Busser tager ikke højde nok for tilgængelighedskrav til kørestolsbrugere
Danmark lever ikke op til FN’s Handicapkonvention for tilgængelighed på kollektiv transport, hvilket gør at personer med fysisk handicap ikke kan tage den på lige fod med personer uden handicap.
Forestil dig, at du skulle blive klemt stramt om maven, tage lange omveje og måske endda ikke kunne komme ind på en bus, hvis du ikke har nogen med.
Oveni har du ikke mulighed for at kunne bevæge dig rundt frit, fordi dine muskler har svigtet. Det kan også være fordi, du har fået en permanent skade, så du kan ikke tage rundt selv.
For mange med bevægelseshandicap er det en hverdag.
En af dem, som ikke benytter offentlig transport på grund af besværligheder, er Gitte Kate Jensen. Hun er 68 år og er formand for Danske Handicaporganisationers lokalafdeling i Horsens.
Hun har været aktiv inden for tilgængelighedsområdet, og har førhen siddet i Midttrafiks tilgængelighedsforum.
For 15 år siden fik hun konstateret en autoimmun sygdom kaldet CIDP, hvilket har gjort, at hun har tabt følelse i sine ben- og armmuskler.
Hun sidder derfor i kørestol, og har måtte finde en rutine til at kunne leve som kørestolsbruger.
I forbindelse med at være aktiv inden for tilgængelighedsområdet har Gitte prøvet elbusser fra Midttrafik i Horsens.
Oplevelsen var dog ikke den mest positive, da Gitte skulle blive spændt fast rundt om maven af buschaufføren, inden hun skulle køre rundt i den.
Hver gang buschaufføren kørte fremad, mærkede Gitte at hun blev klemt på maven:
“Det er altså ikke rart, og sådan er det ikke i andre lande. Man behøver ikke at være bespændt andre steder, når man sidder på en kørestol. Begrundelsen er, at det er på hjul, men de er jo låst,” siger Gitte Kate Jensen om oplevelsen.
Værre end resten af Europa
I andre lande er det ikke et behov for at spænde kørestolsbrugere fast med en sele, men alligevel har Danmark et krav, som er udfaset mange steder.
Faktisk er Danmark bagud på tilgængeligheden på kollektiv transport, hvis man sammenligner med resten af Europa.
Institut for Menneskerettigheder udgav i 2021 rapporten "Busser for alle”, der fortæller om de udfordringer, personer med bevægelseshandicap bliver udsat for, når de tager den kollektive transport.
I rapporten bliver 32 europæiske hovedstæder sammenlignet med hinanden, for at kunne se, hvordan Danmark håndterer tilgængelighed.
Her er København placeret i bunden sammen med Athen, hvilket er vurderet på begrundelse af manglende mulighed for at kunne tage spontant og selvstændigt afsted, hvis man har et bevægelseshandicap.
København er også det eneste land i Europa, hvor en buschauffør ikke må forlade sit førersæde for at hjælpe en person med at stige på.
En begrundelse for, at Danmark ikke er lige så fremme med tiltag for tilgængeligheden, er fordi vi laver ikke større økonomiske investeringer.
Sådan ser forskningsleder fra Aalborg Universitet, Laura Bang Lindegaard, på det:
“Når det kommer til tilgængelighed, halter Danmark i det hele taget bagefter. Inden for den kollektive transport, er det sådan, at når man f.eks. sammenligner med Sverige, har vi bare notorisk været uvillige til at lave længere sigtede investeringer,” fortæller Laura Bang Lindegaard, lektor og forskningsleder hos Institut for Kultur og Kommunikation hos Aalborg Universitet.
Ifølge rapporten “Busser for alle” skal buschauffører i Sverige, specifikt i Stockholm, mulighed for at hjælpe en person med handicap på bussen, hvis ikke rampen kan sænkes fra førersædet. Det er mere, end hvad buschauffører i Danmark tillader.
Hos Midttrafik må en buschauffør, ligesom i København, heller ikke forlade sit sæde for at assistere en person i kørestol eller sænke rampen.
Og Gitte har også mærket på egen krop, hvor anderledes det er uden for Danmark. Hun var i London med sin familie for 15 år siden, og dengang fungerede busserne bedre, end de gør i Danmark i dag. Selvom hun havde sin søn med til at assistere, kunne hun godt modtage hjælp til at komme ind på bussen:
“Jeg kom hen til bussen var der en lift, jeg kan ikke huske om den blev skubbet eller foldet ud, men der var variabel i forhold til kantstenen. Og jeg skulle ikke spændes fast.”
Skal have ledsager med – imod FN-konvention
I 2006 blev FN’s Handicapkonvention vedtaget, og i 2010 valgte EU at ratificere konventionen, så det skal være gældende ved lov i alle medlemslande.
Det betyder at Danmark skal indrette sin lovgivning, så en person med et fysisk eller psykisk handicap har de samme muligheder for samfundsdeltagelse som enhver person uden handicap.
Dog spænder den offentlige transport ben for, at kørestolsbrugere kan bevæge sit frit rundt.
Kun 41 procent af personer med større fysisk handicap mulighed kan bruge offentlig transport uden besvær.
Det tal er oppe på 86 procent for personer uden handicap.
Sådan lyder det i en rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd Vive, der undersøgte hverdagsliv og levevilkår for mennesker med handicap tilbage i 2020.
Dansk Handicap Forbund har derfor kritiseret, at den kollektive transport i Danmark ikke lever op til handicapkonventionen.
Som person i kørestol og gangsbesvær kan man ikke tage busser og toge “spontant og uafhængigt”, hvilket går i strid mod handicapkonventionens artikel 9 om tilgængelighed.
“Det vigtigste er at kunne at kunne færdes og fungerer uden barrierer og særløsninger til særlige grupper – at kunne tage toget spontant og ved egen hjælp som personer uden et handicap,” lyder det fra Lena Nielsen, næstformand i Bygge- og Trafikpolitisk Udvalg hos Dansk Handicap Forbund.
Dog prøver Midttrafik at følge med på området.
De nyindkøbte elbusser hos Midttrafik har fået rampe i deres busser, så kørestolsbrugere kan kører op ad rampen, uden at have en ledsager med.
Dog er en rampe ikke nok, når man skal købe busser. Rampen skal også kunne benyttes af kørestolsbrugere, men hvis den ikke virker, kan kørestolsbrugere ikke komme på bussen:
“Det er jo et fremskridt, at vi har fået ramper. Det er bare træls, når det ikke bliver gjort mere,” forklarer hun.
Skal tænkes ind i starten af design og indkøb
Danske Handicaporganisationer har tidligere råbt op om, at stationer skal være tilgængelig for alle.
Det gælder også for folk, som ikke kun sidder i kørestol, men også for folk, som har gangbesvær og et stort pres til at komme ud. Det skal også være således for busstationer.
Derfor skal tilgængelighed ikke tænkes ind som en løsning til sidst, men det skal tænkes ind, imens der bliver designet stationer og indkøbt køretøjer.
Det kalder man “universelt design”, hvilket vil kunne spare langsigtet på den lange bane, fordi det er mere attraktivt at benytte.
Sådan forklarer forskningslederen Laura Bang Lindegaard. Hun bakker op om, at universelt design skal tænkes ind fra starten, også på stationerne, da det vil gøre det mere attraktivt for en kørestolsbruger at tage den offentlige transport:
“Det bliver det bare til den her lille grimme rampe over i siden af den store, flotte trappe, som man bare kan se, at rampen er et anden valg. Det er jo lidt en pointe om, at de løsninger, der er for kørestolsbrugere, for døve, for blinde og hele vejen rundt, skal gerne se lige så attraktiv ud, så det ligesom bare er, at man vælger det,” uddyber Aalborg-forskeren.
Gitte har også flere ideer til, hvordan man som kørestolsbruger vil kunne have en bedre oplevelse, når man indretter en bus.
En kørestolsbruger skal ikke spændes fast i sele, og flexarealet må også være lige over for døråbningen, så en kørestolsbruger ikke behøver at manøvre sig ind.
Det tætteste på en bus med god tilgængelighed, den findes er i Herning, hvis man spørger Gitte Kate Jensen:
“Du kan selv trykke udenpå, så kommer der en lift ud, kører ud, og så kan du køre op ad den, hvis du har en elektrisk kørestol. Så kan du bakke ind på plads, og du kan trykke på en knap på væggen, så chaufføren ikke skal rejse sig,” siger Gitte om busserne i Herning, og fortsætter med at fortælle om en løsning til sikkerhedsseler:
“De har en bespænding, når du bakker ind med din kørestol. Den går så ned omkring hjulet og spænder hjulet fast. Så kan den ikke køre nogen steder, den her kørestol.”
Og selvom løsninger eksisterer, er det langt fra realiteten i Horsens. Gitte må sidde med et ønske om muligheden for at tage afsted spontant lidt endnu:
“Hvis jeg skulle ned på banegården nu, ville jeg elske at have muligheden for at kunne sige ‘jeg vil til Aarhus’, og så tage toget eller bussen spontant.”
