Scener fra Winter Pride
I midten af Studiestræde i indre København, en gade særligt kendt for gaybarer og vintagebutikker, ligger Centre Stage.
Baren åbnede for kun halvandet år siden. Men lokalerne har været et safe space for LGBTQIA+ personer siden 1948 igennem den velkendte bar Cosy, der for et par år siden måtte dreje nøglen om.
Nu fører Centre Stage arven videre.
I uge 8 stod den tolvte udgave af Copenhagen Winter Pride – nu Europas længst kørende vinterudgave af pride – på kalenderen.
Centre Stage var et af de steder, LGBTQIA+ miljøet samledes i mørket og fejrede mangfoldigheden.
I en verden, der stadig er usikker og ulige for LGBTQIA+ personer, er pride en måde at stå sammen på. At kæmpe videre. At være stolt. Og bare at være.