Benene bærer ham stadig: Engang af frygt, nu af lyst

Det tørre støv hvirvler op fra jorden og spreder sig som en støvsky, da fodaftrykket fra de udtrådte gummisko rammer ørkensandet i dalen. Edwar Malans fødder føles tunge som sten, der slæber sig over jorden. Bag ham ligger hundredvis af kilometer og anstrengelser gennem de kuperede landskaber mellem Irak og Iran. 

Mørket sænker sig, og Edwar og tre andre flygtninge har gået i timevis. Sulten rumler i maverne, og det eneste i dalen er bær og agern som føde. Der er noget i horisonten. Det ligner en gammel landsby. Håbet vokser i dem. Sporene efter diktatoren Saddam Husseins bulldozere er tydelige. Kun en enkelt faldefærdig stald står tilbage som vidne til den ødelæggelse, som krigen har medført. De beslutter sig for at gå til ro i stalden. Lugten af afføring breder sig, da de træder ind, men de trætte kroppe falder øjeblikkeligt sammen på den stikkende halm. Skorpioner kribler og slanger snor sig under dem, og selvom natten kun lige er begyndt, bliver det umuligt at lukke et øje her.

Det, de ikke ved, er at hvert eneste skridt, de har taget, har bragt dem tættere på døden. Under den tørre jord er landminerne gemt, og selv det mindste fejltrin kan udløse en dødsdom.

Edwars skridt har altid været hans redning. Når livet har truet, har benene båret ham videre – fra barndommens stærejagter til flugten over bjergene og senere gennem sygdommen. I hvert skridt har han fundet styrke til at forsætte trods livets kampe. 

Barndommen i Alqosh, under stæreflokke og oliventræer 

Men Edwar var ikke altid manden, der stod i den forladte landsby med døden hængende over sig. Før krigen, før frygten, før Saddam Hussein, blev Edwar født i Alqosh, en by i det nordlige Irak, hvor alle kendte hinanden. Hvor stærene svævede over de oldgamle oliventræer, der på rækkevis snoede sig langs de tørre stejle sider af dalen. Her voksede han op som en del af en stor kristen familie med ti søskende.

Ti søskende, der arbejdede sammen, læste og lærte om livet. Forældrene, der aldrig lærte at skrive deres eget navn, sørgede for, at børnene fik en uddannelse. Edwar tog på universitet i Bagdad, hvor han læste agrikultur. Som kristne minoriteter oplevede Edwar og hans søskende et konstant pres i et samfund, der var opdelt efter religion og baggrund. I takt med deres uddannelse voksede bevidstheden om, at deres liv kunne være anderledes, det kunne være bedre. De indså at befolkningen manglede rettigheder.

Derfor blev Edwar tilhænger af det irakiske kommunistparti, hvor han engagerede sig aktivt i samfundsdebatten. I starten af Saddam Husseins styre gennemgik Irak en positiv udvikling med opførelse af universiteter, skoler og sygehuse. Landet var fyldt med veluddannede mennesker. Saddam Husseins navn blev forbundet med udvikling, ikke frygt. Men en frustration voksede hos Edwar og hans søskende. Bag udviklingen skjulte der sig et samfund, hvor der ikke var plads til alle. Dette førte til Edwars og hans søskendes politiske engagement mod regimet.

Det umulige valg 

Da Iran-Irak-krigen brød ud den 22. september 1980 ændrede alt sig for Edwar. Først forsvandt hans ene bror Janan, mens han var i militæret. Blot et halvt år senere ramte tragedien igen, da også hans anden bror Joseph forsvandt sporløst under militærtjeneste. Sorgen rev familien midt over, men krigen tog ingen hensyn. Tre måneder efter Josephs forsvinden modtog Edwar sin egen indkaldelse til militæret. 

Han stod i et dilemma, hvor livet blev sat på spil. Enten skulle han tage i krig og risikere sit liv eller flygte. Uanset valget var hans liv i fare.

Seks dage før han skal møde op, pakker han ét sæt tøj, gemmer nogle dollars under pap, i bunden af en taske og tager sine nye arbejdssko på. Han flygter fra Alqosh til Kirkuk, en lang rejse på omkring 300 kilometer, hvor han i månedsvis skjuler sig hos familie og bekendte for at undslippe frontlinjen i krigen.

På samme tidspunkt bliver der udstedt nye ordrer fra Saddam Hussein. Hvis Edwar bliver opdaget, vil soldaterne tvinge ham til at henrette familien, der giver ham ly, for så derefter at vende geværet mod ham. I det øjeblik går det op for ham, at han skal væk fra Irak, ellers bringer han både sit eget og andres liv i fare. Han sætter derfor kurs mod Iran med et brændende håb om at finde sine to forsvundne brødre. 

Stærenes flugt og erindringer om et andet liv 

Det er en tidlig forårsmorgen i det nordlige Irak, i barndomsbyen Alqosh. Den trykkende luft hænger tungt over det tørre landskab og støvet breder sig mellem sletterne. Øjnene rettet mod himlen, hvor stærene farer over dem som sorte skyer. Edwar og hans brødre lister lydløst gennem landskabet. De jager stære, så der kan komme mad på bordet. Over dem flyver stærene lavt, og pludselig klapper en af familiens hjemmelavede fælder i med et højt smæld.

De dage, hvor de søvnløse timer bliver mange for Edwar, svæver erindringerne fra hjemlandet Irak over ham som en tåge, der aldrig helt letter. Han ser for sig, hvordan den varme forårsbrise puster støvet gennem de flade sletter, og hvordan lyden af fuglefløjt blander sig med stemmerne fra hans far og brødre på vejen hjem til stenhuset. Det var en tid, hvor benene bar ham upåklageligt, og hvor frygten ikke fandtes. 

Nu, langt væk fra barndommen i Alqosh, ligger Edwar vågen i nattemørket i Vejle. I det stille mørke vender hans tanker tilbage til barndommens stærejagter, og til de lette skridt i sandet, og til den ungdom i Irak, som engang syntes så lovende. 

Tæt på døden, flugtens brutale virkelighed 

I Arata-bjergene, hvor Iran og Tyrkiet grænser op til hinanden, er det tyrkiske militær på vagt, og de er ikke blege for at skyde mennesker. Med trampende skridt og højlydte stemmer, for ikke at virke mistænkelige, nærmer de sig den tyrkiske grænse. I det øjeblik de krydser grænsen, stopper de tyrkiske vagter dem. På et splitsekund er deres liv i fare igen. Soldaterne beordrer Edwar og hans makker til at lægge sig ned på den kolde jord. Mod huden skærer det skarpe metal sig ind. Det er enden af et gevær, der tager livet af dem, hvis soldaterne trykker på aftrækkeren.

Edwar forsøger ihærdigt på alle de sprog, han kan at tale sig ud af situationen. 

Et langt sekund, hvor alt bliver sat på pause, borer soldaternes blikke sig dybt i dem. Deres vejrtrækning sidder helt oppe i halsen. De er bange for, at det eneste, der står mellem dem og døden, er et enkelt forkert ord.

Hjerterne galopperer af sted, og sveden løber koldt ned ad nakken. Edwar får dem overtalt, og vagterne trækker geværerne til sig. Med rystende ben forlader angsten dem. Livet er endnu i behold, og de står stadig.

De bliver befalet at blive. En måned går i grænselandet, hvor hver dag leves i uvidenhed. Målet må ikke opgives, og håbet om et bedre liv driver dem stadig.

En ny kamp 

Årene i Danmark har givet Edwar ro og tryghed. Han har skabt en ny tilværelse som anlægsgartner, stiftet familie og fået to døtre. Men da han nærmer sig de 60, støder han på endnu en kamp – denne gang inde i kroppen. En kræftknude har sat sig i rygmarven. Først er det fødderne, der svigter, efterfulgt af førligheden i benene. Sygdommen lammer ham fra brystet og ned. Lægerne er sikre på hans fremtid. Det står klart: Han skal tilbringe resten af livet i en kørestol. Men Edwar giver ikke op og nægter at acceptere deres ord. Hver eneste dag gentager han det samme spørgsmål til lægerne, “hvor er min fremtid?” 

En dag kommer svaret, han har ventet på. En læge nævner, at der er en minimal chance, for at han kan genvinde førligheden, men den er tæt på uopnåelig. 

fortæller Edwar, der hver dag trænede mange timer, for at kunne trodse lammelsen i kroppen. 

Omtrent en måned efter en lang operation, hvor kræftknuden er blevet fjernet, mærker Edwar pludselig det kolde klinkegulv under sine fødder. Først som kulde, der stikker mod hans fodsåler – derefter som et håb, der spreder sig. Hver dag træner han vedholdende, og følelsen kommer mere og mere tilbage gennem benene. 

Ni måneder går, fyldt med træning, frustration og vigtigst af alt viljestyrke. Én dag sker det umulige, som ingen troede på. Edwar rejser sig vaklende. Med hænderne hårdt knuget om det slidte trægelænder på gangstativet, tager han sine første skridt. Hans ben bærer ham igen, som de altid har gjort, når livet har truet ham. 

Edwars nye liv, tryghed i mørket 

De udtrådte gummisko er nu byttet ud med nye kondisko. Næsten hver aften, når Edwar binder snørebåndene og begiver sig gennem villakvarterets sovende gader, er det med en tryghed, der har kostet ham tusindvis af skridt at opnå.

I dag er de mange skridt ikke længere drevet af frygt og desperation, men om at holde kroppen stærk og sindet ved lige. Ofte spadserer han over tyve kilometer, gerne mere. Nogle dage ringer han til familie og venner, der er spredt over hele verdenen og andre gange lyder de klassiske arabisk toner i ørene.

Han husker tydeligt den november dag, hvor han efter 824 dages vandring på tværs af bjerge, lande og kontinenter, satte fødderne på endnu en grænse. Denne gang var grænsen ikke mødet med en bjergside eller soldater med gevær. Gående trådte han ind i et landskab fyldt med brede bøge og bakke dale, det yndige land, Danmark. Hans nye hjem. Her bruger han i dag timerne på at spille bridge, gåture, havearbejde og se nyheder. Dengang førte skridtene ham i sikkerhed, præcis som da kræften forsøgte at stjæle førligheden fra ham. I dag leder de ham hjem til det rødstenede parcelhuset i Vejle.