Vanekriminel anklaget for indbrud, databedrageri og narkobesiddelse
Det er en stille og rolig dag på andendagen i en retssag om indbrud og tyveri mod ældre demente
På andendagen i retssalen er kun dommeren, to lægdommere, anklager samt en forsvarer tilstede. Den tiltalte har bedt dommeren om lov til at blive i arresten under retssagen.
Manden er tiltalt for i alt 25 forhold. Sagen drejer sig om indbrud, tyveri, databedrageri og besiddelse af narkotika. Manden er anklaget for i flere tilfælde at bryde ind hos ældre demente mennesker. Her stjæler han deres pung, og skaffer sig adgang til pinkoden til hævekort. Han kigger bankbreve igennem, eller udnytter, at de forurettede har koden liggende i pungen. Herefter hæver han penge i forskellige hæveautomater.
Anklageren har indkaldt fire vidner til dagens retsmøde. Der er tale om tre polititjenestemænd og sønnen til en af de forurettede demente.
De tre politimænd ser overvågningsstilbilleder fra de forskellige hæveautomater. Herefter svarer de på, om manden på billedet er tiltalte. Den ene udtaler, at han i sine 18 år hos politiet gentagne gange har haft med ham at gøre. Derfor er han ikke i tvivl om, at det er ham.
De to andre politimænd forklarer, at de i nogle tilfælde tydeligt kan genkende tiltalte. Andre billeder viser kun et øje, hvor de ikke kan svare klart, om det er ham. I overvågningsbilleder fra Rema 1000 ses han kun fra oven, men begge betjente syntes at han matcher højden og drøjden på tiltalte. På nogle af overvågningsbillederne fra hæveautomaterne ses, at personen har krakeleret rød neglelak på. Det havde den tiltalte også ved anholdelsestidspunktet ifølge politirapporten.
Det næste vidne er den ene forurettedes søn. Han opdagede, at der manglede penge på moderens konto. Da han forsøgte at finde hendes kort, var det væk. Moren vidste ikke, hvad det drejede sig om. Der blev hævet for 10.000 kr. Hos banken er der en selvrisiko på 8.000 kr. Der bliver rejst erstatningskrav om 8.000 kr. Der rejses desuden også erstatningskrav for 40 kr. til et nyt sygesikringskort, der også manglede. Dertil har forsvareren ikke nogen kommentarer.
Til sidst går anklageren og forsvareren i gang med proceduren. Her opsummeres sagens to dage. Anklageren kommer frem til at kræve tiltalte fængslet i to år. Dette er fordi den tiltalte tidligere er dømt for lignende kriminalitet. Blandt andet fra hans seneste dom på et år, som han blev løsladt fra i oktober 2024. Den tiltaltes forsvarer bemærker, at politimændene ikke tydeligt kunne genkende tiltalte på nogle af billederne. Han mener at straffen burde ligge på et år ligesom seneste dom eller mindre.
Efter en kort pause kommer dommeren og lægdommerne tilbage fra votering. De finder tiltalte skyldig i alle 25 forhold. De lægger vægt på, at det er nogle af de svageste i samfundet, som er hans ofre, og at han også tidligere er dømt for denne type kriminalitet. Han dømmes til et år og seks måneder.
Derudover skal han erstatte 8.040 kr. til den ene forurettede, og ca. 16.000. kr. til to banker. Desuden bliver en vinkelsliber beslaglagt, som han har anvendt til indbruddene. Anklageren anmoder om fortsat fængsling grundet risiko for gentagelse, hvilket dommeren er enig i. Forsvareren udbeder sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.