YouTube lokker børn væk fra tv, og påvirker deres syn på verden
Mens børns tv-forbrug falder, stiger deres tid på YouTube. Kanalen samler vennerne, men udfordrer, hvordan børn opfatter nyheder og virkelighed.

9-14-årige er i gennemsnit på YouTube 33 minutter om dagen, og deres brug af traditionelle tv-kanaler er faldet til 22 minutter.
Det fortæller DR-rapporten Medieudviklingen 2024 som viser, at børn mest bruger sociale medier til underholdning. Kun 14 procent af børnene i rapporten oplyser, at de opsøger nyheder på sociale medier.
”Det bedste ved sociale medier er, at jeg kan være sammen med vennerne og grine af videoer.” fortæller en 13-årig pige.
Mange børn ser også YouTube på store skærme, enten alene eller sammen med andre. ”Hvis jeg skal se YouTube, så er det mest på fjernsynet. Nogle gange med min lillesøster. Det kan være nogle danske YouTubere.” siger en anden pige.
Falsk information kan forvirre børn
Selvom de fleste børn ser YouTube som ren underholdning, kan de også møde falske informationer som påvirker deres syn på verden.
Det kan være konspirationsteorier og andre dramatiske historier, der fanger opmærksomheden. Hos børn, kan det skabe en tåge af forvirring og frygt for, om de kan stole på den verden, de lever i.
Professor advarer om misinformation
Professor i politisk kommunikation, Rasmus Kleis Nielsen, udtaler i sin bog Hvad skal vi med nyhederne?
”Digitale medier gør det nemmere og billigere for alle at producere al slags information. Også misinformation. Meget af det bliver spredt af almindelige mennesker, der – nogle gange i god tro, andre gange med mere ambivalente motiver – deler misvisende eller falske historier.”
Sådan kan børn navigere i medieskoven
YouTube er som en skov med mange stier, hvor nogle fører til information, andre til misinformation. Med hjælp fra forældre, eller en anden voksen, kan børn lære at finde vej til de gode nyhedshistorier fra public service-medier som DR og TV2.
På YouTube findes heldigvis også tv-kanaler som DR Ramasjang og Ultra, der både underholder og oplyser børn. Det er vigtigt. For som Rasmus Kleis Nielsen forklarer, skal medierne tilpasse sig brugernes behov med indhold som de gerne vil se, og hvor de ønsker at se det.