Danmark siger nej til kønskvoter – men hvorfor tøver vi, når nabolandene handler?

Kønskvoter har længe splittet vandene hos politikerne og den almene dansker, og dette har også gjort vi ikke er hoppet med på vognen - Endnu. Kønskvoter er nemlig et krav om, at en bestemt andel af et køn – typisk kvinder – skal være repræsenteret i fx bestyrelser, politiske organisationer eller ledelsesposter.

Erfaring fra Norge

I Norge indførte man i 2003 et krav om mindst 40 % kvinder i børsnoterede virksomheders bestyrelser. Det vakte opsigt, men ifølge professor Sissel Jensen har kvoterne ikke haft negative konsekvenser – tværtimod.

I Danmark har vi i stedet fået et EU-krav om måltal for kønsfordelingen i bestyrelser. Virksomhederne skal sætte mål og redegøre for indsatsen, men der er ingen sanktioner, hvis målene ikke nås. Det er derfor et blødere alternativ til de klassiske kvoter.

En undersøgelse lavet af Sissel Jensen, som er professor på Norges Handelshøjskole, viser dog, at det har givet et positivt løft til det norske erhvervsliv og mere diversitet i ledelserne at indføre de lovpligtige kvoter.

Et af de væsentligste argumenter mod kønskvoter er, at det er meget vanskeligt at finde kvinder, der er godt nok kvalificerede, og at kvoteloven ville tvinge virksomheder til at udpege mindre kvalificerede kvinder i bestyrelserne. Men ifølge Sissel Jensen er det ikke tilfældet i Norge:

 ”Vores undersøgelse viser, at der ikke var nogen grund til bekymring; De kvindelige bestyrelsesrepræsentanter var lige så eller bedre kvalificerede end deres kvindelige forgængere.”

I 2011 fulgte Frankrig trop med krav om 30 % af hvert køn i bestyrelser og ledelseskomitéer – en andel, der stiger til 40 % i 2029.

Hvorfor tøver Danmark?

Christina Fiig, lektor i køn og europæisk politik, peger på kulturforskelle: ”Jeg tror vi har et andet ligestillingssyn end man har i Norge, hvor der er større fokus på feminisme og ligestilling og større fokus på, at for at opnå ligestilling, så må man behandle folk forskelligt. Jeg tror der er mere liberal tankegang i Danmark - om at man behandler folk ens.”

Hun kalder kvoterne i andre lande delvist symbolpolitik: “Det har haft en effekt, men ikke for større virksomheder. Der har det måske været mere symbolsk, at kvinderne sad med ved bordet.”

 Men i Danmark er der ikke udsigt til, at vi får indført kvoter i nærmeste fremtid. Som Christina Fiig siger: “Hvis der ikke var så meget modstand, var de indført for længst. Danskerne ser ikke symbolpolitik som vejen til ligestilling.”

 Dansk Erhvervsliv: Kvoter er ikke løsningen

 Anne Tiedemann som er chefkonsulent i Dansk Industri mener heller ikke, at kønskvoter er løsningen på ligestillingsproblematikken: ”Vi tror ikke på kvoter, fordi det er en lovgivning, der griber ind i virksomhedernes ledelsesret og ikke adresserer de strukturelle årsager til skævheden – som kultur og normer. Forskning viser også, at kvoter ikke er et quickfix. De skaber ikke de positive dominoeffekter, man håber på.”

 Anne Tiedemann mener i stedet, at man skal arbejde anderledes med skævvridningen af kønsfordelingen i danske virksomheder: ”Dansk erhvervsliv vil gerne have mere kønsbalance og inklusion, og mange virksomheder arbejder strategisk med det. Vi tror på rådgivning, brug af data til at måle kønsfordeling, og at indsatser skal forankres i ledelsen,” siger hun.

 Der er derfor flere årsager til, at Danmark tøver med kvoter: Vi er for liberale og vi stoler mere på, at virksomheder skal vælge de mest kvalificerede uanset køn. Danmark har derfor valgt tillid frem for sanktioner. Norge og Frankrig har valgt handling. Det er ikke bevist, hvilken form der virker bedst – endnu. Men kan frivillighed og tillid alene sikre, at kvinder får en reel plads ved bordet?