Camilla kan kun se til, mens hendes far forsvinder mellem 5G-master og dæmonkirker

Camilla tager ikke telefonen, når hendes far ringer.

Hun ser skærmen lyse op med hans navn. Så kommer overvejelsen. Hvornår tog hun sidst telefonen? De sidste fire gange lod hun den ringe ud. 

Hendes far lever i en anden verden. En verden, hvor bølger fra 5G-master trænger ind under huden og gør ham syg, hvor fly sprøjter giftige kemikalier ud over ham, og hvor vacciner indeholder hjernekontrollerende mikrochipper. 

Det kræver et helt bestemt overskud at lade som om, at de lever i den samme verden. Camilla har hele tiden lyst til at pille hans virkelighedsopfattelse fra hinanden, men hun kan ikke længere overskue at forklare ham, at de er uenige. 

Hun ser ham mindre og mindre. Sådan er det blevet, siden hun tog opkaldet på vej hjem til hendes lejlighed, hvor han fortalte om dæmonkirker og sataniske sammensværgelser.

Verdensopfattelser kolliderer 

Camillas far er ikke alene om sit verdenssyn. Konspirationsteorier har forladt internettets afkroge og er blevet en del af den offentlige samtale. Ifølge Rikke Alberg Peters, ph.d. i idéhistorie og forsker i konspirationsteorier ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, er den konspiratoriske tænkning blevet mere mainstream. 

“Ved kriser og skelsættende begivenheder opstår alternative forklaringer og misinformation. De breder sig og samler sig i klynger. Derfra muterer de og bliver til konspirationsteorier,” forklarer hun. 

Sociale medier spiller en afgørende rolle. I traditionelle medier filtreres de mest ekstreme påstande fra, men online trives de frit. 

For hver konspirationsteoretiker er der mennesker, der står på sidelinjen og ser personen tabe sig selv. For dem er konspirationsteorierne ikke bare et opslag, de scroller videre fra. Camilla er en af dem. Konspirationerne er blevet hendes fars verden, og den kolliderer med hendes egen. Det slår splinter i deres relation.

Camilla optræder anonymt. Hun frygter, hvad det vil gøre ved hendes far at læse om hendes frustrationer. Hun er ikke klar til samtalen, men for fem måneder siden blev hun mor til en datter. Camillas far blev morfar, og det bekymrer hende. 

Det er ikke rigtigt, far 

Camillas far er midt i 60’erne og pensioneret. På sin facebookvæg deler han beskyldninger, om at Mette Frederiksen i ledtog med WHO orkestrerede coronapandemien som et medicinsk eksperiment, og at det kun var første led i planen. Der hersker en mistro, som Camilla ikke kan genkende. 

Engang var han pædagog. Typen, der fik børnene til at grine og trøstede dem.

Dengang sorterede han også verden i kasser – det gode og det onde – men det gode fyldte altid mest. Her søgte han fællesskab og mening. En dag faldt han over en video på nettet, som ændrer noget. 

Første gang Camilla hører om konspirationsteorierne er i 2015. Hun er på vej hjem, da telefonen ringer. Det er hendes far.

Hun plejer at sige, at hun kan lægge telefonen fra sig og gå væk, uden hendes far vil opdage det. I telefonen er han altid en uendelig strøm af nysgerrighed. Det handler om tro, engle og amatørkunst. Den dag handler det om noget andet.

Han snakker hurtigere, end han plejer. Kadencen i stemmeføringen er anderledes. Han virker panisk. Han nævner dæmonkirker og sataniske sammensværgelser. Understreger hvor vigtigt det er. Hvor farligt det er. Camilla kan mærke, at han er bange.

”Det er ikke rigtigt, far.”

”Det findes ikke.”

”Det skal du ikke bekymre dig om.”

Hun prøver gentagende gange at tone det ned og forsikre ham, at det nok skal gå, men der er sket et skred i hendes fars verdenssyn. Han er på vej ned i kaninhullet. 

Kaninhuller og fantasiverdener 

Udtrykket “at falde ned i kaninhullet” er et billede fra Alice i Eventyrland fra 1865. Her ser Alice en kanin klædt i vest med lommeur. Det pirrer hendes nysgerrighed, og da kaninen forsvinder ned i sit hul, følger Alice trop “uden så meget som et øjeblik at tænke på, hvordan hun skulle komme op igen.”

Fortællingen om Alices tur ned i kaninhullet spejler nogle af de mekanismer, der er gældende for konspirationsteoretikeren. Ofte støder de – ligesom Alice – tilfældigt på noget, der ser mærkværdigt ud. Det fanger deres opmærksomhed i en sådan grad, at de må efterforske det.

Ifølge Rikke Alberg Peters er konspirationsteoriernes kerne den samme. Et fænomen forklares med en skjult årsag, der hemmeligholdes af en sammensværgelse med onde hensigter: 

“Konspirationsteorierne er optagede af at finde en fjende, som kan stilles til regnskab. Det sker ud fra en antagelse om, at intet sker tilfældigt, og alting er forbundet,” siger hun. 

En tilfældig video dukker op på skærmen. For en person, der er et sårbart sted i livet, kan den skabe orden i kaosset. Måske ser personen den til ende og søger videre i samme retning. Den interesse opfanger de sociale medier og starter rejsen ned i kaninhullet. 

“Algoritmerne muliggør, at man passivt uddanner sig selv som konspirationsteoretiker. Man kan sidde og selvforske derhjemme, fordi man bliver fodret med ting, man allerede har søgt på. Det er derfor, man bruger billedet på kaninhullet, man kommer dybere ned i” forklarer Rikke Alberg Peters. 

I bunden af kaninhullet fandt Alice en mystisk verden, hvor alt kan ske. Det samme sker for konspirationsteoretikerne. 

På vej gennem kaninhullet bliver de eksponeret for mere og mere misinformation. Noget hænger fast og farver deres nye verdenssyn, mens andet vrages. Til sidst står de tilbage med en hjemmelavet forklaring kombineret af utallige teorier. 

“Det bliver en totalforklaring, hvor alt sættes i relief. Konspirationsteorien opfylder nogle behov for individet, hvor de får en følelse af religiøs vækkelse. De ser en sandhed. Det bliver enormt stærkt for dem,” uddyber Rikke Alberg Peters. 

Den største løgn 

Camillas far finder sin sandhed under coronapandemien. Tidligere lod han sig fascinere af konspirationsteorierne, men under nedlukningen bliver de altopslugende. Camilla oplever, at restriktionerne beviser for faren, at nogen vil kontrollere ham. Pludseligt går det hele op i en højere enhed.

Teorierne kører konstant rundt i hovedet på ham. Når han sidder med Camilla, kan hun se det. Han er distraheret, og pludseligt “brækker han det ud”. 

Corona var den største løgn. De prøver at styre ham. Kontrollere hans tanker med mikrochips i vaccinerne. Han læser mellem linjerne på ingredienslisten. Der står Lucifer og 666. Hvorfor skulle han frivilligt lade dem skyde sådan noget i ham? 

Han vil hæve sin pensionsopsparing. Måske vil Mette Frederiksen stjæle den.

Han scanner efter ondskab. En satanisk skyggeregering styrer alt. Intet er tilfældigt. Den dybe stat står i ledtog med djævlen og lægger planer, du umuligt ville kunne forstå, medmindre du åbner øjnene. 

Camilla føler ikke længere, at hun kan gå til sin far, hvis noget går galt. Hun tror ikke, at han kan være oprigtigt interesseret i hendes liv: 

“Hvis jeg kom til ham og var ked af det, ville han trøste mig, men jeg tror aldrig han ville kunne forstå det. For ham er der vigtigere ting at tænke på.” 

Camilla oplever, at relationen bliver falsk. Videoerne taler i stedet for hendes far. Hun afprøver forskellige strategier, men intet virker.

At holde fast 

Camilla vil ikke miste sin far, men forholdet er defineret af frustration og negativitet. Det er udmattende. Hun kan ikke længere overskue ham, og det gør ondt. Hun elsker ham jo. 

Andreas Nikolajsen er psykolog og har skrevet en Ph.d om familiesplittelse. Han beskriver en tendens, hvor familiekonflikter i stigende grad fører til brud. Som oftest på de voksne børns initiativ. Det synes han er ærgerligt, da forholdet ofte kan reddes, selvom det virker uoverskueligt for børnene: 

“Bare fordi man er uenig, betyder det ikke at man nødvendigvis skal gå hver til sit. Min holdning er, at man er bedst tjent med at gå rigtig langt for at bevare en relation,” siger han.

Ingen familie er ens, og det er konflikterne heller ikke. Andreas Nikolajsen er også indforstået med, at der er ekstreme situationer hvor relationen kan være fortabt. 

Hvis konflikten derimod er bundet op på noget andet, f.eks. uforenelige verdenssyn, er der værktøjer man kan bruge, for at sikre at konflikten ikke ødelægger forholdet. Grundlæggende handler det om tilpasning, siger Andreas Nikolajsen: 

“Man skal justere sin relation og forventninger til vedkommende, så det passer bedre til hvad, de kan tilbyde, uden at det belaster en selv,” forklarer han. 

Helt konkret betyder det at justere hvor, hvornår og hvordan man ses. Det handler om at identificere hvornår stridspunktet fylder, og derfra tilpasse kontakten. 

Omvendt er det også vigtigt, at man ikke ignorerer problemet. Man skal adressere elefanten i rummet, når den gør opmærksom på sig selv. Det er vigtigt at være klar i mælet, konsistent og konsekvent.

Andreas Nikolajsen oplever, at mange voksne børn sætter grænser for forældrene, som senere bliver overtrådt. Det kan føre til en “psykologisk allergi”, hvor bare tanken om forældre skaber frustration og vrede.

Her er det vigtigt at huske på, at man som voksent barn har magt i relationen. Forældrene vil som udgangspunkt gøre meget for at bevare et forhold til deres barn. Derfor kan det også være relevant at trykke på pauseknappen i relationen — frem for helt at slå hånden af forældrene.

“Det handler ikke om at bide i det sure æble og være i en relation, der ikke fungerer. Som voksent barn har man handlekraft og magt til at sørge for, at man kan få det godt i den relation, man kan overskue,” siger Andreas Nikolajsen.

Ultimatum 

Camilla har prøvet at forklare hendes far konspirationsteoriens anatomi. Hvordan den er opbygget til at opsluge ham, og at det hele er løgn. Han tager ikke snakkene ind. Ifølge ham er det rendyrket propaganda. 

Snakkene bliver tungere. Relationen er ikke længere til at bære.

Camilla opfinder taktikker, så hun kan holde ham ud. Hun begrænser deres forhold til gåture. Der skal ske noget omkring dem, der får ham til at stikke hovedet op fra kaninhullet. Hvis de bare sidder overfor hinanden, sniger konspirationerne sig ind.

I 2021 får hun nok. Der går måneder, hvor de ikke ses. Gåturene byder på glimt af normalitet, men alt det tossede fylder stadig. På netop sådan en gåtur siger Camilla fra. 

Det er tidligt efterår. Camilla og hendes far går langs vandet. De har ikke set hinanden i lang tid, og faren fortæller, om alt det han har læst og set. Camilla kan ikke længere overskue at sætte det hele i fugleperspektiv for ham: 

“Det skal ikke være mig, der taler dig fra det. Det kan jeg ikke håndtere.” 

Hun tror ikke, at han fatter, hvad hun mener. Han skifter spor. Fortæller hende om en ny konspiration. Han prøver at trække hende ned i kaninhullet.

Camilla tager mod til sig.

Faren snakker videre. 

Så skærer hun igennem. 

“‘Du skal stoppe. Jeg vil ikke høre på det, og ellers vil jeg ikke gå de her ture længere.” 

Ingen hurtig omvendelse 

Som pårørende kan det være frustrerende at se en person, man har kær, forsvinde ned i kaninhullet. 

Den første indskydelse vil ofte være at udfordre konspirationerne. Her vil den pårørende tilbyde information og andre forklaringer, men det vil konspirationsteoretikeren typisk ikke lytte på. Det vil udvikle sig til en diskussion, der kan være voldsom og vred. Alternativt kan man have lyst til at trække sig, fordi man ikke kan overskue snakkene.

“Det vil føre til et sammenbrud i dialogen. Hvis det er et perifert venskab, kan man let bryde kontakten, men det kan man ikke, hvis det er et familiemedlem eller en venskabelig relation gennem mange år, så er man forbundet af nogle bånd, og så bliver det meget mere smertefuldt,” siger Rikke Alberg Peters. 

Den pårørende må gøre sig det klart, at der ikke findes en hurtig omvendelsesstrategi. Den slags vil prelle af. I stedet må fokus ligge på ting, parterne kan være fælles om. Det kan være fluefiskeri, broderi eller noget andet uskyldigt. 

På den måde forstærkes tillidsrelationen. Hvis den blomstrer, kan man håbe på, at der kan opstå en gensidig åbenhed. Først der kan man begynde at prikke forsigtigt til konspirationerne med spørgsmål som: ”Det lyder spændende. Hvor har du de informationer fra?”

Rikke Alberg Peters uddyber: ”Det handler om at lade personen vide: ’Jeg vil dig, og jeg holder stadig af dig.’ Men det er jo sindssygt svært, fordi den pårørende er bange for at lave knæfald for noget vanvittigt. Men man er nødt til at spørge nysgerrigt ind til, hvad der tænder personen ved de her teorier, hvis man vil bevare relationen.”

Hvis konspirationsteoretikeren møder en mur af modstand, så vil personen trække sig længere ned i sit kaninhul. Den pårørende må forberede sig på, at omvendelsesprocessen vil tage årevis. Den vil være frustrerende, og måske vil den aldrig lykkes. Det handler om at finde en måde, man kan være i det. 

Morfar eller konspirationsteoretiker 

Camilla er ked af, at det er kommet så langt. Deres forhold er præget af skyld og dårlig samvittighed. Hendes far bliver ved med at tage dårlige beslutninger, og han glider længere og længere væk fra virkeligheden.

Nu prøver hun at lægge det fra sig. Han er voksen mand, og hun kan ikke styre hans beslutninger. Ansvaret er ikke hendes, men det nager hende, at han et sted mellem konspirationerne tabte sig selv.

Han tabte livsglæden og optimismen. Nogle gange ser Camilla glimt af den. Når han leger med hendes barn, er han morfar i stedet for konspirationsteoretiker. Det er det eneste tidspunkt, hvor han kravler op ad sit hul.

Camilla ved ikke, om han skal have lov at se hendes datter på sigt, hvis han ikke ændrer sig. Det tvivler hun på, at han gør.

Hun er bange for, at han påklistrer barnet sit “forskruede verdenssyn”. Hvis han tager anti-vaxxing, den store udskiftning og sataniske skyggeregeringer med op ad sit hul og ind til barnet, så er det slut. Så må han ikke være morfar.