DBU åbner for tidlige klubskifter: Et skridt frem – eller et skridt mod tidlig specialisering?
Nye regler gør det lovligt for klubber at rekruttere spillere helt ned til U10. DBU ser det som en nødvendighed, men eksperter advarer om konsekvenserne.
Forestil dig, at du er ni år gammel. Du går i 3. klasse og du spiller både fodbold og håndbold. Men fra den ene dag til den anden får du tilbudt en plads i en fodboldlicensklub, fordi du er dygtig. Det betyder flere træninger, længere transport – og et farvel til håndbolden. Pludselig handler dit valg ikke længere kun om fritid og hygge med vennerne. Det handler om, hvad du skal specialisere dig i.
Det tænkte eksempel kan snart blive virkelighed for mange børn efter DBU’s nye regelændring i børnefodbolden, der trådte i kraft 1. juli. Fremover må klubber henvende sig og rekruttere spillere helt ned til U10. I DBU beskriver man ændringen som en nødvendig rammesætning. Men blandt forskere og psykologer vækker initiativet bekymring. De ser det som endnu et skridt mod tidlig specialisering, som risikerer at presse børn til at vælge én sportsgren i en alt for tidlig alder.
Fremtidige konsekvenser
Både forskere og fagpersoner kritiserer denne udvikling. De peger på, at målrettet træning, og at børn skal fokusere på én sport fra en tidlig alder, kan få både fysiske og mentale konsekvenser for børnene.
“Forskning viser, at tidlig specialisering øger risikoen for overbelastningsskader, udbrændthed og manglende motivation over tid,” siger Louise Kamuk Storm, der er forsker i ungdomssport og talentudvikling hos Syddansk Universitet.
Mens forskningen peger på øget risiko for mistrivsel, nikker psykolog Janne Mortensen genkendende til en tendens, hvor børn og unge i højere grad tilpasser sig de høje træningskrav.
“Det bliver vigtigere at passe ind i træningen end at passe på sig selv,“ siger Janne Mortensen, der også arbejder med unge elitespillere og deres forældre. Hun oplever børn, der ikke lytter til kroppens signaler og derfor bliver presset mentalt.
Men for nogle børn begynder presset allerede tidligt.
“Jeg møder unge, der i en meget tidlig alder er blevet vurderet og målt. Når de ikke opnår deres mål, rammer det deres selvværd,” siger hun.
De oplevelser, som Janne Mortensen beskriver, lægger sig tæt op ad den bekymring, som forskningen også peger på, og spørger man hende, om DBU's nye regler, har hun en klar holdning.
"Vi har set, at forskning viser, at tidlig specialisering er skadeligt, men alligevel sætter de (DBU red.) grænsen ved U10. Det giver ingen mening", siger hun.
Misforståede regler
I DBU understreger man, at regelændringens formål ikke er at gøre det nemmere for licensklubberne at rekruttere spillere, men at skabe klare rammer.
“Der har ikke været ensartede regler tidligere, så det er en misforståelse, at vi sænker alderen. Vi hæver grænsen fra ingenting til U10. Der har før været en anbefaling, men ingen regler eller rammer – det er noget nyt,” siger Rudi Stallknecht, teamleder hos DBU Børnefodbold.
Han afviser, at regelændringen skal forstås som et skridt mod tidlig specialisering, men at den skal skabe bedre dokumentation og dermed sikre, at klubberne følger ens retningslinjer, hvis de skal henvende sig til børnene.
I debatten møder også DBU’s tilbud om ATK+ træninger kritik, da det for nogle minder om målrettet talentudvikling. ATK+ træninger er et ekstra tilbud licensklubberne giver til udvalgte spillere fra samarbejdsklubber, der ligger udover den almindelige klubtræning.
Men i DBU ser man på det anderledes.
“ATK+ er i min optik ikke tidlig specialisering. ATK står for ‘Aldersrelateret TræningsKoncept’ og bygger på, at børn udvikler sig forskelligt – fysisk, mentalt og motorisk – og derfor ikke skal specialiseres tidligt. Det er et ekstra træningstilbud i samarbejde med DBU til børn med særlige forudsætninger, for at de kan fastholdes i deres egen klub.”
I klubberne har man andre oplevelser med ATK+.
"Jeg oplever børn komme skadet til ATK+ træninger, fordi den ene ekstra træning er så vigtig," siger Emil Adelborg, leder af klubsamarbejdet i AaB, og understreger at mange forældre og børn ser det som en unik chance for at blive set af licensklubberne.
DBU fastholder, at intentionen ved regelændringen er god. Men forskere og psykologer advarer om, at ændringen vil presse børn og tvinge dem til at specialisere sig alt for tidligt.