At leve med frygten for at finde sin mor på gulvet

Amanda sidder på værelset og forbereder sig til den sidste eksamen. I morgen kulminerer fjorten års skolegang, og hun kan endelig kalde sig student. Hun har læst sin opgave igennem forfra og bagfra, og pludselig opdager hun en skarp pointe i teksten. Ivrigt løber hun ned ad trappen for at dele den med sin mor.

Hun kalder: "MOR!" flere gange. Intet svar. Ekstasen glider over i uro, og hendes stemme ændrer karakter. Hun træder gennem den buede åbning til stuen – og ser det syn, hun har frygtet hele sin ungdom.

Hun forsvandt sammen med campingvognen

Nordvest for Aarhus ligger en rødstenet murmestervilla på tre etager. Med stor have og en garage Amanda hjalp sin far med at bygge. I den stenbelagte indkørsel står en campingvogn og en båd som den afsluttende streg på statusværket. Her mangler ingenting. Her bor en velfungerende familie og et smilende barn, der klarer sig godt i skolen. En håndværkermand og en karrierekvinde.

Amanda vokser op på villavejen. Hun er mors pige. Hun kan ikke sove ude, hvis ikke hun har en af mors trøjer med sig. Men da Amanda bliver 11 år, begynder billedet af den kærlige overskudsmor at krakelere.

Hende, der trist ligger på sofaen, kan hun ikke genkende. De hænder, der plejer at kramme hende, kan hun ikke fordrage. Lugten af de smøger, hun ryger, sidder i huden, og utrygheden i hendes løgne fylder rummet. Amanda væmmes.

Hun ser sin mor forsvinde sammen med campingvognen. Og ferierne. Og karrierejobbet. Og kærligheden mellem hendes forældre. Skænderierne bliver flere, besøgene fra de to storesøstre bliver færre.

I 2011 bliver Amandas mor fyret fra sit job, og herfra tager alkoholmisbruget fart.

Det menneske, vi savner

Amanda er omkring 15 år og sidder ved vinduet og holder øje. Da bilen kører ind i indkørsel, styrter hun ned af trappen til sin far. Det er nu, tænker hun.

”Du må ikke blive sur, men Camilla og de andre kommer nu”. Hjertet banker, og hun frygter hans reaktion. Det er ikke første gang, det er sket. Frustrationen lyser ud af ham. ”Det er ægte den her gang. Det er noget godt,” forsikrer Amanda sin far.

Tre, fire, fem, seks mennesker har sat sig i den sorte L-formede sofa i stuen. Camilla sidder med armen om sin mor, der stirrer stift på det stakternede sofabord. Vicky, Amanda og moster sidder ved siden af, og faren for foden af sin lænestol. Skiftevis læser de deres breve op.

Den ældste søster Camilla har søgt hjælp til sin mor hos et misbrugscenter og fået anbefalet en slags intervention. Hvor man skriver et brev til det menneske, man savner, det menneske, der er forsvundet i misbrug. Så møder man uanmeldt op og læser højt, og så stiller man et ultimatum.

Det er sket før, ved Amanda, men hun har aldrig været med. Det er første gang, hun skal læse højt af sine tanker og fortælle sine forældre, hvordan hun har det. Hun mærker sitren i kroppen. Fingrene ryster en smule i grebet om de tre sider, hun har skrevet. Hvordan vil hendes mor reagere? Vil hun tage imod den hjælp de tilbyder?

Amandas ord lander som en sten i rummet. Hendes mor sidder stille og kigger ud i rummet. En tåre falder fra hendes kind, og der lyder genlyd af snøft hos de andre i sofaen.

Camilla og de andre stiller hende et ultimatum. Enten går hun i behandling nu, ellers tager de Amanda med og melder sig ud af deres mors liv.

Stemningen er stadig trykket, men luften er blevet lidt lettere. Hjerterne er tømt for ord, og deres mor er gået med til at få behandling. Amanda sænker skuldrene.

Et misbrug i en familie rammer alle

Amanda ser tilbage i dag, kan hun godt se, at hendes far kæmpede en hård kamp. Han gjorde sit bedste for at få hverdagen til at fungere, men havde ikke overskud til at tage ansvar for mere. Derfor blev tingene, som de var.

I Danmark er det omtrent hvert tiende barn, der vokser op i en familie med alkoholproblemer. Det viser et notat fra Statens Institut for Folkesundhed i 2023.

Ofte er det ikke noget, man kan se udefra. Amanda fortalte det aldrig til nogen. Ingen af hendes venner, familie eller lærere vidste, hvad der foregik. Hun gjorde alt for, at ingen skulle fatte mistanke.

Familier omkring misbrugere udsættes for et pres, der ofte gør, at familien lukker sig om sig selv og ikke taler om problemerne. Det kan have alvorlige konsekvenser for børnene i de familier både fysisk, psykisk og socialt.

Børn har brug for, at de voksne passer på dem, understreger Sundhed.dk, men i et hjem med alkoholproblemer oplever børn ofte brudte løfter, følelsesmæssigt svigt og uforudsigelighed fra deres forældre.

Det kan betyde, at barnet påtager sig et ansvar og opgaver i hjemmet, som de slet ikke burde. Som at skulle true sin mor med at flytte ud som 14-15-årig for at få hende i behandling.

Mange børn oplever også en vedvarende frygt for at miste den udsatte forældre. At det en dag går galt, ligesom det gjorde for Amanda.

“Mor, hvad laver du?”

Amanda får et sug i maven - ikke fordi hun bliver student i morgen, men fordi hun kortvarigt står fastfrosset på stuegulvet og ser, at hendes mor ligger bevidstløs. Halvt inde i stuen, med benene stikkende ud gennem terrassedøren. Virkeligheden rammer, og Amanda løber hen, rusker i hende og råber: ”Mor, hvad laver du?”

"Jeg sover bare," fremstammer mor. Amanda hjælper hende op og lægger hende på sofaen. Bloddråber pibler frem fra hudafskrabningerne på benene. Forvildet griber Amanda telefonen og ringer til sin far.

Amanda bruger lang tid på at overtale sin far til at komme hjem. Han virker ligeglad og fjern. Endelig kommer han. Men han er væk igen lige så hurtigt. Fortabt står Amanda alene med sin mor. Hun er bange, og et mylder af skrækscenarier vælter ind over hende. Har hun fået et hjertestop? når Amanda at tænke.

Der er kun én løsning nu: storesøster Camilla.

Camilla får bragt deres mor til lægen. Amanda bliver tilbage. Hun frygter det værste. Den skarpe pointe fra opgaven er for længst borte. Alt andet er blevet sekundært.

Camilla og mor kommer tilbage. Lægerne har ikke fundet tegn på noget – hverken alkohol eller det, der er værre. Alligevel føler Amanda ingen lettelse. I stedet eksploderer hun. Alt det, hun har fortrængt og holdt inde gennem årene, vælter ud: "Hvordan kan du være det her bekendt?" råber hun. "Hvordan kan du gøre det her mod mig?"

Det er første gang i Amandas liv, at hun konfronterer sin mor på den måde. Hun råber, skriger, peger fingre. Amanda har tunnelsyn, og det eneste, hun ser, er sin mor, der endnu engang spolerer alt.

I ordstrømmen står mor og Camilla som forstenede. De ser tavst på hende, da hun er færdig. Hun vender rundt og går tilbage op på værelset. Hun skal til eksamen i morgen.

Dagen efter går Amanda op og får et 10-tal. Mor og far giver hende huen på sammen, som om intet er sket.

At vinde en tabt kamp

At opvokse i et misbrug er ikke kun et problem, mens man er i det. Det er udfordringer, man får med i bagagen som ung og senere som voksen.

At blive svigtet som barn betyder blandt andet, at man kan opleve identitetskonflikter og vanskeligheder med at sætte ord på sine følelser. Ifølge Sundhed.dk betyder det, at når børnene bliver ældre, kan de undertrykke følelser, udvikle en overdreven empati for andre eller føle sig magtesløse.

De kan have svært ved at mærke sig selv og sætte grænser. Nogle udvikler psykiske problemer som depression, spiseforstyrrelser og angst senere i livet.

Alt dette kan Amanda genkende.

Gennem teenageårene undertrykte hun de udfordringer, hun havde med hjemmefra. Hun flygtede, når hun kunne. I skole, i lektier, afleveringer og jobs.

Hun undertrykte angsten, når hun spiste, men det var en kamp, hun ikke altid vandt. Hun tabte faktisk ret tit, og ofte spiste hun ikke så meget. Angsten for at få det dårligt af maden – ligesom sin mor – sad indgroet i hende. Så hun tabte kampen sammen med kiloene.

Få gange forsøgte hun at få hjælp. Hun kunne godt mærke, den var gal, men skammen fra hendes opvækst var en stopklods. Hendes problemer føltes ikke store nok, for hendes mor havde det jo altid værre.

Den dag hun slog sig på flasken

Amanda er midt i studentertiden og lige kommet hjem. Hun har ikke andet i tankerne end den kjole, hun skal have på til galla i aften.

Hendes far ser rådvild ud og stirrer på sin telefon. ”Hvorfor tager du den ikke, når jeg ringer?”, spørger han. Amanda kigger forvirret rundt og er bange. Hvad er der lige sket?

Han har ringet efter en ambulance.

På sofaen ligger Amandas mor lidt mærkeligt. De troede hun sov, men Amanda går tættere på og kan se, at hun fråder om munden. Det er kun et par dage siden, hun fandt hende på stuegulvet.

Ambulancefolkene tager hende ikke med. Amanda husker vagt en kommentar om, at ”det har I jo nok prøvet før, så det er I vel vant til.”

Hendes far kommer ud fra stuen med våde kinder og røde øjne. Amanda har aldrig set ham være så ked af det. ”Hun er pissefuld. Hun er slet ikke til stede”, siger han og holder om hende. Amanda ryster og tårerne er ustoppelige. Hvad fanden gør vi, tænker hun. De ringer til Camilla.

Bag sofaen finder de to tomme shakers, en tom vodka-hindbær, som Amanda ikke kunne finde til sit studentergilde, og et halv flaske hvidvin.

Hendes mor har taget et voldsomt tilbagefald.

Camilla vender sig mod Amandas far og spørger ”Hvad vil du gøre?”.

”Jeg vil passe på hende der”, siger han og peger på Amanda.

Amanda knuger sin hund til sig. Lysten til at tage kjole og glimmerstiletter på er helt væk. Endnu en vigtig dag er ødelagt, tænker hun. Men hendes far og Camilla insisterer på, at hun skal tage af sted. Hun har jo glædet sig hele året.

Så det gør hun. Klistrer et smil på, som om intet er sket, mens hun indvendigt er helt tom. Kærlighedssangene fra livebandet er som en stormflod i tårekanalerne, hun prøver at holde inde. Det er lyden af alt det, hun lige har mistet.

Amanda ser ikke sin mor i et halvt år. Da hun kommer hjem et par dage efter, har hendes far kørt hende til Blå Kors. Et hjem for folk, der bliver smidt på gaden.

Fra tavshed til tryghed

I dag er Amanda 25 år og lige så stille ved at finde fodfæste i sit eget liv som ung og voksen. De sidste fire år har hun haft minimal kontakt med sin mor.

Hun har fokuseret på sig selv, på at komme videre og på at bearbejde alle de ting, hun har pakket væk i sin ungdom. De kom væltende ned over hende i 2024, hvor hun måtte sygemelde sig og blive udredt for en depression.

Her fik Amanda den hjælp, hun havde efterspurgt og manglet hele sin ungdom. Hun blev taget seriøst. Det har givet hende mulighed for at kigge tilbage på sin historie med nye øjne og en ny oplevelse af, at hun faktisk bliver grebet, når hun siger højt, at hun har det skidt.

”Jeg vil gerne være den, jeg ikke selv havde, da jeg var barn. En man kan spejle sig i, så man ikke føler sig alene”, fortæller Amanda.

Hun har deltaget i gruppeterapi med andre unge, og her fandt en tryghed i at føle sig set. Derfor vil hun gerne hjælpe andre ved at dele sin historie.

*Kilden fremgår ikke af efternavn, men er kendt af skribenterne.