang,” siger Jacob Møller.