Unges trivsel på dagsordenen: ”Det er så vigtigt at blive grebet!”

Torsdag den 25. september samlede Frirum Aarhus 89 unge til ’Unge Topmødet’, hvor fokusset er at give unge i Aarhus en demokratisk stemme i sundhedspolitikken. Anna Fredslund Sørensen er en dem, og aftenen fik hende til at føle sig hørt.

Anna Fredslund Sørensen lægger sidste hånd på løsningsforslaget.
Offentliggjort

”Det, der driver mig, er, at jeg selv har oplevet, hvad det vil sige at have det mentalt skidt.” lyder det fra Anna, inden tankerne trækker hende tilbage til en tidligere eksamen.

Ordene fra Annas tidligere underviser hænger stadigt fast: ”Det her er ikke et præstationsrum. Det handler ikke om at præstere. Du skal ind og pitche en ide, du synes er spændende.”

Aftenen forinden var angsten for hendes eksamen kommet brusende over hende. Grædefærdig forsøgte hun at kæmpe i mod og blive klar.

På dagen oplevede hun at føle sig grebet. Hendes underviser havde hendes ryg, forsikrede hende om, at hun havde den, og var grunden til, at hun kom igennem eksamen. Helt uden en eneste tåre.

Oplevelsen af at blive grebet har gjort, at Anna nu kæmper for tidligere forebyggelse i den mentale sundhed: ”Det er så vigtigt at få grebet de unge, inden de kommer helt derud, hvor man skal slukke en ildebrand.”

Stemningen er i top

Ti minutter før ’Unge Topmødet’ sættes i gang, begynder deltagerne at vælte ind. Nogle i grupper, andre alene. Ens for alle er nysgerrigheden for bordenes opdækning med store plancher, og for tidslinjen, der tydeligt markerer vejen frem til mødet.

Anna Fredslund Sørensen en af de næsten 90 deltagende til Frirum Aarhus arrangement ’Unge Topmødet’. Aftenen skal bruges på at sætte fokus på seks forskellige tematikker, dele erfaringer og finde løsningsforslag, der til sidst skal pitches og overrækkes til rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde.

De seks tematikker er udarbejdet af unge gennem en række workshops, og dækker over blandt andet seksuel sundhed, fællesskaber og mental sundhed.

Sidstnævnte er netop det problem, Anna er kommet for hjælpe med at belyse. Hele rummet er fyldt med snak og summen, lige indtil det første spørgsmål bliver kastet ud.

Topmødet skydes i gang

”Hvornår mistrives du?”

Stilheden rammer bordet. Øjnene flakker rundt. Skiftevis mellem de små sedler, rundt i rummet og så på den DJ, der spiller hele mødet op. Så begynder hænderne at skrive. Først stille og tvivlsomt. Så hurtigere. Til sidst er pladsen på de små sedler udnyttet til fulde.

Diskussionerne mellem de 6 borde afslører de mange problematikker, de unge oplever. Om økonomiens onde cirkel. Om fællesskabernes evne til at gribe. Og om den seksuelle rejse.

Tilbage hos Annas og hendes nye bekendtskaber bliver også deres tanker vendt. Tanker om dårlige vaner, sammenligning med andre og dårlig samvittighed over ikke altid at nå det, man burde i hverdagen, fylder hos dem alle.

Hver eneste gang en ny tanke læses op, nikker hele bordet. Alle øjne følger intents med. Små smil breder sig, som om flere har haft samme følelse.

Løsningerne skal på bordet

”Mere forbyggende indsats og fokus på følelsesmæssig udvikling,” lyder et af mange forslag omkring bordet.

Det er blevet tid til at få udvalgt de tre vigtigste løsningsforslag, der senere skal pitches. Stemningen ændrer sig ved bordet. Stemmer, der indtil nu har været høje for at overdøve tonerne, der drøner ud fra DJ-pulten, svinder ind. Blikkene bliver seriøse.

I et limbo mellem at brænde for sit eget forslag, at imødekomme de andres forslag og ikke helt at turde tage ordet, bliver tiden trukket og bagkanten presser på. I hast bliver beslutninger truffet, og Anna træder ind i lederrollen.

Hendes rødder i den pædagogiske verden kan mærkes. Hun lytter, kaster bolde op og skubber kærligt de andre videre, hvis snakkes går i en anden retning. Ideer skal grifles ned på papir, inden tiden er løbet ud.

”Har du mod på at præsentere forslaget?”

Alle øjne hviler på Anna.

Spørgsmålet rammer lige i maven. ”Uhh. Argh. Jeg ved nu ikke lige helt,” kommer det tøvende fra hende. Kinderne bliver røde, inden det sidste ord sniger sig ud; ”Måske …”

Så er det nu!

Spændingen bliver trukket til det sidste. Det sidste punktum når akkurat at blive sat. Det er nu, det gælder.

Som en trivsel- og sundheds version af løvens hule, begynder hvert bord at præsentere løsningsforslag på deres tematik for Christian Budde og hans medløver.

Annas øjne flakker rundt. Hænderne kører skiftevis fra bukselommer, til trøjekanten og op i håret. Fødderne er urolige og står ikke stille i et eneste øjeblik.

”Så er det tid til at høre fra mental sundhed,” lyder det fra mikrofonen. Anna tager en dyb indånding, inden de urolige fødder fører hende op foran de sultne løver. Hun griber mikrofonen og tager igen styringen.

”Der skal sættes mere fokus på pædagogik i folkeskolen, så de unge kan gribes tidligere,” lyder starten på Annas første løsning. Ikke den mindste snert af rysten i stemmen er at høre, mens hun slavisk gennemgår resten af ideen.

Lettelsen kan mærkes helt fra tilskuerrækkerne. Anna trækker endnu en dyb indånding og synker en tår vand, inden et endnu større smil forplanter sig på hendes læber.

Succes på flere planer

”Jeg lover at kæmpe for, at Aarhus bliver en endnu federe by at være ung i,” afslutter Budde de mange pitches. Aftenens mange ideer overrækkes til ham, og forventningerne til forbedringer af unges trivsel er høje blandt publikummet.

Glæden blandt de fremmødte og klapsalverne til både ansatte og frivillige fra Frirum Aarhus vil ingen ende tage. Anna stemmer i og sender anerkendende tanker deres vej:
"Det er første gang, jeg deltager, men jeg kan også mærke, at det ikke er sidste. Der bliver skabt et rum, hvor man kan føle sig tryg. Også selvom man kommer alene.”

Med fra mødet tager Anna også en personlig sejr: ”Det var virkelig en succes oplevelse at stå foran folk. Der ligger en stor værdi i rent faktisk at blive taget alvorligt. Det synes jeg er så fedt.”

Ligesom resten af den unge flok vandrer Anna storsmilende ud ad døren. Sandsynligvis ikke for sidste gang.

Powered by Labrador CMS