Naturen
Værkstedet hvor ødelagte ting får mindst en chance mere
Gamle ting, nye forsøg og en succesrate på 88 procent præger onsdagene på værkstedet. Her hjælper frivillige gæsterne med at få nyt liv i ting, de ellers ville have kasseret.
”Når folk kommer med en maskine, der er 10 år gammel, tænker vi PIS, men når de kommer med en 50 år gammel maskine, er det i stedet JUUUBII!”
Ole møder hver onsdag troligt op som frivillig på Reparations Konsortiets værksted centralt beliggende på Ingerslev boulevard i Aarhus. Han sidder skævt på en slidt kontorstol og scroller gennem sin telefon efter et diagram, der kan hjælpe med fejlfindingen af stylophonen på bordet foran ham.
”Ny elektronik er lavet til at gå i stykker. Det gamle er lavet til at blive repareret,” siger han.
Det er 17-årige Jakobs stylophone. Han har arvet den fra sin far, da det viste sig, at han slægtede farens musikalske talent på.
Mens Ole leder efter diagrammet på sin telefon, fortsætter værkstedet omkring dem. En cykel trilles forbi Jakobs stol, og han må rykke lidt på sig, for at give den plads.
Bagerst i lokalet ligger cykelværkstedet i et lille rum beklædt med kedelige, hvide institutionsfliser. Det er måske nok værkstedets pulsåre med flest besøgende gæster. Her kommer folk for at pumpe luft i dækket eller for at få hjælp til større reparationer.
Reoler og langborde gør næsten vejen derhen labyrintisk. Og de uheldige stakler, som har fået plads for enden af bordene, bliver konstant bedt om at rykke på sig, når en cykel skal forbi.
Et bord fyldt med nyt liv
Det er sent på eftermiddagen, men der er stadig en kraftig summen i værkstedet. Ved det ene af rummets to langborde pulserer symaskinernes mekaniske rytmer.
”Trrrrr-tak-tak-tak.”
Bordet er fyldt, ikke kun med symaskiner, men med alverdens forskellige projekter. Et gardin. En sko. En rygsæk. En bluse, der skal syes op.
I mangel på plads ved sybordet er en kvinde rykket over til værkstedets andet langbord. Her roder der med kabler og elektronik, og bordet er farvet mørkt af støv og aske.
Med sin lædertaske i den ene hånd og en nål i den anden syr hun sit andet hankefæste på. Sidste onsdag lavede hun det første. Næste onsdag kommer hun igen for at lave selve hanken.
Når reparation bliver en holdsport
Højlydte grin og drilske kommentarer skærer sporadisk gennem lokalet.
”Det er DIN skyld, at vores succesrate kun ligger på 88 procent,” griner Ole højt, mens han peger en anklagende finger mod en af stamgæsterne.
Da der bliver delt fælles aftensmad ud til de frivillige, får stamgæsten også stukket en toast i hånden. Det er ikke første gang, han spiser med.
Flere timer er gået, da Ole endelig sætter sig i den grønne lænestol i værkstedets hyggehjørne med sin toast. Han når ikke at slappe af længe, før der lyder et lykkeligt udbrud fra Jakob.
”Jeg tror, den virker nu. Batterierne bliver varme.”
Ole springer op af stolen.
”BLIVER BATTERIERNE VARME? DET MÅ DE IKKE!”
Kort efter er batterierne flået ud af stylophonen, og apparatet er igen skilt ad.
Jakob har nu bakset med den i lidt over en time uden held. De frivillige prøver sig frem, men uden et diagram er fejlfindingen svær. Til sidst bliver Jakob sendt på YouTube-jagt efter en video, der måske kan hjælpe.
De forsøger igen at tilkoble ledningerne. En tynd røgsøjle bevæger sig op fra bordet, og en skarp, metallisk lugt spreder sig i lokalet.
En af de frivillige har fundet loddekolben frem, og nu skal Jakob lære, hvordan sådan en virker.
På værkstedet skal gæsterne så vidt muligt selv reparere deres ting. De frivillige hjælper og vejleder, men arbejdet er gæsternes.
”Der findes mange steder som os, nok omkring 60 i Danmark. Men jeg synes, vi er bedst, fordi vi lærer gæsterne, hvordan de selv kan reparere deres ting. Vi gør det ikke for dem. På den måde er vi lidt som en Michelin-restaurant, mens de andre er som en 7-Eleven,” siger Ole med et glimt i øjet.
En ny chance på onsdag
Tiden går mod lukketid, da en høj ung far braser ind ad bagdøren. Over skulderen har han et stort, farverigt legetæppe. To metalwirer holder legetøjet oppe, men den ene er gået gennem bunden på tæppet og stikker hjælpeløst ud.
Med 17 minutter igen smider en frivillig alt, hvad han har i hænderne, for at hjælpe. Projektet er simpelt og burde sagtens kunne klares på et par minutter.
Det samme kan ikke siges om Jakobs stylophone. Efter et par timers koncentration er han ikke kommet meget længere, end da han trådte ind på værkstedet.
Ole kigger på ham med ild i øjnene og siger med en bestemt stemme:
”Jeg vil meget gerne kigge på den igen på onsdag. Den kan sagtens repareres. Vi skal bare lige finde ud af hvordan.”
Jakob ånder lettet ud og svarer med et skævt smil:
”Det var godt. Jeg skal jo heller ikke op på den skærm og sige, at jeg ikke har sparet noget CO₂.”
