Vapes i lommen og snus under overlæben: Hvorfor vælger unge de skjulte nikotinformer?
De unge ryger mindre end nogensinde før, men nikotinforbruget forsvinder ikke - det ændrer blot form. Nye nikotinprodukter som snus og vapes fylder i ungdomslivet. “Det lugter ikke, og ingen ser det” siger 22-årig snusforbruger Line Rasmussen.
I dag er cigaretterne næsten forsvundet fra skolegården. Til gengæld fylder nikotin stadig, bare i nye og mere diskrete former. Snus og farverige engangsvapes har vundet indpas blandt både folkeskole- og gymnasieelever, og udviklingen peger mod et nikotinlandskab, hvor den klassiske cigaret er på vej ud, men afhængigheden består.
Det fortæller SSP-konsulent Bo Hansen, der arbejder med forebyggelse af nikotin brug blandt unge i Middelfart Kommune.
“Cigaretter er nærmest ikke-eksisterende. Det er snus, nikotinposer og puffbars, der fylder. I grundskolen ser vi vapes, og på gymnasierne er det snus.”
Bo Hansen beskriver en udvikling, hvor nikotin ikke længere er synlig i samme grad som tidligere, men heller ikke forsvundet.
“Usynlig nikotin” er blevet normen
Ifølge Bo Hansen handler skiftet om både tilgængelighed, kultur- og lovgivning.
“Lovgivningen er blevet strammet omkring cigaretter. Det er sværere for unge at få fat i dem. Samtidig er vapes og snus nemmere at skjule”
På gymnasierne oplever han, at vapes i dag bliver set som “noget for børn”, mens snus er lettere at tage i det skjulte.
“Gymnasieeleverne er meget bevidste om sundhed og image. De vil ikke lugte af røg, og de vil ikke ses med en puffbar. Men de tager snus i det skjulte. Det er blevet en trend”
Smage og farver rammer børn helt ned i 3. klasse
Bo Hansen oplever, at børn allerede i 3.-4. klasse bliver eksponeret for vapes gennem sociale medier - ofte uden, at de selv søger efter det.
“De får pop-up reklamer på TikTok og Instagram: ‘Middelfart puffbar’ eller ‘Middelfart snus’ er profiler på sociale medier alle let kan tilgå. De bliver præsenteret for produkterne, før de overhovedet ved, hvad nikotin er.”
Samtidig er vapen designet til et yngre segment. Farver, smage og musik en stor del af æstetikken omkring vape-produkter - noget, der virker tiltrækkende for unge.
Unge ser vapes som mindre farlige end cigaretter
Ifølge Bo Hansen er der en udbredt opfattelse blandt unge om, at vapes er ufarlige.
“De unge ser det som mindre farligt - især puffbars. Der er ingen dårlig lugt og ingen synlige konsekvenser. Men de glemmer, at nikotin stadig er enormt afhængighedsskabende”.
Det kan 22-årig Line Rasmussen bekræfte ham i. Hun siger, at hun ikke tror, at snus er lige så sundhedsskadeligt som cigaretter, da snus ikke indeholder tobak.
Jeg kan ikke slappe af uden snus
Line Rasmussen tog sin første skive som 15-årig på efterskole, fordi vennerne gjorde det.
“Vi kedede os en dag på værelset, og min veninde havde skaffet snus fra en af sine venner. Jeg tænkte ikke over konsekvenserne.”
Man ligner en bøv
“Jeg synes, at vapes ser kikset ud og man ligner en bøv. Det lugter og alle kan se, når man vaper. Snus er nemt at skjule og man kan tage det alle steder uden nogen opdager det"
Line tager dagligt en halv bøtte snus om dagen.
“Jeg kan ikke slappe af uden snus. Jeg får lyst til det efter mad, efter arbejde eller når jeg er sammen med mine venner. Jeg har en følelse af, at jeg ikke rigtigt kan hygge mig uden. Hvis jeg ikke har det, bliver jeg rastløs,” siger hun og tilføjer: “Jeg vil gerne stoppe… men det er svært.”
Lovgivning uden effekt, eller bare uden sammenhæng?
På trods af stramme regler mod salg til unge, bliver nikotinprodukterne ikke mindre tilgængelige.
“Lovgivningen er svær at forstå. Der mangler klare håndtag og oplysning omkring produkternes alvor. Mange forældre køber det til deres børn - ofte uden at vide, hvor alvorligt det er” siger Bo Hansen.
Han peger på, at prisen er en afgørende faktor.
“Hvis snus og vapes blev dyrere, ville mange stoppe. Det skal være sværere og dyrere at få fat i.”
Line Rasmussen vil gerne ud af sin afhængighed.
“Der bliver talt om risikoen, men ikke nok om, hvor mange der faktisk gerne vil ud af det. Det er svært, og man føler sig alene med det.”