Da Simon mistede sit ansigt, skulle han finde sig selv

Her midt om natten ligger 27-årige Simon Hvid på hospitalssengen. 

Han åbnede øjnene en enkelt gang efter eksplosionen, men siden da har de været lukkede. Totalt mørke. 

Han tæller for sig selv: “1. 2. 3. Nu!”. Men han tør ikke åbne dem. Frygten for at mørket vil fortsætte i uendelighed, holder ham tilbage. 

Sådan fortsætter han med at tælle ned flere hundrede gange, inden han tidlig morgen bliver lagt i kunstig koma. 

Fuld fart fremad 

Foråret 2017: Der er fuldt fart på Simon Hvids hverdag. Han er kemiingeniørstuderende og elitetræner for både junior- og seniorgymnaster. Der bliver brugt flere timer ude i springhallen end på studiet. Han bor sammen med kæresten Maria, og forsøger at balancere parforholdet med sin store passion. 

Hverdagen er pakket, men han trives i tempoet. Indtil én hændelse får alle de bolde, han så elegant jonglerer, til at falde til jorden. 

En fortrængt smerte 

Det er fredag eftermiddag i laboratoriet. Et par forsøg mere, og så kan Simon Hvid samle resultaterne til specialet og komme videre med karrieren. 

Gymnastiktræningen venter om aftenen, og i morgen skal hans far fejres, når han vender hjem fra en rejse til Hong Kong. 

Nu skal han bare rydde op. Alt er rutine.

Han samler alt ind. Både fra sit eget og fra andres forsøg. En af de femliters plasticdunke ser underlig ud. Som om den er pustet op indefra.

Det er her, det sker. Et pludseligt smæld og så en eksplosion.

Han når at lukke øjnene, inden plasticdunkens indhold rammer hans ansigt.

Det er ikke bare varmt. Det er en kogende reaktion. Syren rammer, reagerer og forkuller. 

Smerten husker han ikke. Den er fortrængt. Dukker kun op i mareridt. 

Simon forstår øjeblikkeligt alvoren af uheldet. 

“Jeg ved, at hvis jeg åbner mine øjne, bliver jeg blind. Det er jeg muligvis allerede blevet. Hvis jeg holder dem lukket, har jeg måske en chance.” 

Laboratoriet er udstyret med en nødbruser, men her i mørket kan Simon ikke finde den. 

Han råber på hjælp. En laborant i naborummet hører ham og råber tilbage. 

En orange sky fylder rummet. Giftige dampe fra salpeter- og svovlsyren møder luften. 

Han bliver guidet frem til bruseren. Famler sig frem, og finder håndtaget. Vandet vælter ned. Han står der med lukkede øjne, mens tiden opløses.

“Jeg havde to tanker, da jeg stod under bruseren. Jeg skulle ikke blive blind. Og jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at det ikke skulle koste mig mit forhold.” 

“Jeg kommer ikke til træning i aften” 

Straks efter ulykken bliver Simon kørt til Aarhus Universitetshospital. Han holder øjnene lukkede, mens redderne skyller syren af hans krop. 

På skadestuen fortsætter skylningen i timevis. 

Det er her, han møder Maria igen for første gang siden ulykken. Midt i kaosset forsøger Simon at holde fast i det normale. At tage kontrol og bevare roen.

“Det første, jeg siger, er, om hun ikke kan ringe til min træningsmakker og fortælle, at jeg ikke kommer til træning i aften”. 

Hen på natten får han sværere ved at trække vejret. Dampene fra eksplosionen har givet ham kemisk lungebetændelse. Det føles som at trække vejret igennem et sugerør. 

Kort efter bliver han lagt i kunstig koma. 

Et nyt spejlbillede 

Tre til fire uger er slettet af bedøvelse og smertestillende. 

Simon ligger nu på Rigshospitalet i København. Lægerne har flyttet hud fra hans ben og arme til ansigtet. Øjenlågene har været syet sammen for at beskytte dem under helingen.

Han er svækket og har tabt sig næsten tyve kilo. Da fysioterapeuten rækker ham en håndvægt på to kilo, kan han ikke løfte den.

Men det er først, da hans forældre kommer med hans computer, at chokket rammer.

“Skærmen var blank som et spejl. Jeg lignede overhovedet ikke noget, jeg kunne genkende. Det gjorde ondt at se – og vide, at sådan ser jeg ud nu”.

Håbet om at vende tilbage til en tilværelse, hvor alt er, som det plejer, brister. 

Den gamle Simon er væk. Syren tog hans udseende – det, han plejede at møde verden med.

“Den eneste måde, jeg kunne være i det, var at acceptere, at det var en proces. Det var det, der gjorde, at jeg kunne leve i det dengang”. 

“Men hvad er jeg så?” 

Transplantationer tager op til fem år at falde på plads. Han måtte holde fast i troen på, at det ville blive bedre. 

Gennem psykologforløbene begyndte han langsomt at forstå, hvad han havde mistet. Ikke bare sit udseende, men også den version af Simon, der var knyttet til det ansigt.

“Det er ikke det samme som at miste et familiemedlem, men det er de samme faser, man går igennem. Jeg skulle erkende et tab og finde ud af, hvordan jeg kom videre.” 

Han stopper op et øjeblik, før han tilføjer: 

“Det hjælper ikke, at jeg bare hænger fast i, at jeg gerne vil tilbage til at være Simon. Men hvad er Simon? Er Simon det udseende, jeg havde før? Så hjælper det jo ikke at holde fast i. Udseendet har jeg ikke længere. Men hvad er jeg så?” 

Han nægter at lade ulykken definere ham. 

Selv når tvivlen fylder, og spejlbilledet gør ondt, bliver det et spørgsmål om at finde ud af, hvordan han kan leve videre, og ikke hvorfor det skete. 

”Jeg skulle ikke være min ulykke. Jeg skulle være Simon. Det har været et kæmpe drive for mig, og måske også det, der har været med til, at jeg kunne lægge det på hylden”. 

Tilbage på sporet

Det er træningsweekend i TeamGym Aarhus. Juniorpigerne sidder samlet i køkkenet og er sammen med deres trænere blevet til en lille familie, der mødes fem-seks gange om ugen.

De har undværet deres træner Simon i ugevis. De ved han har været indlagt, men ikke hvor slemt det er. 

Træneren Alexander skal til at fortælle om Simon, da døren går op. Chok og skrig fylder rummet. 

Det var egentlig meget spontant. Det var kun dagen efter, at Simon blev udskrevet. Men han sprang bare ud i det. 

”Jeg havde et kæmpe behov for at komme ud og vise over for andre, at jeg stadig var mig selv”. 

Han kan ikke blinke. Øjenlågene hænger. 

Men den karakteristiske vestjyske dialekt skærer igennem, og pigerne kan med det samme mærke og genkende, at det er ham. 

Nede i springgraven bliver hele historien vendt, og pigerne får mulighed for at spørge ind til alt. 

Når han kigger tilbage, kan han godt se, at han ikke var sig selv, men lige der i springgraven, følte han det. 

Netop denne følelse – at være tilbage på sporet – har været en kæmpe motivationsfaktor.

Allerede tre uger efter han blev udskrevet, var han med til konkurrencer.

”Der har jeg nok været mere en hæmsko end en gavn. Men jeg følte, at jeg var med”. 

Redningsvesten 

Stien har ikke altid været snorlige. 

Selvom synet fungerer, findes der mørke dage, hvor realiteten af at skulle starte forfra rammer. Hvor modgangen bliver for meget, og det hele føles ligegyldigt. 

”Når man får kørt sin egen negative spiral godt i gang, så drukner man hurtigt i det”, fortæller Simon.

Han har dog altid haft én, der trak ham op, når han var ved at drukne. 

Maria udskød hendes studie, skiftede bandager, hjalp med genoptræningen og holdt fast, også når han selv var ved at give op. 

”Hun har været helt essentiel hele vejen igennem. Hun har været der for mig hele tiden. Hun har aldrig vaklet.” 

Hun var støttende, når han havde brug for det og gav ham et spark bagi, når det var det, der skulle til.

Alligevel meldte tvivlen sig i begyndelsen. 

“Havde hun lyst til at blive i et forhold med mig, nu når jeg var meget anderledes udseendemæssigt?” siger Simon. “Det har aldrig været et emne for hende overhovedet. Hun gik måske i bund og grund meget mere nysgerrigt ind i mit udseende, end jeg selv gjorde.” 

At kunne give tilbage til Marias betingelsesløse kærlighed blev en kæmpe drivkraft. 

”Jeg vil ikke bare være ham, der tager imod, men en, der dybest set giver mere tilbage, end hvad jeg får”. 

Vaffeljern og hverdag

Simon hjælper sin ældste søn igennem garderoben i børnehaven. 

Han bor i Silkeborg og er nu gift med Maria. De har tre børn, og hver morgen minder om denne. Rodet, lidt kaotisk og helt almindelig. 

I virvaret af flyverdragter, madpakker og andre forældre, der forsøger at komme helskindet igennem morgenen, springer en lille nysgerrig stemme frem.

“Har du fået dit hoved i klemme i et vaffeljern?”, spørger en af de andre unger med barnligt alvor. 

Simon smiler. 

Nogle gange ville han ønske, at voksne også fulgte op på deres umiddelbare nysgerrighed. I stedet for at lade det være usagt. Han har efterhånden indøvet flere forskellige versioner af sin historie, alt efter hvad der er behov for. 

“Så er det parkeret, og så kan vi fortsætte som normale mennesker. Så kan jeg være Simon, og ikke det mærkelige ansigt, der fjerner fokus”. 

Når han kører mod Aarhus og sin arbejdsplads på Teknologisk Institut, er det velvidende om, at han på mange måder lever det liv, han drømte om før uheldet. Jagten på at blive den ‘gamle’ Simon er på mange måder lykkedes. 

Men så alligevel ikke.

“Jeg bliver aldrig helt den gamle Simon. Men vi er heller ikke i 2017 længere. Min hverdag er helt anderledes.” 

I dag er der kommet en ro, som han dengang ikke havde kendskab til. En bevidsthed om, at selv når livet vælter, findes der en vej tilbage. 

For ham og Maria løber stadig ind i problemer. Ligesom alle andre.

“Vi har været noget endnu vildere igennem. Så vi skal nok komme igennem det næste også. Vi har livserfaring som et 60-årigt par.” 

Et fornyet prioriteringskompas

For Simon har det aldrig handlet om at vække medlidenhed. Han fortæller ikke sin historie for at påtage sig offerrollen, men for at vise, at det er muligt at overkomme det, der virker umuligt. 

Det, der skete i laboratoriet, har givet ham et nyt perspektiv på livet: ”Tag et skridt tilbage. Hvor vigtigt er det her lige i et større perspektiv? Prioriteringskompasset bliver indstillet. Det vigtigste er, at vi har det godt derhjemme”. 

I starten fyldte hændelsen konstant i samtalerne med vennerne. Det var svært, når han egentlig bare gerne ville være Simon og ikke det, der skete. 

Med tiden forstod han, at det var deres måde at vise omsorg – ikke for at minde ham om katastrofen. De er der stadig for ham, selvom alt andet er blevet hverdag. 

I dag er det ikke selve ulykken, der fylder, men alt det, den medførte. De erkendelser, der kom, mens han langsomt fandt tilbage til hverdagen og til sig selv. 

“Da jeg stod med syre i ansigtet, tænkte jeg på min familie. Det handlede ikke om arbejde eller succes, men om relationer – det vigtigste”. Det vigtige kan ofte drukne i hverdagens hamsterhjul. 

Simon foretrækker at blive spurgt ind til sin historie. Han ved godt, at hans ansigt kan vække blikke: 

“Så spørg dog i stedet for”. 

De akavede, undrende blikke forstærker følelsen af fremmedgørelse og forkerthed: Han vil ikke reduceres til en hændelse. Han vil bare gerne være Simon. 

Når ordene først er sagt, bliver blikkene normale igen. Det har taget tid at tro på, men i dag møder de fleste ham bare som Simon. 

Han ved godt, at han ikke er den samme som før den dag i laboratoriet. Det fortæller et hurtigt blik i spejlet. 

Men han er stadig den samme i alt det, der betyder noget. Faren, ægtemanden og kollegaen. Det har eksplosionen hjulpet ham med at indse.

Den nat ude på Universitetshospitalet turde han ikke at åbne øjnene af frygt for, at mørket ville vare ved. I dag ser han ikke ud som før, men øjnene ser klart, hvad der er vigtigst.