Fertilitetsbehandling 

Hende og Esben besluttede sig for, at de vil forsøge en ægtransplantation. De tog til en privat klinik i København, og henover flere besøg fik hun tjekket sin krop og foretaget indsprøjtninger for at forberede sig på transplantationen. 

Marianne var håbefuld, for lægerne på klinikken havde sagt, at chancerne for graviditet hos hende var fine. Da Marianne lå på briksen, og lægen trak kanylen frem forstod hun, at det var et større indgreb end forventet. “Kanylen blev stukket helt ind til min livmoder. Det føltes som et overgreb, men jeg havde jo indvilget i det, fordi det var jo sådan man gjorde.” Det var noget så privat som hendes æg, der blev taget ud af kroppen.  

Lægerne skemalagde Mariannes hverdag med hormonindsprøjtningerne, så hun oplevede, at styringen over hendes krop ikke længere lå hos hende selv. "Jeg syntes, man blev lidt som en vare – nærmest samlebåndsagtig."

Ventetiden efter opsætningen af æggene var svær. “Hele min hverdag handlede om de her æg i min krop, og om de kunne lave et barn”.

Dét, at svaret på hendes store ønske om at blive gravid nærmede sig fyldte alt i den periode. 

En måned efter ægtransplantationen gik hun derhjemme, da hun mærkede en lidt for genkendelig følelse i maven. Hun vidste med det samme, hvad det betød. Den seneste måned havde været opfyldt af en håbefuld venten og blev i dette øjeblik erstattet med sorg og skuffelse. Hun havde godt vidst, at det var ved at være tid nu. 

Enten kommer menstruationen, eller også kommer der et barn. Men de mange stik, hormonbehandlinger og ture til København havde givet hende et håb om, at denne gang ville blive anderledes. Hun havde så inderligt håbet, at det her var måneden, hvor hun ikke fik menstruation. 

Da Marianne endnu engang ikke var blevet gravid, ramte sorgen hende. “Det lykkedes ikke på den her måde, og det gav mig en kæmpe nedtur.”

Forløbet havde været så fysisk og psykisk belastende, at hun ikke kunne overskue at starte forfra. 

Blikket fremad 

Men drømmen om børn var der stadig, og med Esben som en fast støtte gik der ikke lang tid, før de var i gang med en adoptionsproces. “Det var en lettelse at afslutte fertilitetsbehandlingen og beslutte sig for at lægge al sin fokus over på adoption.”

Med adoptionsprocessen rettede Marianne blikket fremad og lod det, hun havde været igennem, glide i baggrunden.  

Som 37-årig blev Marianne endelig mor. Esben og hende fik lov til at adoptere et søskendepar på fire og fem år, som på kort tid føltes som deres egne.

Selvom livet i familien var lykkeligt, var der stadig noget, der nagede i Mariannes liv. 

I stuen lå Marianne på ryggen i sofaen med benene bøjet og et tæppe spændt ud over hendes krop som et tag. Under tæppet lå adoptivdatteren skjult i det lille huleagtige rum. Den lille krop pressede og kæmpede sig ud af mørket, og mellem Mariannes ben kom hun ud i lyset. Datteren kiggede op på Marianne og i det øjeblik, hvor de to blikke mødtes i sofaen, grinte de højlydt. Marianne har siden forstået, at legen var en terapeutisk metode for både mor og datter, som hver især bar på et afsavn. Mariannes store ønske var at føde sine egne børn, og datteren længtes efter en moderlig forbindelse. 

Datteren skyndte sig tilbage for at kravle under tæppet igen. “Hun elskede den leg, og hun kunne gøre det igen og igen. Jeg kan nu se, at hun fik mig til at lave en form for fødsel, der gjorde os forbundet.” 

De mange år med fejlslagne forsøg på graviditet og ægtransplantationen var en svær tid, men Marianne har altid skubbet den til side. Både fordi det er hendes natur, men også fordi der ikke var tid til at tage sig af den. “Da vi så fik vores børn, var der ikke tid til at tænke over alt det, der skete før det. Jeg har selvfølgelig haft sorgen med mig, men jeg har nok ikke kigget så meget på den.” 

«Hvis ikke jeg var begyndt på kunsten, så tror jeg, at jeg var blevet syg. Fysisk syg»

Æg 

I dag er Marianne 64 år, og børnene er i 30’erne. Da børnene flyttede hjemmefra for lidt over 10 år siden, kunne hun mærke, at de mange års fortrængning bankede på. Sorgen ville ud. Marianne tog på en 3-årig kunstuddannelse, hvor hun for første gang i sit liv oplevede ikke at lægge beslag på sig selv. Hun har altid lavet kunst, men det, der skete for hende her, var noget helt nyt. “Jeg blomstrede op. Jeg begyndte at eksperimentere med tekstiler og lave de vildeste ting, jeg kunne finde på. Der var ikke længere nogen begrænsninger.” Men hurtigt gik det op for Marianne, at kunsten også hjalp hende med at komme ud med følelser og bearbejde hendes sorg. Ideerne til hendes kunst kom så dybt indefra, at hun ikke altid selv vidste, hvorfor det lige var dette, hun lavede. “Jeg begyndte at lave små æg ud af nylonstrømper. Og da jeg først var gået i gang, kunne jeg ikke stoppe. Der skulle nylonæg på alt.” 

Da Marianne syede en nederdel med æg på forsiden, gik det op for hende, at der lå mere betydning i æggene end hun hidtil havde forstået. “Jeg forstod pludselig, at alle de æg, jeg laver, er mine egne æg, som jeg forsøger at tage ud af kroppen.” Mariannes æg var centrum for hendes forgæves forsøg på at blive gravid, og blev dermed omdrejningspunktet for hendes sorg. Marianne har aldrig fundet ud af, hvad årsagen var til, at hun ikke kunne blive gravid, men for hende er det tæt forbundet med hendes æg. “Jeg tror, at jeg har brug for at gøre dem synlige og bære dem med mig. Det er en ubevidst heling af min sorg.” 

10 år efter sin opblomstring har Marianne udstillet sin kunst flere gange. “Min kunst har givet mig en måde at udtrykke mig på, som jeg aldrig har haft før. Nu har jeg ingen grund til at gemme mig mere.” Den generte pige kunne ikke længere bære på alting selv, så kunsten slap hende fri. “Hvis ikke jeg var begyndt på kunsten, så tror jeg, at jeg var blevet syg. Fysisk syg.” Marianne føler endelig, at hun har fundet den rigtige hylde. Selvom Mariannes kunst tæller alt fra 3 meter høje dukker til rollatorer i pels, vender hun altid tilbage til æggene. “Jeg er så fascineret af de her æg. Jeg vil hele tiden lave flere æg. De skal bare ud.” 

Sorgen over ikke at kunne opfylde den biologiske trang og traumerne fra ægtransplantationen har fulgt hende som en stille følgesvend i over 30 år. Med Mariannes opdagelse af kunsten, har hun taget sorgen til sig. “Med æggene er min historie jo ved at komme ud, og jeg tror ikke, jeg kunne bearbejde min historie uden æggene. De er min sorgbearbejdelse over, at min krop ikke ville det samme som mig.”