At blive i hinandens liv, selv når voksenlivet peger i forskellige retninger

I et stort hvidt hus med have, lidt uden for København, sidder 30-årige Amanda Büchert og 29-årige Nanna Astrup Eriksen rundt om spisebordet i fællesrummet og spiser aftensmad med deres fire samboer. Det gør de hver eneste aften. Det har de nemlig aftalt i kollektivet Radix. Her spiser man sammen, man lever sammen og forpligter sig til hinanden. Også selvom livet og fremtiden ser meget forskellig ud for kvinderne.

Hen over aftensmaden snakker de om politik, om aktivisme, om følelser, og om alt det, der ellers falder dem ind på en mørk vinteraften i december. 

Dog er der på det seneste kommet et helt nyt emne på menuen, som ingen rigtigt har smagt på før. Babyer. Nanna er nemlig gravid. 

Men på trods af den store forandring på vej ind i voksenlivet, bliver hun, sammen med sin kæreste, hængende i kollektivet med de andre. 

 Det handler om at være en del af hinandens hverdag

Mange ville nok ikke vælge at blive boende i et ungt kollektiv med et lille barn, men for Nanna giver fællesskabet mulighed for at vedligeholde sine relationer på en anden måde: 

’’De mennesker man bor med, bevidner ens hverdag på en helt anden måde end så mange af mine andre relationer og det synes jeg giver vildt god mening. Vi bliver bedre til at komme hinanden ved, også selvom vi er på vej i forskellige retninger," fortæller Nanna.

En ting hun virkelig elsker ved kollektivet er, at alt det sociale ikke kræver planlægning. Noget der nogle gange kan være svært at finde tid og overskud til i voksenlivet. Særligt når fremtiden inkluderer en baby. 

’’Det er rart, ikke altid at skulle aftale at være social. Man kan bare komme hjem og være sammen på en forventningsfri måde, præcis i det omfang man har lyst til.’’ Et privilegie hun også tænker, kan komme hende til gode, når hun om lidt står midt i søvnløse nætter og har minus på overskudskontoen. 

Forskellige retninger i livet

De to kvinder har allerede oplevet, hvordan de forskellige retninger i voksenlivet kan koste på relationerne. Særligt når det kommer til børn. Derfor slipper de, som så mange andre af deres jævnaldrende, heller ikke helt for en lille iboende frygt for ensomhed i fremtiden.

Nanna er den første i sin vennekreds til at få børn. Hun frygter, at hverdagen med en baby hiver hende ud af fællesskaberne, fordi hendes liv pludselig adskiller sig markant fra de andres: “Jeg er bange for at komme til at trække mig og ende som den, der ikke har tid til at ses. Det er derfor, at kollektivet giver god mening for mig, for her kan jeg ikke bare forsvinde. Man kan være sammen når det lige giver mening uden at skulle af sted."

For Amanda, som ikke har et ønske om at få børn eller nødvendigvis flytte sammen med sin kæreste lige foreløbigt, kan hun være nervøs for, om hun kommer til at føle sig udenfor forældre-fællesskabet i 30’erne:

“Jeg kunne godt være lidt bekymret for om jeg kommer til at blive ensom, ikke så meget fordi jeg ikke selv har børn, men fordi at alle mine venner kommer til at have gang i noget andet, som er deres førsteprioritet.”

 Et liv hvor flere verdener kan forenes 

Men måske er kollektivet lige præcis dér, hvor disse typer af frygt kan manes til jorden. For uanset hvilken retning man er på vej i, er kollektivet det sted, hvor flere liv kan leves, fordi fællesskabet handler om andre ting end, hvem der har børn og ikke har. Her handler det mest om at have en hverdag sammen. 

Amanda nyder at bo et sted, hvor hun kan være en del af en familie uden selv at stifte sin egen:

’’Jeg har ikke en drøm om en kernefamilie, så derfor kan kollektivet måske være dét hjemmefællesskab for mig i stedet. På samme tid har jeg klart et ønske om, at børn skal være en del af mit liv. Bare ikke mine egne børn. 

Derfor kunne kollektivet også være stedet, hvor det kunne blive en mulighed.

Nanna supplerer, at det netop også vil være en styrke for hende at bo med andre mennesker udover hendes kæreste og barn. Venner som hun ikke ligeså nemt kan isolere sig fra, fordi de automatisk er en del af hendes hjem og hverdag.

‘’Det er en måde at sørge for, at man regelmæssigt ses med nogle mennesker, også selvom man har forskellige liv.’’ afslutter hun. 

Så måske har kvinderne i kollektivet Radix alligevel knækket en lille kode. En måde at vokse i hver sin retning i voksenlivet, og alligevel holde sammen.