ADHD-diagnosticerede savner sparring med ligesindede efter diagnosen er stillet, men hjælpen er ikke at hente hos behandlerne i psykiatrien

“Jeg manglede at kunne blive grebet i alt, hvad der ellers er med ADHD/ADD udover medicin.” 

Heldigvis havde Tessa Bentman to veninder, hvoraf den ene allerede var udredt for ADHD, som kunne støtte hende i hverdagen med diagnosen.

"De griber mig, når det er svært og ressourcerne er få."

"Hvad så nu?"

Det eneste, Tessa Bentman fik efter sin udredning, var en recept på medicin og tilbuddet om selvbetalte efterkonsultationstimer.

"Da jeg fik min diagnose, var jeg lettet, men stod også med tankerne: Hvad så nu?"

Udover medicinen kunne hun selv gå hjem og læse om ADHD-diagnosen på internettet. 

"Hvis jeg ikke havde nogen at spejle mig i, ville jeg føle mig ensom."

Fællesskab og forståelse

Følelsen af fællesskab og forståelse er noget af det, som de ADHD-diagnosticerede søger, når de modtager diagnosen. Det er en følelse, Tessa Bentman kender til.

"Hvis jeg havde vidst, at der var et sted med personer som mig, havde det nok fået mig til at føle mig mindre alene."

Hun havde heldigvis nogle veninder at snakke med, men havde ønsket at kende til tilbud om ADHD-grupper og ADHD-caféer, hvor hun kunne spejle sig i andre med ADHD/ADD og dele erfaringer, der kunne være en hjælp i hverdagen.

Det har en helt særlig effekt at kunne snakke med andre med ADHD/ADD.

"Ikke at føle sig misforstået er en kæmpe faktor”, siger Tessa Bentman.

Ikke en overraskende tendens

Overlæge i Team for ADHD på Regionshospitalet Nordjylland, i Aalborg, Simon Hjerrild, tolker stigningen i efterspørgslen på fællesskaber som et naturligt udtryk for en stigning i ADHD- diagnosticeringer.

“Der har egentlig altid været tendens til, at ADHD-diagnosticerede efterspørger de her grupper, men det stiger naturligvis i takt med det stigende antal ADHD-patienter, der er i samfundet.” 

"Det kan ikke passe, at der ikke er nogen steder, hvor man kan møde andre med ADHD"

Da 69-årige Susanne Jars fik sin ADHD-diagnose for fire år siden, blev hun overrasket over ikke at få nogen vejledning til at søge fællesskaber for ligesindede efter sit udredningsforløb, for hun manglede nogen at spejle sig i som 65-årig og ny-diagnosticeret. 

Derfor satte hun sig for selv at starte et fællesskab. 

“Jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at der ikke fandtes nogen steder, hvor man kunne møde andre med ADHD. Jeg er hyper, så jeg havde ingen problemer med at sætte ting i gang, og det ville jeg også hellere end gerne, for det mangler altså virkelig.”

I psykiatrien prioriteres der anderledes

Psykolog på Frederiksberg Psykoterapeutiske Ambulatorium, Niels Christian Engvej Hansen oplever også, at hans patienter efterspørger fællesskaber og sparring med ligesindede, på længere sigt. 

 “Vi oplyser umiddelbart ikke om de fællesskaber, der findes, uden for vores regi. Vores fokus er primært på medicinsk behandling, og så tilbyder vi også et gruppeterapiforløb i psykoedukation, altså læren om sygdommen”, forklarer han.

Når diagnosen bliver en hjælp

For Susanne Jars, blev manglen på vejledning hendes drivfaktor til at starte ADHD Café Midt/Øst. En åben gruppe, for folk med en ADHD- diagnose, som mødes en gang om ugen, i Aarhus. 

Her drøfter de stort og småt, og taler om det, gruppens medlemmer har på hjerte. Der er hverken en slutdato for gruppen eller en fastlagt dagsorden, og det oplever Susanne Jars, som et godt fundament for gruppen. 

“Alle kan komme. Der er ingen venteliste eller noget behov for henvisning. Og vi kan snakke om alt mellem himmel og jord, som måtte fylde i et liv med ADHD."

Susanne Jars håber, at der i fremtiden skabes mere opmærksomhed omkring de eksisterende tilbud om fællesskaber, når man får stillet sin diagnose. 

"Jeg synes, at man skulle få udleveret en brochure, når man får stillet diagnosen. Den skulle indeholde informationer om de eksisterende sociale tilbud, eller være en guide til, hvor man kan lede efter dem."