Wegovy holder Novo på sporet trods udfordringer
Stor efterspørgsel på den populære fedmemedicin får Novo til at hæve forventningerne for resten af året
Det seneste kvartalregnskab for Novo, tidligere kendt som Novo Nordisk, har fået firmaet til at skrue op for forventingerne for året. For selvom driftsoverskuddet er faldet, har fedmemedicinen Wegovy været en afgørende faktor for, at “Novo-skibet” holder sig oven vande.
Stor efterspørgsel
Rapporten viser, at Novo fortsat oplever stor efterspørgsel på Wegovy. Særligt den nye Wegovy-pille har været med til at drive udviklingen, og virksomheden fremhæver selv produktet som en vigtig forklaring på den positive udvikling i regnskabet.
Ifølge senioranalytiker hos Nordea, Christopher Røst Benneballe, er det især Wegovy-pillen, der har investorernes opmærksomhed.
"Alt handler om Wegovy-pillen."
Han peger på, at Novo havde brug for et nyt vækstben på et marked, hvor konkurrencen om fedmepatienterne stadig bliver hårdere.
"De skal have noget nyt på vej - og her kom pillen."
Novo oplyser i regnskabet, at Wegovy-pillen har rundet fem millioner recepter siden lanceringen, mens de ugentlige recepter nu overstiger 265.000 i USA. Samlet set udskrives der omkring 575.000 Wegovy-recepter om ugen på det amerikanske marked.
Ikke helt som forventet
Selvom tallene er stærke, var de ikke nok til fuldt ud at indfri markedets forventninger. Ifølge Christopher Røst Benneballe havde investorerne regnet med en endnu stærkere udvikling for Wegovy-pillen.
"Forventningerne var højere. Wegovy-pillen er 2 procent under forventet."
Analytikeren understreger dog, at afvigelsen er relativt begrænset, og at regnskabet samlet set stadig må vurderes positivt.
"Der er mere positivt end negativt."
Den vurdering understøttes af, at Novo har valgt at hæve forventningerne til årets resultat.
Fortsat afhængig af Wegovy
Regnskabet viser samtidig, hvor vigtig Wegovy er blevet for Novo. Selvom virksomheden fortsat tjener penge på en bred portefølje af lægemidler, er det fedmeforretningen, som mange investorer holder særligt øje med.
Ifølge Christopher Røst Benneballe er det derfor afgørende, at salget af Wegovy fortsætter med at vokse.
"Hvis salget stagnerer, ville de komme i problemer - men hvis det var en mindre virksomhed, ville det være lidt bekymrende."
Han understreger dog, at Novo fortsat er en af verdens største medicinalvirksomheder med betydelige økonomiske ressourcer og flere forretningsområder. Derfor er selskabet bedre rustet til at håndtere perioder med lavere vækst end mange af sine konkurrenter.
Kvartalsregnskabet sender derfor et blandet, men overordnet positivt signal til markedet. Driftsoverskuddet er faldet, og Wegovy-pillen levede ikke helt op til de høje forventninger. Til gengæld fortsætter efterspørgslen med at vokse, og det har været nok til, at Novo hæver forventningerne til resten af året. For nu ser Wegovy fortsat ud til at være den motor, der holder Novo på rette kurs.