Issadora
Af Emma Brink Laursen
Issadora fortæller historien om Issadora Squicciarini, en chilensk kvinde og mor til to. For fire år siden besluttede hun og hendes mand at forlade Santiago, Chile i ønsket om et bedre liv for deres to sønner. I Santiago havde Issadora en karriere som frisør og makeup-artist for chilensk fjernsyn. I Danmark arbejder hun som rengøringsassistent—et erhverv, der er kendt for at have store problemer med at rekruttere arbejdskraft.
30 timer om ugen gør Issadora rent på Hotel Royal i centrum af Aarhus. Det er et job, der er fysisk krævende. Hendes arbejdsdag løber som regel fra klokken 9 til 16, hvilket giver hende mulighed for at bruge sine eftermiddage og aftener med børnene eller på at studere dansk.
Rengøringsteamet på Hotel Royal består udelukkende af internationalt personale og sproget, de kommunikerer på, er engelsk. Dette er til trods for, at mange af de ansatte er nye i det engelske sprog.
Issadoras mand arbejder i hotellets køkken, og de to bruger deres frokostpause sammen. Hver anden weekend arbejder Issadora på hotellet, mens han er hjemme med børnene, og omvendt. På tirsdage har de en fælles fridag.
Til trods for Chiles ry som et af Sydamerikas ”bedre” lande, når det kommer til den gene-relle levestandard og sikkerhed, så Issadora ikke landet som et ideelt sted for hendes sønner at vokse op. Hun selv havde oplevet for mange ubehagelige situationer, heriblandt væbnede røverier, biltyverier, politivold og massedemonstrationerne, kendt i Chile som ’The Social Outburst’, der fandt sted i 2019.
Desuden havde Chile indtil for nyligt en arbejdskultur, der krævede meget lange arbejds-uger. For Issadora ville en arbejdsdag ofte overstige 12 timer, hvilket gjorde det nærmest umuligt at have et familieliv.
For Issadora betyder hendes arbejde på Hotel Royal, at hun kan leve et liv med stabilitet og frihed. Hendes sønner er allerede flydende i det danske sprog og velintegrerede i det dan-ske skolesystem.
Det var ikke nemt at rive hele familiens liv op med roden, og Issadora har skullet vænne sig til at se sig selv i et arbejde, som hun er overkvalificeret til. Dette er en oplevelse, som hun deler med flere af sine kollegaer på hotellet, som af forskellige årsager forlod deres normale liv og karrierer for et nyt liv i Danmark.
Issadora ser ikke sig selv rengøre hotelværelser resten af sit arbejdsliv, men for nu mulig-gør dette nye liv—og job—at hun kan prioritere og stråle i én vigtig rolle: At være nogens mor.