Bagsiden af fløjten
“Ludersøn”, “Lortedommer”, “Jeg skærer fingrene af dig”. Hvis du på daglig basis fik kastet sådan nogen beskeder i hovedet på dit arbejde – Ville du så sige op? Det er hverdagen for mange af landets fodbolddommere – og mange af dem siger ikke op. Men hvad er det der driver dem? Hvorfor er fankulturen i fodbold så fjendtlig overfor fodbolddommerne? Og hvordan kan vi ændre i kulturen, så det bliver endnu federe at være fodbolddommer? Hvis det altså overhovedet er muligt...
Episode 1: Øretævernes holdeplads
Jakob starter som fodbolddommer som 15-årig. Han kommer hurtigt op igennem rækkerne, hvor mødet med fankulturen venter på ham, en varm sommerdag i 1. division. Jakob fortæller om hans første møde med den benhårde fankultur i fodbold og om hvorfor, man overhovedet gider at være fodbolddommer, når man skal lægge øre til skældsord som "Ludersøn" og "Lorte dommer". Og hvad er en fodbold egentlig uden en dommer?
Episode 2: De hader uniformen
Når Jakob dømmer, tikker beskederne ofte ind på telefonen. Sms'er, beskeder og opringninger. Fansene er ikke altid glade for Jakob... Men det stopper ikke der. Dødstrusler er desværre en del af jobbet, når man er dommer på eliteplan som Jakob. Men hvorfor giver fodbold folk lyst til at slå Jakob ihjel? Hvad er det ved fankulturen som er speciel for netop fodbold? Og hvad gør man, når græske fans ringer til alle i ens familie?
Episode 3: En del af gamet?
Fankulturen i fodboldsporten er uden tvivl vildere og mere fjendtlig overfor dommerne end i mange andre sportsgrene. Men er det muligt at ændre på? Eller er kulturen bare "en del af gamet"? Kravet om en stærk psyke er en indgroet del af det at være fodbolddommer - men er det fair?