Anna fandt roen i bølgerne - og modet til at drømme
Hun har kæmpet med diagnoser og et system, der først nu begynder at lytte. Men ved vandet finder hun styrke.
”Herude er det som om naturen giver en krammer.”
Anna sidder på hendes vante plads i skyggen under træt. Hendes blik spejder roligt ud over havet gennem de stærke briller. Hun er her ikke kun for udsigten.
En følelse af naturens omfavnelse. Den ro, det giver hende at mærke vinden mod huden og lytte til bølgerne, der slår mod strandkanten.
Anna har i flere år kæmpet med angst og tvangstanker. I naturen har hun fundet en lille lomme af fred.
Det er her, hun bearbejder de svære tanker. De tanker, som blandt andet førte til, at hun droppede ud af sygeplejerskeuddannelsen.
Det, der dengang føltes som et nederlag, ser hun i dag på med mere håbefulde øjne.
Hun drømmer om at læse dramaturgi. At arbejde bag scenetæppet. Skabe noget, der rører folk.
Hun smiler ned i jorden, for i år er hun nemlig kommet tættere på sit mål. Meget tættere.
Hun har fået ny sagsbehandler og føler sig for første gang set af det system, der fra begyndelsen skulle have været der til at gribe hende.
Hun er ikke længere bare et tal i systemet. Hun bliver set som det, hun er: Et menneske.
Det betyder alt for Anna endelig at blive taget alvorligt. Det hjælper hende til at tage sig selv alvorligt
I år tog hun alene på en rejse til Malmø. For nogen er det måske ikke en stor tur, men det er et stort fremskridt for hende.
Rejsen hjalp hende med at indse at hun kunne stå på egne ben. At det, der kan synes farligt, faktisk kan give meget positivt fra sig.
Annas blik er igen rettet mod det stille, blå vand, der skvulper ind over stranden og vasker sandet. Herude føles det som om naturen giver en krammer og fortæller, at det hele nok skal gå.
