Altertavle i 3D eller kirken som ruin: Ny enhed skal bane vejen for en Folkekirke i forandring

Et nedlagt andelsmejeri og et par huse, der kunne bruge en omgang maling. Det er Dybe. En flække i Vestjylland. Fem kilometer fra Vesterhavet og 14 kilometer syd for Harboøre. Det er 55 år siden det sidste mejeriprodukt blev fremstillet i Dybe, men kirken står endnu. Sognet rummer 169 mennesker, og kirken ligger øde hen i det vestjyske landskab. Omringet af træer og hvidt træværk. En oase af stilhed og stilstand. Gravstenene er dateret til det forrige århundrede, og der deltager i gennemsnit 11 mennesker, når kirken holder gudstjeneste.  

Center for Middelalderkirker

Folkekirken er, som navnet antyder, folkets kirke. Og det folk er i bevægelse. Vi flytter fra land til by i en sådan fart, at kirkerne ikke kan følge med. Middelalderkirker, altså kirker der er bygget før Reformationen i 1536, tordner op i det danske land og særligt i de områder, vi fraflytter. I spidsen for den reformation, der atter skal finde sted i Folkekirken, står biskoppen af Viborg Stift, Henrik Stubkjær. Ifølge formanden skal “vi føre menighed, hvor menighed er”. Det betyder omfordeling af midler, nye initiativer og et opgør med den standhaftige insisteren på at vedligeholde alle middelalderkirker i tiptop stand. Enheden består af syv medlemmer og rummer personligheder som tidligere minister Søren Pind og Ulla Kjær, der er kirkeekspert og seniorforsker på Nationalmuseet. 

Den nye enhed kunne ikke hedde “Folkekirkens Center for Middelalderkirker”, da forkortelsen FCM ville følge med. “Og den går ikke,” ifølge formanden, der huserer i Viborg. Enheden har flere forskellige opgaver. De skal herunder styrke de enkelte menighedsråds vedligeholdelsesarbejde gennem effektivisering og kyndig vejledning. Og mest skelsættende vil enheden have myndighed til at tage kirker ud af den daglige sognebrug, hvis et menighedsråd selv ønsker det.  

Kulturarvens pris 

Ifølge tal fra BARK, Strategisk Udvikling af Kulturbyggerier, koster det i gennemsnit 300.000 kroner om året at vedligeholde en middelalderkirke. Når en kirke er bygget før 1536, falder den automatisk under fredningsloven, såfremt den tages ud af brug. Når bygningen fredes, skal den derfor vedligeholdes. Og det har menighedsrådet både det praktiske og økonomiske ansvar for. Derfor er det epokegørende, at man nu kan give ansvaret fra sig. Folkekirkens Enhed for Middelalderkirker vil kunne overtage drift og vedligeholdelse af kirker, når de lokale giver op. De næste fire år vil enheden kunne tage fem kirker til sig. 

Middelalderkirker er kulturarv. Steder fra fortiden, som vi tillægger værdi i nutiden. Derfor er de danske kirker fra Middelalderen noget helt særligt. De er blevet vedligeholdt i mange hundrede år. Fordi kirken har haft penge til at bevare værdien af bygninger fra en tid, hvor kirken var allemandseje og en magtfuld spiller i samfundet. Folkekirkens rolle har ændret sig, men bygninger står endnu. Formand og biskop, Henrik Stubkjær, ser det som enhedens vigtigste rolle at sikre, at kirkens nutidige rolle bliver mere sjælelig end kropslig: 

“Kirken må aldrig ende med at blive et ejendomsselskab. Vi er kirke. Derfor skal vi tilbyde aktiviteter, vi skal tage hånd om de ensomme, vi skal være der for mennesker i nød og ikke bruge hele budgettet på kirketag og altertavler”. 

Det er fortsat uklart, hvad der på sigt kommer til at ske med de kirker, som overgår til enheden. Henrik Stubkjær snakker om at fjerne tag og fag, så kirkerne vil stå som monumenter på kirkegårdene. Anton Pihl fra Landsforeningen for Menighedsråd tænkere nærmere, at man kan fjerne inventar og bruge moderne installationer til at lave virtuelle kirkerum i de tomme kirkebygninger.  

En kirke på Lolland 

Enheden udsprang i frustration og desperation. I Nakskov på Lolland Falster ligger Herreds Kirke. Den kalkfarvede kirke ligger afsides og er placeret blot to kilometer fra den næste kirke. I sognet bor der ni personer, og heraf sidder tre af dem i menighedsrådet. Deres kirke skal have nyt tag, hvilket kommer til at koste fire millioner kroner. De ældre kvinder i rådet vil ikke have ansvaret længere: “Vi magter ikke mere”. Sådan lød beskeden til Kirkeministeren. Men som lovgivningen er i dag, kan man ikke aflevere nøglen til nogen. Man hænger med ansvaret som menighedsråd. Folkekirkens Enhed for Middelalderkirker skal være dem, der kan overtage dele af det ansvar, når gulvet brænder under menigheden. 

Den Middelalderlige Landsbykirke 

Arkitekt Maj Bjerre Dalsgaard har i sin ph.d.-afhandling, "Den Middelalderlige Landsbykirke”, afdækket de udfordringer og muligheder, der knytter sig til fremtidens forvaltning af de danske middelalderkirker. Fra et perspektiv, der når længere ud end Folkekirken, kommer hun med sit bud på en middelalderkirke, der kan få lov til at stå mange år endnu.  

Maj Bjerre Dalsgaard ser landbeliggende kirker som aktiver fremfor byrder. At fremtidens kirke skal opretholde sin relevans gennem en transformering, der udvider måden vi bruger og ser på kirkerummet. Altså, kirkens funktion skal, ifølge Maj Bjerre Dalsgaard, ikke blot være kirkelig, hvis man vil “genvinde, opretholde eller øge kirkens status som fællesskabsskabende bygninger i de lokale samfund”, skriver hun.   

Gunnar Lind Haase Svendsen, forsker i udvikling af landdistrikter ved Syddansk Universitet, udlagde samme synspunkt helt tilbage i 2009. I en artikel til Kristeligt Dagblad præsenterede han tanker, der også træder frem i Maj Bjerres udlægning af kirkens geografiske udfordringer. Kirkerummet skal bruges. Og ikke blot til kirkelige handlinger. En vitalitet skal præge kirken, hvis den vil overleve derude, hvor andre institutioner lukker. Men hvordan skal kirken blive et aktivitetshus eller forsamlingssted på de egne, hvor husene er til salg, og Dagli’Brugsen blot har sit skilt tilbage, der vidner om, at der engang har boet mennesker her.  

Ifølge Gunnar Svendsen skal den ikke.  

“Folkekirken bør glemme alt om de små flækker, hvor der ikke længere findes liv.” 

Han mener, at man i stedet burde lægge sit fokus i de landsbyer, hvor livet stadig leves. Måske behøver Herreds Kirke altså ikke blive et aktivitetshus for sognets ni indbyggere.  

Folkekirkens økonomi 

“Folkekirken er jo kirke. Og kirke er ikke mursten. Kirken er levende sten. Det er menighed og fællesskab”, siger biskop Henrik Stubkjær. 

Folkekirkens økonomi er kompleks, og hvis vi skal forstå, hvorfor yderområderne er særligt pressede over vedligeholdelsesudgifter, skal vi kigge nærmere på kirkeskatten. Alle, der er medlem af Folkekirken, betaler kirkeskat. Medlemstal, indkomster og trækprocenter varierer fra kommune til kommune. Det betyder ydermere, at der opstår ulighed i de forskellige sogne. Kombinationen af få mennesker, lav gennemsnitsindkomst og mange middelalderkirker, der skal vedligeholdes, presser økonomierne. For når vedligeholdelsen koster, får det konsekvenser for det kirkelige liv. Når et menighedsråd skal bruge millioner på nyt tag eller skimmelsvampsbehandling, er der ikke mange penge til aktiviteter med konfirmander, ældre eller nye initiativer.  

Medlemsprocenter falder i samfundet. Færre vil altså være medlem af Folkekirken og betale kirkeskat. Fra 2004 til 2026 faldt andelen af medlemmer med 16,1 på landsplan.  

Folkekirkens Enhed for Middelalderkirker er nedsat, da der skal findes en løsning på de økonomiske problemer, før problemet når nye højder. Ikke meget tyder på, at vi vil opleve en tilflytning til yderområderne i nærmeste fremtid. 

Find din kommune nedenfor og se hvor meget I betaler i kirkeskat samt gennemsnitsindkomsten. 

Dem der står tilbage

Nu tager vi tilbage til Dybe Sogn. Kirken i Lemvig Provsti med de laveste deltagertal. 11 mennesker kommer i gennemsnit i kirke, når præsten benytter Dybe Kirke hver sjette uge. Henning Bjerg Mikkelsen er præst i Dybe, men også i tre andre kirker på den jyske vestkyst. I de tyndtbefolkede områder har de fleste præster nemlig flere kirker at varetage, fordi menneskene er så få.  

I nabobyen Ramme, hvor Henning Bjerg Mikkelsen ligeledes er præst, ligger der en folkeskole med omkring 100 elever. Brugsen er åben fra klokken 07-19 hver dag, og når der leveres varer om lørdagen, møder flere af byens beboere frivilligt op for at hjælpe med at bære varerne ind.  

En af dem er 75-årige Erik Benjaminsen. Han har boet i Ramme i 39 år og er født fem kilometer nord for byen. Fra sin faste plads i trækronen, hvor Erik klatrede op som barn, kunne han tælle til 17 kirker. Det gør ham dog ikke sentimental omkring områdets mange middelalderkirker. 

“Hvis man kører rundt i området, er der jo ikke mere end to kilometer mellem hver kirke. Det er jo helt tosset. Det er jo alt for møj.” 

Samtidig kalder Erik kirken for landsbyens samlingspunkt. Erik kan lide ideen om at satse på de sogne, hvor mennesker stadig er:

“Kirken er med til at samle os, når lukninger truer vores lokalsamfund.” 

Over de sidste 200 år er vi flyttet fra land til by, og Danmarks udkantsområder er præget af logistiske problemer.  

“Præsten er ofte den eneste tilbage med en videregående uddannelse”, fortæller Henrik Stubkjær.  

I dag er den tiende blevet til kirkeskat på omkring én procent og Luthers Katekismus er ikke længere den første bog, man lærer at læse i skolen. Det er næsten 500 år siden, at netop Luthers tanker fik protestantismen til Danmark, og nu tyder meget på, at vi atter skal lade folkekirken reformere. Denne gang handler det ikke om tro eller aflad, men om mennesker og økonomi.  

Kirkebogen 

I våbenhuset i Dybe, hvor Vesterhavets barskhed præger landskabet, ligger kirkebogen og på den opslåede side står skrevet to hilsner: 

For næsten 90 år siden, den 20.09.1935, blev jeg døbt i denne kirke. Spændende at genopleve den.  

For 50 år siden blev jeg gift i denne kirke. Tak for at holde den så pæn og fin og fuld af minder. 

Hvordan nedlægger man steder, som folk har kær? Steder, som folks kære er begravet? Det kender vi ikke svaret på endnu, men Folkekirkens Enhed for Middelalderkirker har netop det formål. At finde løsningen. Så Folkekirken fortsat kan være kirke og drive menighed, hvor menighed er. I Dybe ved Vesterhavet, i Mariakirken på Vesterbro og alle de steder, vi flytter hen, når vi siger farvel til yderområderne.