Vestas ser lysere på fremtiden efter stærkt kvartal
Flere ordrer, stigende salg og større overskud giver vindmølleproducenten medvind efter flere udfordrende år med pandemi og inflation.
Vestas kom stærkt ud af årets seneste kvartal med stigende omsætning og markant forbedret indtjening. Samtidig hævede vindmølleproducenten sine forventninger til resten af året, efter at virksomheden har oplevet fremgang i salg af vindmøller bla. til Tyskland og USA.
Omsætningen steg med 26 procent sammenlignet med samme periode året før, mens resultatet voksede markant. Regnskabet fik også en positiv modtagelse blandt investorerne, som ser frem til at aktien stiger.
Aktiekursen stiger
Ifølge Christoffer Røst Benneballe, senioranalytiker i Nordea, skyldes det stærke kvartal især forbedringer i den primære forretning af salg af vindmøller.
"Aktiekursen stiger efter det seneste kvartal. Det drives i høj grad af, at Vestas har fået solgt væsentligt mere, blandt andet til Tyskland og USA. Samtidig ser vi bedre ordrer, højere lønsomhed og bedre udsigter fremadrettet," siger han.
Efter flere udfordrende år for vind-industrien ser markedet ud til at være på vej i en mere positiv retning. Under pandemien oplevede branchen blandt andet problemer med service og forsyningskæder, som pressede virksomhedernes økonomi.
Tech-giganternes fremkomst
Samtidig peger Christoffer Røst Benneballe på, at den voksende efterspørgsel fra teknologivirksomheder kan blive en vigtig drivkraft fremover.
"Tech-selskaber køber i stigende grad vindenergi til deres datacentre, og flere projekter er allerede udsolgt langt ind i fremtiden," siger han.
Aktier inden for vedvarende energi steg kraftigt under den grønne investeringsbølge i 2020-2021, men blev efterfølgende presset af inflation, corona-pandemien og senest Trumps indsættelse, da mange frygtede han ville sætte en stopper for den vedvarende energi.
Ikke så slemt som forventet
Men udviklingen på det amerikanske marked blev ikke nær så katastrofal, som investorerne havde frygtet: ”Vi kan se, at Vestas har sikret pænt med ordrer i USA, hvilket vi forventer vil fortsætte de kommende kvartaler,” udtaler Janne Vincent Kjær til Berlingske.
Nu bliver det afgørende, om vindmøllegiganten kan fastholde momentum i et marked, der fortsat er præget af både store muligheder og betydelige usikkerheder.