Arkitektens arv: Passionen går i blodet
Jens har ikke kun tegnet bygninger, men også givet sin ro og faglighed videre. Med en stille stolthed har han formet næste generation – uden at sige det højt
“Fire ud af de seks fætre, der bar kisten, er arkitekter – ligesom ham.”
Middagssolen falder blødt ned over Frederiksbjerg. Græsset er tæt og grønt, og vinden får de høje buske til at bølge svagt. I det fjerne høres lyden af vejarbejde – en dump rytme af maskiner, der banker mod byens puls – men her i parken hersker en stille lomme af fred.
Jens går altid tur om formiddagen og ser ud over det grønne. Otto og Victor, den ene sort med hvide aftegninger, den anden brun, er altid med på tur. Der er færre mennesker, og det er rart, hvis hundene har tendens til at gø lidt. Otto løfter hovedet og kigger op, som om han forstår hvert ord.
Jens Kjærgaard er 74 år og pensioneret arkitekt. Han har ikke tegnet store monumenter, men med bygninger, der skulle bruges. Han har tegnet for både offentlige og private, og arbejdet har ført ham rundt i landet, selvom han altid er vendt hjem til Aarhus. Det er her, han hører til.
Han læser stadig faglige tidsskrifter og følger med i arkitektur og kunst. Han er især fan af programmet “Er der en arkitekt til stede?” fordi han synes Ane Cortzen er dygtig, da hun stiller relevante spørgsmål. Der er en rolig stolthed i stemmen, som om han har fundet sin plads i verden – og stadig er nysgerrig på den.
Da han taler om sin nevø, bliver stemmen mere lavmælt. Han blev begravet for nogle år siden. Fire ud af de seks fætre, der bar kisten, er arkitekter – ligesom ham. Jens ser ned på Victor, der har lagt sig tæt op ad hans ben. Han mener, at man bliver opdraget med, at det er spændende, det man laver.
Jens’ datter er også arkitekt, hvilket kom helt af sig selv. Han har ikke presset hende. Men man vil jo gerne give noget videre. Han genkender mønsteret – hvordan fag og passion kan gå i arv. Hvis man har startet et tømrerfirma, så forventer man måske, at ens barn også bliver tømrer.
Victor rejser sig og ryster kroppen, som om han markerer, at det er tid til at gå videre. Jens griner. Victor tror, han bestemmer. Han har fornemmelsen af, at han er førstemand.
Og måske er det netop det, Jens har lært: At livet ikke handler om at dominere, men om at finde sin rytme – sin bænk i solen – og lade det, man har bygget, tale for sig selv.