Affaldsbunken med tøj vokser: Producentansvaret kan være redningen

En T-shirt til 39 kroner kan virke uskyldig. Men bag prisskiltet gemmer sig en global affaldskrise: Hvert år produceres der milliarder af stykker tøj som kun bruges få gange før de ender som affald – i bunker i Afrika.

EU kræver cirkulær tekstilproduktion i deres 2030 tekstilstrategi men det er i dag knap 2 procent af tekstiler i Danmark, der bliver til nyt tøj, og 0,3 procent på verdensplan.

Produktionen og forbruget af tekstilprodukter fortsætter med at vokse, og det samme gør deres indvirkning på klimaet. 

Cirka 60 procent af de fibre, der anvendes i beklædningsgenstande, er syntetiske og overvejende polyester, ifølge i EU’s tekstilstrategi.

Forbruget forventes at stige med 63 procent inden 2030, men hvordan er vi nået hertil?

Fra europæiske fabrikker til ultra fast fashion

Efterhånden som hele den europæiske tekstilproduktion blev outsourcet til Østen i 1990’erne besluttede EU i 2005 at fjerne kvotebegrænsninger for billige importvarer, der skulle sikre at billigt produceret tøj fra Kina og Indien, ikke ville oversvømme markedet.

Det har i dag givet plads til ultra fast fashion-producenter som Temu og Shein at indtage det vestlige marked.

“Det skaber både problemer på genbrugsmarkedet og i genanvendelsesprocessen da der er tale om blandingsfibre af ringe kvalitet,” fortæller Kerli Kant Hvass, der er adjunkt i cirkulær økonomi på Aalborg Universitet.

For eksempel er en fast-fashion uldtrøje ofte blandet med andre fibre som elastan og polyester. 

Med den teknologi der er tilgængelig i dag er det stort set umuligt at skille fibrene ad og genanvende det til nyt tøj.

Hvor langt er vi nået i dag?

I dag bliver under 2 procent af alt tekstilaffald til nyt tøj, det viser en rapport fra DTU fra august.

“Vi er jo ikke oppe på 100 procent, og det der så bliver genanvendt, er jo til det vi kalder downsizing – det vidner om, at der er nogle udfordringer,” siger Niels Toftegaard, kommunikationschef ved Cirkulær.

Ifølge rapporten bliver omkring 36 procent brændt, mens 53 procent går til fjernelse af ‘disruptors’ som lynlåse og knapper. Kun en meget lille del bliver til nye tekstiler.

Det meste anvendes til isolering eller byggematerialer – en proces, der medfører et stort værditab.

En analyse fra Changing Markets Foundation peger desuden på, at tøj med genanvendt polyester afgiver mere mikroplast end nyt polyester.

Genanvendelse alene kan ikke løse problemet. EU’s tekstilstrategi kræver, at producenterne tager ansvar – ikke kun for affaldet, men for hele værdikæden: fra design til mindre overproduktion.

“Vi drukner i tøj”

Ifølge Kerli er der stort fokus på genanvendelsen, men det alene kan ikke løse problemet:

“Vi drukner i tøj, Afrika drukner i tekstilaffald. Mikroplast fra syntetiske tekstiler ender i vores natur og fødekæde. Systemet er broken,” siger hun og fortsætter:

“Hvad skal vi gøre med alt det tøj? Skal vi sende det til Mars?”

Konsekvenserne er klare. Affaldsbunken vokser, så længe vi producerer mere end vi har brug for og kan genanvende. Det er en voldsom miljøbelastning, fortæller hun.

“Vi skal først forlænge produkternes levetid og reducere overproduktionen,” siger Kerli.

Hvorfor bliver så lidt tøj, genanvendt til nyt tøj?

I Danmark bliver under 2 procent genanvendt til nyt tøj - og 0,3 procent på verdensplan, fremgår det i en ny rapport fra Circle Economy.

Derfor er det vigtigt, at vi kigger på processerne inden vi når til genanvendelsen, fortæller Kerli. 

Der er udfordringer helt tilbage i sorteringen.

NewRetex, som modtager, sorterer og genanvender tekstilaffald fra 30 af landets kommuner, fortæller de også om udfordringerne:

“Vi modtager alt fra keramik til sexlegetøj,” fortæller Frederik Søby, udbudskoordinator hos NewRetex.

Lav kvalitet og et manglende marked

Udover fejlsorteringer, er der også rigtig meget lav-kvalitetstøj:

”Vi får rigtig meget tøj ind, som er af lav kvalitet, og en masse blandingstekstil. Der er meget, der bare er plastik, og det kan ikke genanvendes,” fortæller Frederik.

Ikke alene er det svært at genanvende tekstil, men der mangler også efterspørgsel fra tøjproducenterne på de genanvendte fibre:

”Da genanvendt tekstil er dyrt og dårligere end nye fibre, mangler der et marked for det færdige produkt. Vi kan genanvende meget mere, end hvad der er et marked for,” fortæller Frederik.

Også Kerli bekræfter denne udfordring:

“Lige nu er det billigere at producere nyt tøj, mens genanvendte fibre mangler efterspørgsel. En grund til det, er prisen.” 

Producenterne skal betale regningen

En mulig løsning på tekstilaffaldsbunken er EU's 2030-tekstilstrategi. Den er udarbejdet for at mindske fast fashion og sikre, at tekstiler er langtidsholdbare, genanvendelige, fri for farlige stoffer og produceret under ordentlige forhold.

Herunder er det udvidede producentansvar, som skal være implementeret i alle EU’s medlemslande inden april 2028.

Producentsansvaret skal sikre, at producenterne bærer det økonomiske ansvar for produktion- og genanvendelsen af deres tekstiler.

Det vil sige, at tøjproducenterne skal finansiere hele affaldshierarkiet: indsamling, sortering, genbrug og genanvendelse.

“Det er ikke nok gøre en t-shirt 30 øre dyrere. Gebyret skal motivere producenterne til at lave produkter, der holder længe og kan genanvendes,” fortæller Kerli.

Genanvendelse starter hos producenten

Kerli Kant Hvass er optimistisk omkring, at EU’s producentansvar har mulighed for at skubbe tekstilbranchen i den rigtige retning.

Løsningen er at kigge på produktionen før genanvendelsen af tekstilerne:

“Med de genanvendelsesteknologier vi har i dag, er der ikke mange produkter som kan genanvendes. Blandingsprodukter er dyre og næsten umulige at skille ad," fortæller Kerli og fortsætter:

“Det vigtigste er, at forlænge tøjets levetid og forbedre kvaliteten, før vi begynder at kigge på affaldssorteringen og genanvendelsen.”

Man kan ikke genanvende sig ud af problemet

Sortering og teknologi hjælper på klodens tekstiludfordring, men det kan ikke følge med overproduktionen. Derfor er løsningen ikke kun bedre genanvendelse – det er også mindre produktion og mindre forbrug.

“Hvis vi virkelig skal løse problemet, skal producentansvaret være ambitiøst, og lovgivningen skal gøre det dyrt at lave dårlige produkter,” slår Kerli fast.