Da far skulle dø

Dér er vores Mads.

Alf smækker bildøren og bevæger sig i retning af Frederikshavn rutebilsstation. Gitte bliver i bilen, for det er altid Alf, der tager sig af den slags ting med Mads. Han er bedst til at tale uden at virke anklagende, og det er nemmere at snakke om tunge ting på tomandshånd.

Det er ikke første gang, Mads forsvinder. Alf og Gitte leder ofte efter ham. Kører rundt i 25 Frederikshavns gader og spejder efter deres dreng. Alf bag rattet. Ofte går der flere dage mellem, at han er hjemme i parcelhuset i Strandby.

De kigger efter ham på de sædvanlige steder, hvor de tror, han hænger ud. Denne gang finder de ham på stationen. Med hash på sig. Mere hash end at det kun kan være til eget forbrug, tænker Alf, så han beslutter, at det skal afleveres på politistationen. Denne gang skal der være 30 en konsekvens. Mads følger med uden at stille spørgsmål.

Stationen ligger lidt længere nede ad gaden, og de går ved siden af hinanden med stilheden imellem dem. Mads’ kinder er indsunkne, og han mangler farve i ansigtet. Den tynde krop er gemt bag et par løse joggingbukser. Øjnene er trætte.

De går ind ad dørene til politistationen og op ad trapperne i foyeren. Alf ved godt, at Mads 35 fester en del ligesom andre teenagere. Han ved også godt, at han ryger lidt hash en gang imellem. Det gjorde Alf også, da han var på Mads’ alder. På andet sidste trin inden døren til skranken standser de. Mads bryder tavsheden:

“Så skal de vel også have dem her med?”

Han trækker ned i strømpen, og poser fyldt med hvide piller kommer til syne bag 40 strømpekanten. Alf bliver bange, næsten forskrækket. Hans søn er stofmisbruger. Synet af pillerne får Alf til at vende om, gå ned ad trapperne og ud af politistationen. Tanken om at sende sin egen søn i fængsel bliver for meget for Alf. Han er jo stadig et barn.

“Jeg kunne ikke,” siger Alf til Gitte, da de når tilbage til bilen.

De beslutter sig i stedet at tage ned på den kinesiske i Danmarksgade for at få en snak om det 45 hele. Ham og Mads. Gitte bliver ved bilen på parkeringspladsen og ryger. Er der noget, man kunne have gjort anderledes, tænker hun.

Snakken på den kinesiske ændrer ikke det store. De får måske ikke sådan rigtig snakket om tingene. Alf er bange for at sige noget forkert, der kan få Mads til at stikke af. Så er det måske bedre at sige for lidt og holde ham nær. 50

Men Mads fortsætter med at forsvinde for familien i Strandby. De fleste af ugens dage er han væk, vandrer hvileløst rundt i en stofrus på strande, gader og i parker omkring Frederikshavn, indtil hans fødder er plastret til med vabler. Sniffer kokain på toilettet på stationen og tager amfetamin for at slukke for følelsen af at være anderledes end alle andre. En følelse, han har haft, siden han kom til verden i 1987. 55

Han husker ellers sin barndom i Strandby som god og tryg. Her boede han med sin søster, mor og far, og han havde altid mange venner på besøg. Når legekammeraterne tog hjem igen, var han altid helt brugt. Det er krævende at aflæse andre mennesker. Hvorfor gør de, som de gør, og siger, som de siger?

I skolen tog Mads hurtigt rollen som klassens klovn, når han kastede viskelædere rundt i 60 klasselokalet i stedet for at følge med i timen. Det var så svært at sidde stille. Han havde egentlig nemt ved skolen, men undervisningen kedede ham, og hans skolehjemsamtaler var tre gange så lange som de andres. Selvom der var mere ris end ros, blev Gitte og Alf aldrig sure på ham. I stedet snakkede de med hinanden om, hvordan de mon kunne hjælpe deres dreng. 65

Det var svært for Alf at skælde Mads ud, for det gjorde det ikke nemmere, at hans søn mindede ham om ham selv. Han kendte også til at kede sig i skolen og have nemt ved det på samme tid. Mads var fars dreng. De tilbragte meget tid sammen til badminton og i værkstedet, hvor det manuelle arbejde skabte et rum for gode snakke og sjove vittigheder, og deres tanker fulgtes ofte ad. Nogle gange kunne de finde på at fuldføre hinandens sætninger. 70 Det kan de stadig i dag.

Mads fulgte også i Alfs fodspor, da han røg hash for første gang. Som far så søn var det nysgerrigheden, der drev. Han røg jointen på et toilet på Strandby havn, og han grinte, så tårerne trillede. Han fik smag for det. Kort tid efter tog han amfetamin for første gang, og rusen forvandlede den trafikerede motorvej i hans sind til en stille markvej. Tankerne faldt i 75 omdrejninger, og bølgen af velvære skyllede det dårlige selvværd væk. Han tog det alene i hjørnet af en fest, for stofferne har aldrig handlet om gruppepres. Det handler kun om ham selv.

Den første rus udviklede sig hurtigt til det misbrug, Alf opdagede den dag på politistationen. Forældrene følte sig magtesløse, for de kunne ikke konkurrere med det overskud, som 80 stofferne gav Mads. Hurtigt blødte misbruget over i et kriminelt liv, og som 17-årig fik han sin første dom for røveri. Alf var ikke overrasket, for tingene var jo gået den vej noget tid.

De næste syv år er Mads ind og ud af fængslet og psykiatrien og gennem flere afvænningsforløb. Men som 24-årig begynder hans liv at ændre sig. Han lægger stofferne på hylden og begynder at uddanne sig til murer. Han håber, at han med uddannelsen kan vise 85 sine forældre, at han er på vej i den rigtige retning. Misbrugsgenet lever i ham endnu, men amfetaminen skiftes ud med daglig træning og sund mad.

Når Mads har en god periode, kan Alf slippe den konstante bekymring, han har haft for sin søn. Og så bliver han syg. Som når man bliver syg i en ferie, fordi hverdagens spændinger forløses i et øjebliks bekymringsfrihed. Han mærkede, at noget var galt den dag på 90 skibsværftet, hvor han havde svært ved at samle sig om sit arbejde, fordi tankerne smuldrede, og til sidst sortnede det også for øjnene, som hvis han havde rejst sig for hurtigt op.

De følgende måneder befinder Alf sig mest på sofaen. Når han har sagt farvel til Gitte om morgenen, går han ind og slumrer et par timer til, og når Gitte kommer hjem fra arbejdet i Brugsen, ligger han i sofaen. Om aftenen går han den samme tur om huset og håber på, at han 95 ikke møder et andet menneske på vejen.

Imens trives Mads i den faste hverdag som murerlærling, hvor han aldrig kommer for sent på arbejde. Selvom han har det godt, er det er også svært for Mads at se sin far være syg. Han har ondt af ham, men han ved, at hvis han giver selvbebrejdelsen for meget plads, kan han hurtigt få det dårligt igen. Så han vælger at skubbe tankerne væk. Siden d. 7. maj 2013 har 100 Alf taget lykkepiller. Han kan ikke få sig selv til at slippe de sidste 10 milligram. Bare for en sikkerheds skyld.

Efter mere end tre år som clean vælter Mads’ verden kort tid før hans svendeprøve. Han faldt tilbage i stofferne efter en konflikt med en kæreste, hvor følelserne blev for store til, at Mads havde lyst til at være i dem. Vanen lå i ham fra tidligere. Det startede med en flaske whisky 105 og seks bajere og endte med cokebaner på en bardisk i Frederikshavn. Følelserne skulle dulmes.

Tre år senere er Mads tavs i dagene op til jul. Villavejene omkring hjemmet i Strandby er frosne og dækket af snedynger, og indenfor husets mure er stemningen kold mellem Mads og Alf. Alf er ved at fylde i opvaskemaskinen. Han tænker, at Mads ikke er sig selv. Han plejer 110 at være mere social, mindre anspændt.

Gitte og Mads’ kæreste sidder sammen i lænestolene på den overdækkede terrasse og snakker og ryger, mens Mads sidder inde på sit værelse. Her bruger han det meste af tiden på at ryge sig skæv, mens tankerne kører i ring. Tankerne kører igen og igen og igen.

Gitte hører døren til Mads’ værelse blive revet op og ser Mads storme forbi i underbukser. 115 Hun stryger op fra lænestolen og følger ham lige i hælene, men hun kan ikke nå at stoppe den knyttede næve, der rammer Alf lige i ansigtet, så brillerne ryger af. Alf bliver tom, har svært ved at begribe, hvad der lige er sket.

Mads åbner hoveddøren og træder ud i det kolde decembervejr. Nok er nok, jeg skal bare væk herfra, tænker han, mens han med stive skridt bevæger sig ned ad villavejen. Han mærker 120 ikke sneen under de nøgne fødder, men han mærker, da nogen tager fat i hans skulder. Det er mor.

“Mads, vi skal hjem.”

Hun kan se, at hans blik er stivnet.

Gitte fører Mads hjem, og han følger med. Da han møder Alf i gangen, falder han på knæ 125 foran hans fødder med tårerne strømmende ned ad sine kinder. Han klamrer sig til farens bukseben og hulker.

“Undskyld far. Undskyld far. Undskyld far.”

“Kan du tilgive mig?”

Den følgende tid er Mads ikke sig selv. I en tåge af cokerus begynder nye tanker at slå rod i 130 hans hoved, og de vil ikke slippe deres tag. Det er svært at forklare, hvor de kommer fra. I starten var det tanker om, at hans kæreste var ham utro. Han vidste det bare. Senere handlede tankerne om at beskytte børn mod ondskab. Indimellem så han også ting i mørket, som andre ikke kunne se.

En dag begynder tankerne at handle om far. 135

Han er usikker på, hvordan de startede, men overbevisningerne kan forklare, hvorfor han har følt sig anderledes hele sit liv. Hvorfor han har taget stoffer, siden han var 14 år gammel. Hvorfor tristheden er blevet en grundfølelse. Han begynder at tænke, at han umuligt kan være et ønskebarn, når han er blevet, som han er. Konklusionen er hård.

Hans liv må være startet med en voldtægt. 140

Måske har Alf voldtaget mor, tænker Mads.

Det begynder som en mulighed, men han kan ikke slippe tanken. I hans daglige misbrug af kokain, amfetamin og hash bliver tankerne hans virkelighed. Især kokainen gør ham anspændt, giver ham stikkende øjne.

Alf kan også mærke, at der er noget galt med Mads. Når han er på besøg, sender han spydige 145 bemærkninger i retning af sin far, når han prøver at lette stemningen med en vittighed. Uanset

hvad han siger, er det forkert, og helt galt går det, da Mads en dag i et vredesudbrud overfalder Alf med en peberspray.

Alf og Gitte er i vildrede. Mads’ besøg i påvirket tilstand gør dem utrygge, fordi han er utilregnelig og opfører sig psykotisk, og Alf tænker for sig selv, at der efterhånden kun kan 150 være to muligheder for deres fremtid i Strandby. Enten går de under jorden og flytter fra den by, hvor de har boet hele deres liv, eller også bliver de boende og må acceptere at leve med risikoen. Han kan ikke være bange for at dø. De vælger at blive boende.

Samtidigt bliver Mads mere og mere overbevist om sandheden af sine vrangforestillinger om Alf. Han begynder at få en forestilling om, at voldtægterne kan gentage sig og gå ud over 155 endnu flere af hans nærmeste, hvis ikke han snart gør noget. Det er blot et spørgsmål om tid. Han har en følelse af, at han er sendt af Gud for at standse sin far, og når man er i besiddelse af viden, der kan skade andre, skal man også handle på den.

Far skal dø.

Det er middag, da Alf træder ind i køkkenet efter en kort arbejdsdag på Hotel Jutlandia. 160 Med det samme ser han Mads dukke frem bag døren i den modsatte ende af køkkenet. Øjnene er stirrende, og i sine hænder har han et oversavet jagtgevær. Geværløbet peger mod Alf. Mod far.

"Nu går den ikke længere,” siger Mads.

De to er alene i huset, og Mads virker psykotisk. Med hurtig hånd stripser han Alfs hænder 165 bag ryggen og lægger en løkke om halsen på ham, hvorefter han fører sin far mod det fjerneste værelse i huset. Alf frygter for sit liv, men han tør ikke gøre modstand med geværet i ryggen.

“Er det nu rigtigt det her, Mads?” forsøger Alf forsigtigt, men han får ikke et svar fra Mads, der fører ham ind det, der engang var Mads’ børneværelse. 170

Sengen, der plejer at stå derinde, er skubbet op mod væggen, og over den enlige stol, der står midt på gulvet, hænger en krog, der flugter præcist med bjælken over loftet. Det er dér, den kan holde mest vægt.

“Nu skal du ikke voldtage dem mere,” råber Mads med døde øjne.

Han hæver næven og slår sin far to gange i ansigtet. 175

Der bliver helt stille, og Mads kigger et øjeblik væk. Da deres øjne mødes igen, kan Alf se, at der er en snert af liv i dem. Som om noget har ændret sig. Var der en erkendelse af at have krydset en grænse?

Mads tænker, at noget er forkert. Far skal forsvinde, men det var ikke meningen, at han skulle føle smerte. Mads pakker hurtigt geværet ned i sin taske, som står ude i gangen og forsvinder, 180 så hurtigt som han kom. Alf sidder helt stille tilbage på værelset og kan høre døren smække.

Hvorfor skal det altid gå udover dem, man elsker mest, har Mads engang sagt til Alf.

Kort tid efter samme dag bliver han anholdt i sin lejlighed i Frederikshavn. Han sidder og ryger en joint, da politiet møder op på adressen. Næste gang far og søn ser hinanden er knap et halvt år efter, da Alf skal vidne mod sin søn. I retten kommer det frem, at det oversavede 185 jagtgevær ikke kunne skyde.

Efter Alf har afgivet sin vidneforklaring, møder han Mads’ øjne på vejen tilbage til sin plads i retssalen. Blikket er helt stift. De siger ikke noget til hinanden, men Alf ved, hvad øjnene betyder. Han er stadig ikke sig selv.

Inde i Mads kører tankerne rundt. Han forsøger at lægge ansigtet i alvorlige folder, for han 190 kender systemet, og det er bedst, hvis man ligner en, der fortryder sine gerninger. I virkeligheden føler han, at han har fejlet. Han har brugt det seneste års tid på at planlægge, hvordan han kan tage livet af far. Men det lykkedes ikke.

Mads bliver dømt for overfaldet på sin far, og selvom han bliver clean i fængslet, vil tvangstankerne ikke slippe deres tag. Det plejede ellers at være kokainen, der var roden til 195 hans vrangforestillinger. Det er først, da Mads får antipsykotisk medicin, at hans verden ændrer sig. For første gang i flere år begynder hans psykotiske virkelighed at krakelere, og der spirer en tvivl, om hans overbevisninger er sande.

Da tvangstankerne forsvinder, kommer fortrydelsen.

Hverken Mads eller Alf kan huske, præcis hvornår der bliver sagt undskyld, jeg er ked af 200 det, kan du tilgive mig. Men når det kommer til sin søn, handler tilgivelse for Alf ikke om ord eller handlinger, men om at kunne genkende øjnene, der kigger på ham og se, at de igen er sig selv. Milde og blå. Det er noget, man kan se, når man kender hinanden, og det er noget Alf ser, da han besøger Mads i fængslet.

Han kan han mærke, at han har savnet ham. Han savner at sidde og bare være sammen for en 205 stund. Der er en mægler til stede i besøgsrummet for at lede mødet mellem offer og gerningsmand. Far og søn. Men da de ser hinanden, mødes de i et kram. Alf kan se fortrydelsen i hans ansigt. Mægleren bemærker, at der vist allerede er forsoning mellem parterne, og han vælger at trække sig i baggrunden. Gitte, Mads og Alf tager plads ved et bord. 210

Hvor starter og slutter man henne? I stedet for at snakke om overfaldet, kommer Alf og Mads til at snakke om nutiden. Hvordan går det i fængslet, og hvad sker der i Strandby? Det havde måske været bedre, hvis mægleren havde styret samtalen, så de kunne snakke tingene igennem. Men det gjorde de ikke. Der var så mange andre ting, de hellere ville snakke om.

For Alf gør det ikke noget, at Mads ikke sagde undskyld den dag til mæglingen, for han er 215 ikke i tvivl om, at Mads fortryder det, han har gjort. Og Alf har ret. I dag har Mads været clean i halvandet år og er ikke psykotisk længere. Og han angrer. Selvom det hver gang har været psykosen, der har talt, var det jo stadig ham, der var gerningsmand.

Men Mads ved også, at det er bedst, hvis han en dag kan sætte sig selv fri og tilgive sig selv. På en lille blok står 14 synder, som Mads har noteret med blyantsstreg. En af synderne er far. 220 En gang om ugen tager han blokken i hånden og snakker med fængselspræsten om sine

synder. Og det gør ondt hver gang. Allerværst har han det med de vrangforestillinger, han havde om sin far. Hvordan kunne han tro sådan?

Selvom Mads ikke kan huske, hvornår han har bedt sin far om tilgivelse, må han have gjort det en dag, for han kan huske, at Alf engang har spurgt: 225

Kan du også tilgive mig?

Alf ved, at overfor sin søn, er tilgivelsen altid kommet let. Han kan ikke få sig selv til at trække sig fra den dreng, som han ved, altid har haft det svært. I bakspejlet tænker han, at han måske har været for blød. Havde han sat flere grænser, var tingene måske endt anderledes, og måske skulle han have spurgt mere ind til, hvordan Mads egentlig havde det. 230

Men Mads har tilgivet sin far, og Alf har tilgivet sin søn. Det nemmeste i verden er at tilgive sine børn, som han siger. Og han var jo ikke sig selv dengang, han var psykotisk.

Det var jo ikke vores Mads.