Alle har hørt om ’Social Runs’ – men her kan du komme til ’Social Reading’
I Aarhus har Social Reading Club taget kampen op mod læsningen som en meget individuel aktivitet. På forskellige lokationer – snart også i København – kan man mødes og læse sammen. Det er ikke en bogklub, for man kan læse lige det, man selv har lyst til – bare i fællesskab.

Gemt væk bag nogle store mørke gardiner inde i det bagerste lokale på Fairbar, står der et lille fad fyldt med snøfler med flag i. Som klokken nærmer sig 19, fyldes det ellers rummelige lokale mere og mere op. Folk hilser pænt på hinanden og spørger om en plads er ledig, inden de sætter sig.
Det første jubilæum
Gudrun Middelbo påkalder sig opmærksomheden midt i summen af folk, der finder deres plads og henter drikkevarer. Hun er en af de fire stiftere bag Social Reading Club.
Hun sikrer sig, at alle forstår engelsk, inden hun udbryder: ”Today is our one year anniversary!”. Det udløser en klapsalve, og nogen råber ligefrem ”yay”. Med venlig og bestemt mine, sørger Gudrun også for at minde folk om at tage nogle snøfler. Hun forklarer aftenens forløb for de mere end 30 fremmødte. Det vil bestå af to læsesessions med en kort pause i mellem. Til slut vil der være tid til at diskutere oplevelsen med de omkringsiddende.
En jazzet kvindestemme høres fra højtaleren. ”After you’ve gone awaay”, lyder det - men på Fairbar er ingen ved at gå – tværtimod. Mange dryppede først ind i løbet af de sidste 10 minutter, så de er kun så småt ved at finde sig til rette.
Alex Bjerre læser til daglig litteraturhistorie og havde egentlig tænkt sig at læse en bog til studiet men inspireres i sidste øjeblik til at hive en anden bog op ad tasken. På nabobordet ligger nemlig The Left Hand of Darkness, og Alex er selv i gang med den danske oversættelse Mørkets Venstre Hånd. En sci-fi roman fra 1969.
Næsten fred og ro
Selvom der ikke bliver udvekslet et ord blandt de mere end 30 læseheste, når de først er gået i gang, kan man høre alt, hvad der foregår på den anden side af mørke gardin ind til resten af Fairbar. Kunder snakker, mælkesteameren fra kaffemaskinen sprutter og det travle barpersonale bryder også stadig barrieren ind til dette mekka af bøger, når de bærer drikkevarer ind. Øl, varm kakao, sportscola, te og så videre.
Alex har også roomien, Marie Louise Christensen, med. De lærte hinanden at kende, da de boede tre år på samme kollegie. Der bliver ikke snakket under læsningen, men på et tidspunkt bruger Marie Louise fingeren til at understrege en passage i sin bog, og de to roomies smiler indforstået til hinanden.
Nye som gamle læsere
40 minutter forløber i ro og mag med koncentrerede blikke. Nogle – heriblandt Alex - læner sig nærmest ned i bogen, der ligger foran på bordet, som for at være sikker på at få hele historien med. Andre - som Marie Louise – sidder helt fysisk lidt mere tilbagelænede og lader blikket glide mere nonchalant hen over siderne. ”Times up! We’ll take a fifteen minute break” afbrydes der fra bordet, hvor aftenens arrangører sidder.
Alex og Marie Louise har begge været til Social Reading Club før. For Alex er det tredje gang, mens det for Marie Louise er anden gang. Alex har altid været en læser, mens Marie Louise først for alvor er begyndt at læse det seneste års tid. For tiden er hun i gang med at læse Et Lille Liv. En ordentlig moppedreng, som i læsemiljøet er kendt for at være lidt af en tåreperser. ”Altså hovedpersonen har en sørgelig historie, men det er ikke fordi, alt der sker, er sørgeligt”, fortæller hun.
Tiden flyver
Egentlig havde de to tænkt sig at smutte i pausen, men de synes tiden flyver afsted og aftaler at blive. Arrangørerne sætter læsningen i gang igen, men der grines stadig lidt i krogene. Pausen har blødt folk op, og stemningen minder nu mere om en dagligstue end en læsesal. En kvinde har små indexfaner med, som også er klistret ind over hele hendes bog - de små farvede lapper, man bruger til at finde tilbage til en side uden at skænde den med et æseløre. 40 minutter mere forløber med fokuseret læsning, før Gudrun rejser sig igen: ”We encourage you to speak about how it has been… whatever comes to mind!”
Folk sludrer og summer videre for en stund, inden de lige så stille begynder at fordufte. Gudrun sætter borde på plads og fortæller, at en af de andre stiftere bag Social Reading Club også er i gang med så småt at starte Social Reading Club ovre i København ovenpå succesen i Aarhus.
Rammerne for læsningen skifter fra gang til gang, og de har også været på andre barer, en boghandel og et bibliotek. Gudrun fortæller, om opstartsprocessen. Ordet blev spredt ved at lave begivenheder på Aarhus Litteraturcenters Facebook og hænge plakater op rundt omkring i byen. Kernen har været at skabe et rum, hvor man kan læse sammen, fordi læsning ellers kan være en meget individuel aktivitet.