Wegovy i pilleform skal redde Novo fra patent-nedtur

Novos patent på Wegovy udløber i Europa og USA 2031 og 2032, men deres nye pille kan blive en redningsplanke, der sikrer den danske milliardvirksomhed fra nedtur. Investorerne er dog ikke helt overbeviste.

Novo har for nylig lanceret deres nyeste skud på vægttabsstammen, Wegovy-pillen. Forventningerne var høje, men om pillen kan leve op til dem, er endnu usikkert.
Offentliggjort

Novo, som indtil for nylig hed Novo Nordisk, har de seneste år levet godt af deres fedme- og diabetesmedicin. Salg af de banebrydende præparater Wegovy og Ozempic har sikret den danske milliardvirksomhed en høj omsætning, men alting har som bekendt en ende, og det har Novos optur også.

Skuffelse trods stor omsætning

Hvad er patenter?

Patent på medicinmarkedet indebærer, at medicinalvirksomheder har eneret til at producere og sælge medicin, som de selv har opfundet.

Patentet gælder i en begrænset tidsperiode - typisk på ti år. Herefter kan alle virksomheder sælge kopier af det pågældende præparat.

Med en omsætning på over 78 milliarder kroner i andet kvartal 2026 kan Novo fremvise et flottere regnskab end forventet. Alligevel er der bekymring at spore hos investorerne. Det fortæller senioranalytiker hos Nordea Christoffer Benneballe. 

"Omsætningen er drevet af deres diabetesforretning, som ikke har høj vækst og ikke er det, investorerne har fokus på. Det var en skuffelse," siger Christoffer Benneballe.

I 2026 udløb patentet på Wegovy og Ozempic i Kina, Canada, Indien og Brasilien, og i løbet af 2031 og 2032 udløber patentet ligeledes på det europæiske og amerikanske marked. I Indien er kopivarer væltet ud på markedet, og det samme forventes at ske i Europa og USA, når Novo ikke længere kan holde opskriften på vidundermidlet for sig selv. 

Med mange konkurrenter, blandt andet det amerikanske firma Eli Lilly, som prøver at æde sig ind på vægttabsmarkedet, er Novo dybt afhængige af, at deres nye præparater klarer sig godt.

Løsning i pilleform

Christoffer Benneballe fortæller, at investorer og Novo har fokus på vægttabsbehandling.

"Nu handler det om Wegovy-pillen," siger Christoffer Benneballe.

Novo lancerede pillen tidligere på året. Det er den pille, der skal bringe Novos videre, når de uvægerligt render ind i flere patentudløb og kopivarer af Ozempic og Wegovy i injektionsform. Det skyldes blandt andet, at de har patent på pillen indtil 2035, det vil sige 3-4 år længere end Wegovy og Ozempic.

Novos salg af Wegovy

I andet kvartal 2026 solgte Novo Wegovy-piller for 3,2 milliarder kroner.

Til sammenligning solgte de Wegovy i den velkendte injektionsform for knap 19,5 milliarder. 

Det samlede salg af Wegovy udgjorde næsten en tredjedel af Novo samlede omsætning på knap 78,5 milliarder i andet kvartal.

Novo solgte Wegovy-piller for over tre milliarder kroner, og selvom det kan lyde af meget, er det mindre end forventet. 

Pillen blev lanceret i USA i januar 2026, og eftersom det amerikanske marked står for halvdelen af Novos omsætning, har investorer, analytikere og Novo haft øjnene rettet mod salget af Wegovy-pillen efter lanceringen. I kvartalsregnskabet for andet kvartal beretter administrerende direktør, Mike Doustdar, at der var udskrevet over fem millioner recepter på pillen i USA.

Christoffer Benneballe fortæller, at lanceringen af Wegovy-pille er gået under forventningerne, og det sætter præg på reaktionerne på regnskabet, selvom regnskabet i det store billede er pænt. 

"Der er mere positivt end negativt," konkluderer han. 

Powered by Labrador CMS