At finde hjem i sig selv: “Jeg har været min egen værste fjende”

Hun var i gang med sin drømmeuddannelse. Havde gode venner og veninder. Kalenderen var fyldt med ting at glæde sig til. Livet kørte på skinner. Som et tog i fuld fart frem. Men på sidelinjen stod Liv Bredo Schrøder og så sit liv suse forbi. 

Hun havde ikke lyst til at stå op om morgenen. Det var en kamp at forlade sengen. Hun var ikke ombord på toget. 

Hos Liv Bredo Schrøder er tryghed forbundet med ro. For første gang havde hun hevet teltpløkkerne op og var flyttet fra parcelhuset og kernefamilien i Tinglev. Men på den nye adresse på Møllegade i det centrale Aarhus var der alt andet end ro. Utrygheden blev fast inventar i den mørke lejlighed i stueetagen, der lå placeret langs en festgade med nattelivets støj og salg af stoffer i baggården. 

Higen efter ro 

Omgivelserne satte sig som en konstant uro i Liv Bredo Schrøder. Efter et år på Møllegade blev det for alvor for meget. 

I 2023 tog hun sin trivsel i egen hånd for at genfinde et trygt fodfæste. Liv Bredo Schrøder begyndte til psykolog for at finde tilbage på rette spor. Sammen arbejdede de med at skabe nye rutiner og strukturer. For at genetablere roen lærte hun igen at lytte til sig selv og tage mentale pauser. For Liv Bredo Schrøder bestod det i at udfolde sig gennem kreative projekter. 

Hun vinkede farvel til midtbyen, og i jagten på ro flyttede hun ind i en etværelses lejlighed i udkanten af Aarhus. 

Liv Bredo Schrøder er langtfra den eneste, hvis trivsel har været udfordret i ungdomsårene. I debatten om unges trivsel og mistrivsel bliver det ofte overset, hvor handlekraftige danske unge er i deres bestræbelser på at trives. 

I et forsøg på at bidrage og skubbe til debatten om trivsel og mistrivsel kørte P3 Missionen Danmark rundt for at tage temperaturen på ungdomslivet. I en grøn bus med bløde sofaer blev unge på en række festivaler, events, folkemøder og højskoler inviteret ind til en snak om “Hvad gør dig glad?”.

Den indsamlede data danner sammen med interviews fra Center for Ungdomsforskning grundlag for rapporten Levbare ungdomsliv: Om unges bestræbelser på at trives, som udfolder begrebet Trivselsbestræbelser. 

Der inviteres i rapporten til at udvide blikket i debatten, så den tager mistrivsel alvorligt, men samtidig har øje for, at spændet mellem trivsel og mistrivsel er en glidebane. De to begreber kan eksistere side om side og afhænger ofte af de vilkår, som unge hver især lever under og med. 

Et sensitivt sind 

På sit barndomsværelse omfavnet af sin mors arme triller tårerne ustandseligt ned ad Liv Bredo Schrøders kinder. Hun er lige vendt hjem fra en lejrskole med resten af 4. årgang. En lejrskole med intriger, hvor rygter og uvenskaber blandt sine klassekammerater har fået bægeret til at flyde over.

Undervejs forsøgte hun at trække stikket og imødekomme sit overstimulerede og letpåvirkelige sind i den strategisk udvalgte overkøje, hvor rummet kunne overskues fra oven. Men de negative energier fra de andre børn har sat sig fast i hende.

Hun ligger i sengen placeret i hjørnet langs de to hvide vægge med en tændt lyskæde hængende over hovedet, da filmen knækker for Liv Bredo Schrøder. Her bliver hun bekendt med et vilkår, som viser sig at blive hendes nye følgesvend. 

“Det kunne godt tyde på, at du er særlig sensitiv,” lyder det fra hendes mor, Lill Bredo. 

Udtrykket resonerer ikke umiddelbart i 11-årige Liv Bredo Schrøder, men da hendes mor læser en række kendetegn højt, genkender hun flere af de ting, som hun bliver præsenteret for. 

Liv Bredo Schrøder er altid blevet påvirket af andre menneskers energier. Som barn projekterede hun andres negative følelser direkte over på sig selv. Gråden trængte sig på, så snart hun fornemmede at andre var nedtrykte. 

“Det var som om, jeg altid havde følehornene langt ude,” fortæller Liv Bredo Schrøder. 

Det nye liv med en bevidsthed om sin sensitivitet har til tider skabt frustrationer. Det var begyndelsen på en lang proces. Hun skulle lære at sætte grænser for, hvad der havde med hende at gøre, og ikke lade sig påvirke af andres humør. 

I en billedramme af lyst træ stod der It is both a blessing and a curse to feel everything so very deeply på en turkis baggrund. Budskabet var ikke til at tage fejl af. Rammen forblev en integreret del på barndomsværelset. En gave af sin mor for at minde sig selv om, at det ikke kun var negativt at have et stort hjerte. 

“Det har været den allerstørste lektie,” fortæller Liv Bredo Schrøder.

En balancegang

Som barn trådte Liv Bredo Schrøder varsomt. Hun var genert og stille med antennerne ude. Med tiden er hun blomstret og den særlige sensitivitet er ikke længere bestemmende for hendes liv. 

En af hovedpointerne i rapporten om Levbare ungdomsliv er Trækken sig til ro. En markant trivselsbestræbelse blandt unge er at imødekomme behovet for at trække sig. Det handler om at passe på sig selv og udvise egenomsorg ved at finde veje til ro. Det kan rumme afgørende udfordringer for opretholdelsen af det sociale liv grundet manglende tilstedeværelse i fællesskaber.

Den introverte del lever stadig videre i den nu 23-årige Liv Bredo Schrøder. Hun balancerer på linen mellem egenomsorg og nærvær i sine relationer, men den rette balance kan være vanskelig at finde. I foråret fik behovet for pause lov til at bestemme. 

“Det var virkelig sjældent, jeg kom ud. Jeg var bare rigtig meget alene,” fortæller hun. 

Liv Bredo Schrøder trak sig helt ind i sig selv. Hun fik det “for godt” hjemme i den etværelses lejlighed med trygge rammer. 

Da sommeren stod for døren, måtte hun hanke op i sig selv for at komme ud ad døren. Selv om det kan være en udfordring at finde plads til pauserne, når kalenderen er fyldt, oplever hun alligevel at få energi af at komme afsted. 

“Nogle gange bliver jeg min egen værste fjende,” siger hun. 

På trods af Liv Bredo Schrøders introverte side har hendes veninder stor betydning. Det sociale batteri bliver hurtigt opbrugt, og derfor udvælger hun sine relationer med omhu. 

I forsøget på at finde den rette balance mellem en fyldt kalender og manglende overskud holder hun fast på, at en aftale er en aftale. Hun spilder ikke tid på veninder, der dræner energien, men forbliver i relationer, som bidrager med positiv energi på kontoen. 

“Jeg udvælger mine veninder. Jeg kan fornemme på mennesker, om det er nogen, der vil være en tilføjelse til mit liv eller ej,” siger hun med selvsikkerhed i stemmen. 

Plads til at være

Plads til at være

Under en parasol langs poolens kant sidder Liv Bredo Schrøder på en liggestol. I hånden har hun en pensel, og ved sin side en himmelblå tindåse med akvarelfarver. I færd med at udfolde sine kreative evner, maler hun postkort for sig selv. 

Ved feriehusets beskedne pool lyder hvin og grin fra tre drenge og fire piger. En oppustelig badebold flyver elegant gennem luften. Hun er for første gang på ferie med en blandet venneflok fra barndom og ungdom. De har sabbatår og nyder sommerferien i havnebyen Trogir i det sydlige Kroatien. 

Det er eftermiddag, og der er snart ikke mere social energi på kontoen hos Liv Bredo Schrøder. Hun er velvidende om at vennerne er opmærksomme på hendes fravær i poolen. Alligevel mærker hun de andres forståelse for, at hun havde brug for at trække sig. Der bliver ikke stillet krav om forklaring eller opfordring til at deltage, men blot en underforstået accept af hendes behov. 

Mindet står klart for Liv Bredo Schrøder. Hun følte sig grebet. Hun mærkede, at der ikke blev set skævt på hendes behov. I den rigtige konstellation var der plads til bare at være.

Forandringer finder ro 

Når uroen herskede hos Liv Bredo Schrøder, var barndomshjemmet i Tinglev det eneste sted, hun kunne finde ro. Derhjemme havde engle en særlig plads. Når livet krævede lidt ekstra håb, blev der sendt bønner mod himlen. 

“Hvis du har englen med, skal det nok gå”, lød det fra Lill Bredo, idet hun rakte glasenglen frem. 

Til sin første eksamen i 9. klasse havde Liv Bredo Schrøder en glasengel med i sin lomme. Hun beskriver det spirituelle univers som sin mors hjemmebane. I dag har Liv Bredo Schrøder dog selv en engel foreviget på hendes krop som en tatovering.

“Den er ligesom glasenglen i lommen. Jeg lægger ikke mærke til, at den er der, men jeg ved, at den passer på mig,” fortæller Liv Bredo Schrøder. 

I sit hjem i udkanten af Aarhus har roen nu indfundet sig. Barndomshjemmet har forandret sig. Det samme har Liv Bredo Schrøder. Trygheden fra barndomshjemmet har hun fundet i sin etværelses lejlighed. Morens præg er dog stadig at finde.

En livslang proces

En livslang proces

Efter en årrække med selvudvikling i fokus, mener Liv Bredo Schrøder, at målet snart burde være nået. 

“Min mor siger jo, at livet er en proces. Og der bliver jeg utålmodig. For jeg synes, at HALLO, vi er færdige nu,” fortæller hun med et smil på læben. 

Hun er igen hoppet ombord på toget, men lever fortsat et ungdomsliv præget af perioder med op og nedture. Liv er bevidst om vigtigheden af sin trivsel, men når de svære perioder tager over, bliver erfaringerne hendes vigtigste redskab. 

“Nu har jeg et trygt fundament at falde tilbage på,” fortæller Liv Bredo Schrøder. 

Selv om troen på englene holder håbet oppe, får de alligevel at vide, at “det her var ikke aftalen”, når livet bliver svært.