50 meter den forkerte vej
Der findes behandling, som kan fremstå som et fremskridt, men som samtidig kan opleves som en udfordring. Ikke fordi den ikke virker. Ikke fordi hjælpen ikke er nødvendig. Men fordi den er placeret midt i det miljø, som nogle forsøger at bevæge sig væk fra.
I Aarhus ligger heroinklinikken i Rusmiddelcenteret på Sumatravej. Den er en af fem danske klinikker, hvor personer med svær afhængighed kan få behandling med lægeordineret heroin. Behandlingen blev indført i Danmark i 2010 og er målrettet en mindre gruppe patienter, hvor andre former for behandling ikke har været tilstrækkelige, peger en rapport fra SERAF på.
For nogle skaber det ro. Struktur. Et alternativ til gaden. Men for andre, kan det også blive til en hverdag, hvor afstanden mellem behandling og det gamle liv er ganske kort. Hvor det frister, at gå 50 meter den forkerte vej.
“Hvis der er to døre. I den ene, står der én med en joint eller en nål - og i den anden, er behandlingen. Hvad ville du vælge? Det kommer an på, hvor du er lige den dag,” siger Annette Maj Andersen
Hun er 46 år og voksede op i Hedensted. Som 17-årig flyttede hun hjemmefra. I dag - efter flere år som hjemløs og misbruger - har hun lejlighed, kæreste og arbejde. Hun skriver boganmeldelser og er vært ved arrangementer på DOKK1 i Aarhus. Annette har i dag noget at stå op til. Noget at være en del af.
Men hun beskriver stadig en hverdag, hvor intet er givet.
“Jeg skal jo virkelig stadigvæk passe på hver eneste dag,” siger hun.
Ruter, rytmer og rutiner
Annette ved ikke med sikkerhed, hvad der bliver solgt lige uden for heroinklinikken. Da hun gik i behandling, forsøgte hun bevidst ikke at kigge. Hun peger på, at kokain fylder meget i området ved Nåleparken, som ligger tæt på.
Behandlingen med lægeordineret heroin er skræddersyet til at skabe stabilitet. Den foregår under faste rammer, med overvågning og med krav om fremmøde.
I Aarhus kommer de fleste patienter til klinikken til fods, og transporttiden er ofte kort. Det gør hjælpen tilgængelig. Men det betyder også, at vejen til behandling - for mange - går gennem det samme område, som tidligere var centrum for deres misbrug.
“Hvis det ligger fem minutter væk eller fem skridt væk, så er det noget andet, end hvis du skal helt op i Nordbyen,” siger Annette .
Hun beskriver en forskel mellem at være på vej væk fra misbruget - og stadig være midt i det.
“Det havde været fedt at lave en helt anden rytme,” siger hun.
Christina Bredahl Frederiksen, der er socialrådgiver og stifter af MisbrugsSpecialisten, peger på, at nærheden til stoffer kan have betydning for nogle brugere - men at spørgsmålet om placering ikke kan stå alene.
“Man kan godt forstå, at det bliver sværere at holde sig fra stoffer, hvis de er lige foran én hele tiden. Hvis man hele tiden bliver eksponeret for det miljø, man prøver at komme væk fra, så kan det selvfølgelig øge risikoen for tilbagefald,” siger hun.
“Når det så er sagt, så er det desværre en præmis alle steder i hele Danmark, fordi det er overalt i dag. Det er ikke kun specielle steder eller bestemte byer nu. Det er overalt,” siger Christina Bredahl Frederiksen.
Hun mener derfor, at kvaliteten af behandlingen i sidste ende er vigtigere end adressen.
“Jeg tror faktisk, at uanset hvor man ligger de her steder henne, så handler det ikke så meget om beliggenhed - men indhold. Fordi indholdet skal jo være stærkt nok til at give de mennesker, der har udfordringer, værktøjer nok til at kunne stå imod fristelsen, uanset hvorhenne i Danmark den viser sig,” siger hun.
Kritikken og problematikkerne omkring placeringen er forelagt heroinklinikken i Aarhus, men de er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Gentagelser gennem gaden
På en heroinklinik skal man møde op morgen og eftermiddag. Det er en del af behandlingen. Noget, der bryder en ellers ustruktureret dag. En måde at sikre, at det foregår under kontrol.
Men det betyder også, at man gentager den samme bevægelse gennem byen igen og igen.
“Du skal ud. Du skal bevæge dig. Du skal derned to gange om dagen,” siger Annette .
Hun siger det ikke som kritik. Mere som en konstatering. At behandlingen kræver noget af en. At den ikke bare er noget, man får - men noget, man skal indrette sit liv omkring.
For nogle kan det være en fordel. At have et sted at skulle hen. Et tidspunkt. Et formål.
I en rapport udarbejdet af KABS beskrives det, hvordan heroinbehandling i Danmark har forsøgt at flytte heroin fra gaden og ind i et kontrolleret rum. At gøre det til medicin frem for misbrug. Det er en grundlæggende omstilling. En ændring i, hvad stoffet er, og hvordan det bruges.
Men det ændrer ikke nødvendigvis på alt det omkring.
Annette beskriver det som noget, man stadig er en del af, også selvom man er på vej videre.
“Det er et miljø, man er nede i,” siger hun.
I en evaluering fra SERAF fremgår det, at behandlingen typisk gives til personer, hvor andre former for substitutionsbehandling ikke har haft tilstrækkelig effekt. Det er med andre ord ikke første skridt - men et af de sidste.
50 meter mellem muligheder
Placeringen er ikke nødvendigvis tænkt som en barriere. Men i en storby, hvor funktioner samler sig, kan afstande være korte - også mellem det, man forsøger at forlade, og det, man forsøger at nærme sig.
“Det er jo rigtig godt for nogen,” siger Annette . “Men det skal bare fungere bedre.”
Hun siger det uden at konkludere. Uden at pege på, hvad der er den rigtige løsning. Men med en erfaring af, at 50 meter nogle dage kan føles som en meget lang vej.
