Mars som planet B - men kan vi bo der?

Forestil dig: Du vågner en morgen, sætter fødderne på gulvet og kigger ud ad vinduet. Udenfor er et rødt, støvet landskab. Himlen er ikke blå, men diset og rødlig. Temperaturen kan nå op omkring 20 grader, men falde helt ned mod minus 153 grader. 

Mars har en tynd atmosfære og intet globalt magnetfelt som Jorden, hvilket betyder, at solens stråler er langt farligere end på Jorden. Du kan ikke gå udenfor og trække frisk luft.

Der er ingen træer, ingen regn mod ruden, ingen mennesker på gaden. Kun sten og sand i de golde omgivelser. Og skal du kommunikere med Jorden - ja, så tager det op mod 20 minutter, før de får din besked.

Lyder det som et sted, du har lyst til at bo?

For hvis mennesker en dag skal bo på Mars, er udfordringen ikke kun at bygge et habitat, der kan holde planeten ude.

Udfordringen er også at bygge et sted, hvor mennesker kan fungere mentalt, når de i måneder eller år skal leve med de samme vægge, de samme lyde og den samme udsigt.

Mars har i årtier været den helt store drøm blandt ruminteresserede. For selvom den ikke lyder tiltalende, er det den planet, som er det bedste alternativ til Jorden i vores solsystem.

Fordi selvom den på mange måder ikke ligner Jorden, så minder den om den på en lang række punkter, som gør, at man en dag vil kunne flytte mennesker derop. For eksempel er et døgn - kaldet en “sol” på Mars - kun 40 minutter længere end på Jorden.

Planeten tilter mod Solen ligesom Jorden, hvilket gør, at der også er sæsoner. Og så har planeten en masse is - og vand er en af menneskets vigtigste livskilder.

Er du overbevist nu? 

Nej, måske ikke. Men hvis man skal tro Stephen Hawking, så er det en god idé at kigge mod en planet-B, hvis Jorden af den ene eller den anden årsag bliver ubeboelig eller alvorligt udfordret. Fysikeren advarede i 2017 om, at mennesket burde begynde at bosætte sig på en anden planet inden for 100 år, hvis arten skal overleve trusler som klimaforandringer, asteroider, epidemier og befolkningstilvækst.

Et hjem på Mars 

At udpege Mars som en mulig reserveplanet er én ting. At få mennesker til faktisk at bo der er mere omfattende og udfordrende.

For hvis mennesker en dag skal leve på Mars, er det ikke nok at bygge et rum, der kan holde kulde, støv og stråling ude. Det skal også være et sted, hvor mennesker kan sove, arbejde, være alene, socialisere og blive ved med at fungere mentalt i måneder eller år ad gangen.

Mars er nemlig ikke bare et sted, man kan rejse til, når det passer os. Planeten flytter sig hele tiden i forhold til Jorden.

Når Mars og Jorden ligger gunstigt, vil det tage cirka syv måneder at flyve derhen. Og det er dér, man skal slå til.

En af de virksomheder, der arbejder med drømmen om Mars, er danske SAGA Space Architects. Fra tegnestuer i København og Hanoi designer virksomheden habitater til rummet, som ikke bare skal være teknisk beboelige, men også menneskelige at opholde sig i.

Medstifter og rumarkitekt Sebastian Aristotelis fortæller, at drømmen om Mars var en af grundene til, at han og Karl-Johan Sørensen stiftede SAGA for omkring ni år siden.

“Jeg elsker Mars,” siger Sebastian Aristotelis.

Han understreger samtidig, at et Marshabitat er svært at realisere. Først skal det kunne transporteres dertil. Derefter skal det kunne tryksættes, fungere teknisk og “opretholde et liv uden konstant genforsyning fra Jorden”, fortæller han.

For SAGA handler et habitat ikke kun om systemer, materialer og ilt. Det handler også om at skabe omgivelser, hvor mennesker kan holde ud at være i lang tid. De formulerer det selv sådan: “We design spaces for humans to thrive, not just survive.”

Derfor er SAGA interessant i denne sammenhæng. Ikke fordi de alene kan gøre Mars beboelig, men fordi deres arbejde viser, hvordan arkitektur bliver en del af sikkerheden, når mennesker skal leve i lukkede miljøer.

Habitatet i brug

SAGA har dog ikke kun arbejdet med rumhabitater på tegnebrættet. I 2020 testede Sebastian Aristotelis og Karl-Johan Sørensen LUNARK-habitatet i Nordgrønland, hvor de boede isoleret i 60 dage i et lille, lukket rum omgivet af snestorme, orkanvind og temperaturer ned til minus 30 grader. Projektet var udviklet som et analogt månehabitat, men ifølge Aristotelis er erfaringerne også relevante for Mars, fordi måne- og Marshabitater på mange måder stiller de samme krav.

Sådanne ekspeditioner og forsøg er altafgørende for at finde ud af, hvordan man vil opføre sig eller opleve følelsen af at være spærret inde på få kvadratmeter med andre mennesker. I Sebastian Aristotelis’ tilfælde oplevede han en form for afmagt og magtesløshed ved at være indelukket i så lang tid med begrænset kontakt til omverdenen.

I 2023 testede Sebastian Aristotelis UHAB-1, et kun 1,5 kvadratmeter stort undervandshabitat, i Københavns Havn. Her opholdt han sig i 48 timer på syv meters dybde. Ifølge Aristotelis er undervandshabitater et næste skridt på vejen mod Mars, fordi de kan efterligne nogle af de vilkår, astronauter møder: isolation, afhængighed af livsunderstøttende systemer og et miljø uden for habitatet, som man ikke bare kan træde ud i.

Hvis hjernen mangler input

En af dem, der har arbejdet med netop de psykologiske udfordringer ved isolation, er psykolog Jesper Jørgensen.

Han har forsket i kognitiv psykologi, rumfart og sensorisk deprivation, som han selv forklarer som “det, at man ikke får sansindtryk nok”. Han har desuden arbejdet med et simulationsprojekt knyttet til Mars-500.

Mars-500-projektet bestod af flere simulerede Mars-missionsforsøg, hvor seks mænd boede isoleret i en “rumfartøjs”-model i Moskva, blandt andet i 105 dage og efterfølgende i 520 dage.

Formålet var at undersøge, hvordan mennesker reagerer psykisk, socialt og fysisk på en ekstremt lang mission til Mars og tilbage.

For Jesper Jørgensen er det altafgørende, at man ikke sammenligner de simulerede isolationsforsøg direkte med en rigtig rejse til Mars: “På en polarekspedition kan du altid åbne døren og gå udenfor, hvis du virkelig vil væk. Det kan du ikke på en Mars-mission. Du har ikke nogen flugtveje,” siger han. 

Men problemet handler ikke kun om de andre mennesker i rummet. Det handler også om habitatet selv. Hvis omgivelserne er for ensformige, kan hjernen komme til at mangle de impulser, den normalt bruger til at orientere sig i verden. Ifølge Jesper Jørgensen er hjernen afhængig af sanseindtryk.

“Hvis man bliver udsat for sensorisk deprivation i længere tid, så kan man begynde at hallucinere,” siger han.

Ifølge Jesper Jørgensen opstår faren, fordi hjernen hele tiden bruger sanseindtryk til at forstå, hvor kroppen er, hvad der sker omkring den, og om noget er vigtigt eller farligt.

“Hjernen kan ikke orientere sig, fordi den ikke får nogen impulser,” siger han.

Hvis sanseindtrykkene forsvinder eller bliver for ensformige, forsøger hjernen selv at udfylde tomrummet.

Sensorisk deprivation betyder derfor ikke kun, at et rum er kedeligt. Det betyder, at hjernen mister noget af det materiale, den normalt bruger til at holde styr på virkeligheden. Jesper Jørgensen peger på, at effekten kan opstå hos alle mennesker, hvis sanserne bliver afskåret længe nok.

Derfor er det ifølge ham en af de vigtigste faktorer, når man skal bygge et rumhabitat, da det ellers vil resultere i, at astronauterne i værste fald bliver så påvirkede, at de ikke vil kunne udføre deres opgaver.

For at modvirke sensorisk deprivation arbejder SAGA blandt andet med variation i interiøret. Ifølge Aristotelis skal overflader og tekstiler have forskellige farver på forskellige afstande. Et tekstil kan for eksempel se ensfarvet ud på afstand, men tæt på vise sig at bestå af mange individuelt farvede fibre. På den måde kan selv små detaljer i rummet skabe dybde og give hjernen noget nyt at arbejde med.

Når kedsomhed bliver farligt

I forskningsartiklen The perfect boring situation fra 2014 i tidsskriftet Acta Astronautica beskriver forskerne Peldszus, Dalke, Pretlove og Welch monotoni på lange rummissioner som en kombination af social isolation, fysisk indespærring og sensorisk understimulation.

Det vil sige, at det ikke kun er fraværet af familie, venner og normale hverdagsrutiner, der belaster astronauterne.

Det er også omgivelserne. Det er de samme vægge, samme lyde og samme udsigt, som astronauterne vil opleve dag efter dag på den lange rummission.

Denne pointe er også at finde i NASA-rapporten Countermeasures to Mitigate the Negative Impact of Sensory Deprivation and Social Isolation in Long-Duration Space Flight fra 2012.

Her fremgår det, at et ensformigt rumhabitat vil være til last for astronauternes psyke, hvis ikke der er tænkt over variation og stimulation i indretningen og designet. Ifølge Jesper Jørgensen kræver det ikke nødvendigvis mere end plakater og bogreoler.

Det er derfor, at et velfungerende Marshabitat skal kunne mere end blot holde astronauterne i live. Det skal være stimulerende nok at være i, så man principielt kan opholde sig derinde i de fleste af døgnets timer i flere år uden at miste evnen til at fungere mentalt.

En anden verden 

“Jorden er menneskets vugge, men man kan ikke leve i en vugge for evigt,” lyder det berømte citat fra rumfartspioneren Konstantin Tsiolkovsky.

Det er endnu usikkert, om han får ret, men i en tid med krig, miljøkatastrofer og uro kan der være en sikkerhed i at have en anden planet - en planet B.

Måske vil du en dag kunne kigge ud af dit vindue, hvor dit gamle hjem, Jorden, nu blot vil være et lille lysende punkt på nattehimlen.