Valgforsker om Socialdemokratiets nedtur: "Det kan udvikle sig til en selvopfyldende profeti"

Eksperter afviser, at Socialdemokratiets kommunale nederlag kan overføres til Folketingsvalget. Alligevel kan narrativet omkring Socialdemokratiet i kølvandet på kommunal- og regionsvalget stadig skade dem internt i partiet og i offentligheden.

Narrativet om Socialdemokratiets nedtur kan blive et problem i sig selv.
Offentliggjort

I sportens verden taler man om at choke, når spilleren begynder at tænke mere på sine fejl end på sit spil, og dermed selv bliver årsagen til nederlaget. I tennis kan selv et lille formdyk vokse til en mental blokade, der påvirker næste duel, næste sæt, næste kamp.

Det er dog ikke sporten, det her skal handle om. Men mekanismen fra tennisbanen, kan måske sige mere om Socialdemokratiets fremtid, end man skulle tro.

Socialdemokratiets historiske nederlag til kommunal- og regionsvalget skyldes ifølge eksperter primært lokale forhold. Dog kan fortællingen om partiets tilbagegang sætte sig som en mental skygge, som følger dem ind i næste folketingsvalg. En politisk udgave af choking, hvor fortællingen om at være bagud påvirker organisationen internt og vælgernes syn udefra.

Den farlige fortælling: en selvopfyldende profeti

Eksperterne er enige i, at kommunalvalgsresultatet ikke siger noget sikkert om Socialdemokratiets nationale styrke.

Dog kan nederlaget få en anden konsekvens. Valgforsker Ditte Shamshiri-Petersen forklarer, hvordan studier viser, at der kan opstå en stærk, næsten automatisk fortælling om, hvad et valgresultat betyder. Og den fortælling kan blive en selvstændig politisk kraft:

“Et kommunalt nederlag kan skabe en opfattelse af et parti i modvind, og den fortælling kan udvikle sig til en selvopfyldende profeti”

Hvis vælgerne først ser Socialdemokratiet som tabere, kan det påvirke stemmeafgivelsen til landspolitikken.

Og den selvopfyldende profeti rammer ikke kun vælgerne. 

"Internt i partiet er, kan det give et et ordentligt stød på kampgejsten og optimismen"

På den måde kan partiet selv være medskaber af fortællingen om et parti på vej mod bunden.

Socialdemokratiets nederlag: Lokalt forankret, men historisk stort

Ved kommunalvalget fik Socialdemokratiet det dårligste resultat i årtier. Ifølge kommunalekspert ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole giver det ikke mening at sammenligne længere tilbage end til 1970'erne, hvor den moderne kommunestruktur indførtes. Og på den målestok var det historisk ringe. Partiet gik markant tilbage både i stemmer og borgmesterposter. I kommuner som København og Randers blev valget et direkte nederlag.

Men nederlaget er ikke udtryk for en samlet national stemning mener Roger Buch.

“Kommunalvalg er først og fremmest lokale valg. Lokale dagsordener, kampagner og kandidatprofiler fylder langt mere end landspolitik, og socialdemokratiet klarede sig godt andre steder som Aarhus og Odense.”

“Mediernes gule lamper skaber selv fortællingen”

Selvom eksperter er enige om, at kommunalvalget ikke er en prognose for folketingsvalget, ændrer det ikke på, at den nationale dækning trækker nederlaget op på et helt andet niveau. De seneste ugers mediehistorier som Jyllandspostens “Nedtur til Socialdemokratiet", Altingets "Socialdemokratiet står med en blodtud" og Politikens  "Nedsmeltning for Socialdemokratiet" cementerer fortællingen om et parti, der har tabt grebet.

Jeppe Grøn på 24 år fulgte Kommunalvalget tæt. Han studerer samfundsfag og historie på Aalborg Universitet, og så interesserer han sig for politik. Op til Kommunalvalget deltog han i ungdomsdebatter og gymnasiebesøg, med det mål at få unge til stemmeurnerne. 

Han oplevede, hvordan fortællingen om Socialdemokratiet som et taberparti opstod i realtid.

“Jeg synes medierne kører voldsomt på de gule lamper.”

Han mener også, at den dramatiske dækning er med til at forme hans opfattelse af Socialdemokratiet som et parti i krise:

“Selve diskursen om et parti er med til at bestemme, hvordan det går dem. Jeg tror, at jeg har et privilegium i at være fagligt inde i det, men jeg kan mærke, at fortællingen påvirker mig alligevel.”

Når professionel politik møder medielogik

Hvor lokalpolitik tidligere foregik i byrådssalen, længere fra den nationale offentligheds opmærksomhed, trækkes den i dag ind i den samme medielogik, der former landspolitikken. Ifølge valgforsker ved Aalborg Universitet Ditte Samshiri-Petersen er det en del af den moderne medielogik, at lokalpolitik bliver dækket, som var det landspolitik. Små lokale konflikter bliver til nationale dramaer.

“Når vi sætter lys på de ti kommuner, hvor der er bøvl, glemmer vi de 88, hvor det kører fint”

Universitetsstuderende Jeppe Grøn oplever det samme:

“Der bliver råbt kup, kup, kup, og så er det måske bare et politisk spil. Jeg savner en skelnen mellem et legitimt forløb og et reelt kup”

Ifølge valgforsker Ditte Shamshiri-Petersen kan ubalancen i mediedækningen skabe et skævt billede af lokalpolitik og forstærke indtrykket af et samlet parti i problemer. Hun beskriver, hvordan medielogikken gør lokalpolitik til et “cirkus” i de få kommuner, hvor konstitueringerne bryder sammen, selvom størstedelen af landet oplever stabile valg og ukontroversielle magtskifte.

En fortælling, Socialdemokratiet må stoppe, før den stopper dem

Til spørgsmålet om, hvordan mediernes narrativ påvirker partiet internt, er DSUs forbundsmand Katrine Evelyn Jensen dog positivt stemt for partiets udvikling frem mod folketingsvalget. Hun anerkender, at valget var historisk dårligt, men hun mener ikke, at det kommer til at sætte sig internt i partiet.

“Vi er opmærksomme på at lade være med at komme det sted hen, hvor det påvirker os. Man vælger jo selv som menneske eller parti, hvordan man reager på et valgresultat”

Og partiet har en konkret plan for at styrke vælgerbasen frem mod folketingsvalget:

“Jeg forventer et Socialdemokratiet kommer stærkt tilbage. Men det er vigtigt, at vi er nysgerrige overfor dem, som har vendt os ryggen. Det kan opfattes arrogant, hvis vi opfører os som om at intet er hændt. Det er en balance mellem at tage det alvorligt og lære af det, men også at skulle videre.”

Powered by Labrador CMS